Disney+’s fuldfede udvalg af Marvel-superheltefilm er nok til at give fanbasen bankende hjerter og våde drømme om lange filmaftener i selskab med Tony Stark, »I am Groot«, Black Panther og alle de andre venner fra nær, fjern og en Guardians-galakse herfra.
Men hvilket helteepos er Marvels bedste til dato? Og hvilken elsket karakter skrabede bunden? Vi rangerer alle 24 superheltefilm fra Marvel Cinematic Universe.
Nr. 32: ‘Eternals’
Der var en vis ironisk anti-katarsis over, at 2021’s Oscar-vindende instruktør også leverede et af Marvels ringeste superhelteeventyr i et årti.
’Nomadland’-filmskaber Chloé Zhaos prisvindende indie-sensibilitet blev totalt kvast under vægten af ævlet superheltemytologi i ’Eternals’, der både ville fremelske sukkersød hjerte-smerte-intimitet, storslået action og interesse for kommende filmeventyr med Angelina Jolie, Kumail Nanjiani, Emma Chan, Richard Madden og Kit Harington med flere.
Ingen af delene lykkedes hverken helt eller halvt, og patos rungede sørgerligt hult, mens savnet efter en Robert Downey Jr. eller en Tom Holland gnavede i fanhjertet.
Så kan det godt være, at ’Eternals’ introducerede Marvels første homoseksuelle karakter såvel som den første døve helt, men lige meget hjalp det filmens overordnede katastrofale mangel på karisma, der forvandlede den til et monument over alt det, superheltefilmfornægtere ynder at tæske løs på.
Havde det ikke været for fænomenale ’Spider-Man: No Way Home’, der landede akkurat, før biograferne lukkede dørene igen i december 2021, havde vi erklæret en regulær Marvel-filmkrise.
Nr. 31: ’Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ (2023)
Ingen har lyst til at træde på søde Paul Rudd, men efter fade ’Ant-Man and the Wasp’ sætter den farveladefarvede, håbløst uoriginale bagatel ’Quantumania’ endegyldigt en fed streg under, at myremandens solofranchise bør lægges i graven.
»Der er altid plads til at vokse«, siger Scott Lang selv, men ’Quantumania’ blotlægger titelkaraterens paradoksale akilleshæl, idet der ingen udvikling er at spore – og i virkeligheden ikke har været det, siden vi mødte ham første gang i ’Ant-Man’ i 2015.
Ret skal være ret: ’Ant-Man’-instruktør Peyton Reeds film er essentielt lidet andet end en affyringsrampe for Marvel Cinematic Universes næste superskurk, Kang the Conqueror, genialt godt spillet af Jonathan Majors, der løber i cirkler om det øvrige cast (at Evangeline Lilys Wasp, som har i omegnen af to replikker, overhovedet er en del af titlen, er decideret morsomt).
Men hvorvidt den i dag voldsanklagede skuespiller overhovedet har en fremtid hos studiet, er uvist.
Nr. 30: ‘Shang-Chi and the Legends of the Ten Rings’
Med ‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’ introducerede Marvel superhelteuniversets første asiatiske hovedkarakter (forud for Gemma Chan og Don Lee i ‘Eternals’). Men til trods for en glimrende præstation af bundcharmerende Simu Liu i titelrollen, lykkedes det ikke helt for instruktør Destin Daniel Crettons (‘Short Term 12’) at levere den form for sprudlende origin story, Shang-Chi havde fortjent.
Filmens åbningsaction-sekvens i en sporvogn i San Francisco er ganske vist stærkt underholdende, men uheldigvis daler både effektkvaliteten og fortællingens momentum, da vor helt drager til Kina for at konfrontere sin måske-skurkefar (superstjernen Tony Leung fra ‘In the Mood for Love’).
Nr. 29: ’The Incredible Hulk’ (2008)
Det er nemt at glemme, at Edward Nortons eneste skovtur i det grønne faktisk var en del af Marvels fase 1, der kom ud samme år som den første ’Iron Man’. Nortons karriere som superhelt var kortlivet, men filmen er ikke helt uden kvaliteter – og Liv Tyler som Bruces Banners udkårne, Betty Ross er et lyspunkt (hende var der ikke plads til i Marvel-kollektivet senere hen, da romancen med Black Widow skulle sås).
De visuelle effekter er ikke ældet med ynde, men filmens nihilistiske stil passer glimrende til antihelten, og Norton har godt greb om karakterens splittelse, som en superhelteversion af hans skizofrene hovedrolle i ’Fight Club’. Efter sigende var en af grundene til, at skuespilleren blev skiftet ud dog, at han ønskede sig større kreativ kontrol over historien, hvilket selvsagt ikke huede Marvel-teamets skemalagte planer for helteuniverset.
Slutteligt er filmen – instrueret af franske Louis Leterrier (’Now You See Me’, ’The Transporter’) – da også noget generisk, og man savner charmen, der senere kom i højsædet hos Marvel.
