Simon Gylden

Simon Gylden har efterhånden nogle år på bagen på den danske alternative musikscene, og er ophavsmand til par glimrende plader, der har hans skæve guitarbaserede sange, som drivende omdrejningspunkt. Efter en pause på tre år er han nu klar med sit fjerde officielle album, hvor guitaren er blevet kastet godt og grundigt ned i en elektronisk blender, der tilsyneladende er svær at stoppe igen. Sangene er søbet ind i alskens finurligheder og ligger let i overfladen og sprutter. Det hele er drevet af en stor mængde overskud, vildskab og ikke mindst masser af fri leg.

Det ene sted er Beck en tydelig inspirator, på det næste er det Rolling Stones, og på det næste igen er det Babybird, som Gylden har kigget over skuldrende. Alt sammen kogt godt sammen i hans egen specielle opskrift.

Gylden er yders talentfuld og fuld af gode ideer, men de nye sange bliver desværre en kende overfladiske og mangler en klarere struktur. Og selvom der bestemt er glimrende momenter hist og her, er helheden desværre for diffus og usammenhængende. Hvor han tidligere har lavet nogle stærke og originale små sange, er det som om, han har favnet for bredt og ikke helt har styr på målet, hvilket desværre gør, at man aldrig helt kommer ind under den ‘gyldne’ hud. Måske var tre år alligevel for lang tids pause. Til gengæld er han efter sigende, heldigvis, allerede i fuld gang med næste album.