Irene

Lige i hælerne af deres debutalbum, som også udkom på det kvalitetsbevidste, svenske indiepop-pladeselskab Labrador, er Irene fra Gøteborg klar med en ny omgang uhyre melodiøse sange, der lyder lige dele af britisk 80’er-pop og pigegrupper fra 60’erne.

Ligesom Peter Bjorn and John skriver de sange, der er klassiske og uden dikkedarer, men som også er tidstypisk moderne. Bandet, selvom de nu er udvidet til ti, er blevet mere jordnære, mindre slingrende, og netop styrkelsen af sikkerheden gør pladen til et behageligt bekendtskab, der dog, den korte længde taget i betragtning, skæmmes af et par ret uengagerede numre.

En sjov og god ting ved Irene er, at deres inspirationskilder klæder dem så godt. Forsanger Tobias Isakssons kejtede vokal ligger tæt på Edwyn Collins fra Orange Juice, guitarlyden kunne sagtens være fra et album med Brilliant Corners, mens deres brug af blæsere klokkeklart er løftet fra June Brides, som opfandt denne flittigt brugte tendens i indiepop.

Med ‘By Your Side’ har de et smittende potentielt monsterhit, men det er den slyngende, pudebløde ‘End of the Line’, den dyssende skærgårdsfunk i ‘Back to back’ og den sprintende hurtigløber, ‘September Skies’, der får mig mest op at ringe. De varer ligesom flertallet af sangene kun to minutter, og det er det format, Irene behersker utrolig godt: Flygtige øjeblikke af sødme og længsel.