Nikolaj Nørlund står bag udgivelsen og hyldesten til Leonard Cohen, ‘På Danske Læber’. Soundvenue er blevet budt indenfor i hans lille kontor, der udgør hovedsædet i pladeselskabet Auditorium, til en snak om seriøse legepladser, idéernes styrke og den danske scene anno 2004.
Kontoret er nærmest en fysisk manifestering af pladeselskabet Auditoriums sjæl: Det er lille og uprætentiøst, men fyldt op med interessante ting. Rodet, ja, men inspirerende. Nikolaj Nørlund tjekker hurtigt sin mail, mens han sætter sig til rette i sit kaos. Han fumler en vintage-looking pakke Petit-cerutter frem og konstaterer, at det er tid til lidt røg. Han er bemærkelsesværdigt rolig. Ikke sådan zen-buddhistisk rolig, men tilbagelænet som en mand, der er tilfreds med et stykke veludført arbejde.
Ikke bare Nørlund og vennerne
Han er netop blevet færdig med Auditorium-udgivelsen ‘På Danske Læber’, en Cohen-hyldest hvor en række kunstnere leverer danske fortolkninger af den store canadiers numre. Et projekt, der har involveret så forskellige kunstnere som blandt andre Steffen Brandt, Povl Dissing, Swan Lee, Thomas Troelsen og Nørlund selv.
Men hvordan griber man sådan noget an? Hvordan forbliver man fair over for det originale udtryk?
Hvordan opstod idéen til en dansk Cohen-plade?
– Det begyndte med, at Anders Dohn (producer, DR) kom til mig med sine forslag til Cohen-oversættelser, og jeg tror egentlig, at hans idé var, at det skulle være en enkelt kunstner, der lavede hele pladen. Jeg foreslog ham, at vi skulle lave en compilation, som jeg så producerede. Eller, i virkeligheden ikke en compilation. Mere bare en plade med forskellige artister – det var det, jeg gerne ville prøve
at lave, men med en form for helhed i det, hvilket så skulle være Cohens værker. Jeg ville gerne lave den bedste danske tribute-plade, og det mener jeg også, vi har gjort, smiler Nørlund og banker asken ned i en tom flaske.
Tilfredsheden er ikke til at komme uden om. Her, få dage før udgivelsen, hænger den som en lys skygge over hans ansigt. Men ikke på den selvfede måde. Der er stadig jord nok at plante fødderne i. Men hvorfor en plade med så forskellige musikere?
– Det var et grundlæggende princip, at det ikke bare skulle være mig og mine venner, der lavede det. Istedet ville jeg prøve at spænde så vidt ud, som jeg kunne. Men hvor det stadig var noget, jeg synes var fedt, og hvor jeg stadig kunne stå inde for det. I første omgang er de artister, der er med, med på grund af det de kan. Ikke på baggrund af hvor store Cohen-fans, de er. Og jeg synes, at alle de
medvirkende er superfede på hver deres måde. De arbejder meget forskelligt, men allesammen med stor integritet. Det er vigtigt – i hvert fald hvis jeg skal være med, forklarer han.
En afslappet proces
Nørlund understreger her ikke blot sin indgangsvinkel til dette projekt, men den generelle holdning til sit arbejde: Det skal være seriøst. Men seriøst arbejde for ham består også af kreative legepladser. Og netop tilblivelsen af ‘På Danske Læber’ har været “skide sjov”, som han siger. Det viser sig da også i selve arbejdsprocessen, som ikke har været baseret på forberedt-til-døde-arbejde, men i højere grad har bestået af åbne og impulsive metoder i studiet.
– Jeg arbejder mest med sessions, så der har ikke været forberedt så meget. Artisten og bandet er bare kommet ind i studiet, og så begyndte vi at spille på det. Og så viste det sig, at vi kunne trække det i mange forskellige retninger. Alle bliver jo påvirkede af hinanden i sådan en situation. Som udgangspunkt havde vi en masse god musik, der skulle spilles af nogle gode musikere, så det var jo lidt af en foræring.
Tro overfor Cohen
Ja, en masse god musik og en masse gode musikere. Det vil mange sikkert give ham ret i. Men det kræver mod, at tage en anden kunstners arbejde og nedbryde det totalt for så igen at stykke det sammen til en mening. Chancen for at den oprindelige gennemslagskraft går tabt, er altid til stede, når man leger med andres ord. Hvordan forbliver man fair?
– Anders Dohn, der har stået for de fleste af oversættelserne, har hele gået meget op i, at det skulle være så tro, som muligt. Men når det ikke kan lade sig gøre, bliver man jo nødt til at arbejde anderledes med det. Det er ligesom med alt anden oversættelse. Vi læser jo også bøger og ser film, der er oversat. Jeg har selv haft stor glæde af at læse Dostojevskij, men det ville jeg jo ikke have haft, hvis ikke det var oversat. Hvis den oprindelige kunstneriske ide er stærk nok, kan den også godt overleve en oversættelse, mener Nørlund.
Om Cohen selv tager en lytter til de danske læber, er der ingen der ved. Men Sony i Canada har da bedt om at få tilsendt fem eksemplarer, og Nørlund har læst et sted, at Cohen synes det er ret skægt, når hans ord lyder på et fremmed sprog, så mon ikke den ryger i anlægget hos the grand ol’ man?
Spøgsmålet er, om de inkarnerede Cohen-fans i Danmark synes
det er god ide. Mon ikke der vil være en flok, der synes, det lyder helt forkert?
– Jo, men det er ikke mit problem, lyder svaret hurtigt.
En Robert Altman’sk hommage
For et lille pladeselskab som Auditoirum er det noget af en udgivelsesmæssig mundfuld, at kaste en plade med så mange (forskellige) navne ud. Hvad kommer det til at betyde?
– Det kommer til at betyde meget, tror jeg, i og med at mange af de kunstnere, der er med, er meget folkekære. Så denne her plade får nok… syv-ni-tretten… mere opmærksomhed fra et større publikum i Danmark, der i forvejen også er et stort Cohen-land. Og det synes jeg da er enormt sjovt. Min ambition med Auditorium er også, at det skal være et meget bredt selskab, der kan lave mange forskellige udgivelser – forhåbentlig allesammen kvalitetsudgivelser. Jeg synes, det er sjovt at skulle ramme bredt samtidig med, at jeg skal kunne stå inde for det.
I forbindelse med udgivelsen er der blevet knyttet et par ord til den. På Auditoriums hjemmeside kan man eksempelvis læse: “‘På Danske Læber’ er med sit utroligt varierede galleri af medvirkende blevet en hommage à Cohen men også et nærmest Robert Altman’sk snapshot af den danske scene anno 2004”. Referencen til den legendariske filminstruktør, Robert Altman, er interessant. Hvad skal den betyde?
– Det er ikke en compilation, men en plade med forskellige artister, der udgør et ret bredt persongalleri. Der er da mange, der godt kunne have været med… vi kunne have lavet en tre-dobbelt plade, hvis vi skulle have haft allesammen med, men man skal også være realistisk, ikke. Men det er et udsnit af, hvad vi har i Danmark; en måde at anskue scenen anno 2004 på. Det er i hvert fald min måde at anskue den på.
Og med Nørlunds billede af den danske scene, som den ser ud i dag, hængende i den uretfærdigt våde sommer, forlader Soundvenue det lille kontor i Kronprinsensgade.