Nr. 28: ’Iron Man 3’ (2013)
Der er noget paradoksalt i, at Marvels MVP Iron Man spiller hovedrollen i af deres mindst vellykkede film, ’Iron Man 3’. Men som både dén og ’Iron Man 2’ viser, trives Tony Stark aka. Robert Downey Jr. suverænt bedst, når han får med- og modspil af Avengers-kollegerne i stedet for at bevæge sig ud på egne, inferiøre eventyr – der som med stort set alle heltenes solofilm rejser prekære spørgsmål om, hvorfor dælen de ikke bare ringer til en »friend from work«, som Thor kalder det, når lokummet brænder, og en ny superskurk dukker op.
’Iron Man 3’ (instrueret af Shane Black, der også arbejdede med Downey Jr. på den langt bedre ’Kiss Kiss Bang Bang’) forsøger sig med en mørkere tone end de de to forgængere, og der er (lidt for tydelige) ekkoer til Supermans eksistentielle krise i Christopher Reeve-klassikeren ’Superman II’ fra 1980, når Tony kæmper med posttraumatisk stress efter Avengers-slaget i New York året forinden.
Dét er som sådan ikke nogen dum idé, men filmen er retningsløs, Downey Jr. for en gangs skyld underligt uoplagt, og Ben Kingsley giver den hele armen og alt for meget som skurken The Mandarin. Selvfølgelig er der også et twist, men i så skuffende en film er man ærligt talt ret ligeglad, da det indtræffer.
Nr. 27: ’Iron Man 2’ (2010)
Forventningerne til efterfølgeren til monsterhittet ’Iron Man’ var tårnhøje, men selvom Jon Favreau vendte tilbage til instruktørstolen, lettede superhelten aldrig rigtigt fra jorden i en fortælling om, hvordan den amerikanske regering gør sig store bekymringer om Tony Starks teknologi.
Simultant finder vor helt ud af, at hans hjerte-generator langsomt er ved at forgifte ham, han forfremmer Pepper Potts (Gwyneth Paltrow) i firmaet og hyrer sig en ny personlig asssitent i form af en vis overseksualiseret Natasha Romanoff – og wupti, så fik vi introduceret Black Widow, der selvfølgelig er på en undercover mission for SHIELD-bossen Nick Fury (Samuel L. Jackson). Ikke noget under, at alles øjne er så fokuserede på, hvad der foregår i Stark Industries til at bemærke, at en russisk skurk entrerer scenen i form af Mickey Rourkes piskesvingende Vanko.
Castet er godt selskab, men helhedsindtrykket relativt forglemmeligt.
Nr. 26: ’Ant-Man and the Wasp’ (2018)
Næsten lige så utaknemmeligt som det var for Spider-Man at følge ’Endgame’, er det for Paul Rudds miniarbejderklassehelt at fungere som pauseunderholdning mellem ’Avengers: Infinity War’ og ’Endgame’. Rudd er altid et seværdigt bekendtskab, og Evangeline Lilly er udmærket som hans romantiske sidekick og kollega The Wasp, men som seer er det svært at abstrahere fra, at man lige har overværet ’Infinity War’s bombe af en finale.
Ganske vist foregår det meste af handlingen her før kampen mod Thanos og dennes altødelæggende fingerknips, men der skal mere end en pissemyre til at rense paletten helt. Og plottet – Rudds Scott Lang skal hjælpe videnskabsmanden Hank Pym (Michael Douglas) med at redde dennes long lost kone ud af ’kvante-dimensionen’ – er papirtyndt.
Når det er sagt, er filmen mestendels fornøjelig og helt bevidst om, at den ikke skal forsøge at slægte ’Avenger’-tungsindet på.
Nr. 25: ‘Guardians of the Galaxy Vol. 2’ (2017)
Den svære toer til et popkulturelt fænomen kan ingenlunde matche forgængerens overlegne charmefest, men når skuffelsen har lagt sig, er der stadig et par gode grin at komme efter i selskab med Star-Lord/Quill (Chris Pratt), grønne Gamora (Zoe Saldana), BFF’s Rocky (Bradley Cooper) og Groot (Vin Diesel), bøffen Drax (Dave Baustista) og spacy Mantis (Pom Klementieff).
James Gunn, som også instruerede den første film, tilstræber en drillende hyggestemning tilsat psykedelisk billeder og skægge biroller (hej, Sylvester Stallone!) men historien er en uoriginal og forudsigelig sag om faderkomplekser, idet Quill opsøger sin superhelte-daddy, Ego (Kurt Russell), der til ingens store forbavselse ikke ligefrem vinder nogen priser som Årets far i rummet.
Nr. 24: ’Black Panther: Wakanda Forever’ (2022)
Ryan Cooglers opfølger til filmhistorisk vigtige ’Black Panther’ har selvsagt et kæmpe Chadwick Boseman-formet hul i hjertet, der stiller de tre (!) hovedpersoner over for en noget nær umulig opgave: At gøre filmen til deres eget selvstændige værk.
Det er derfor ikke overraskende, om end stadig ærgerligt, at ’Wakanda Forever’ først og fremmest føles retningsløs. Og castet får ikke megen hjælp fra Cooglers manuskript, der denne gang sovser selvhøjtideligt rundt i etterens spørgsmål om, hvor meget eller hvor lidt teknologisk overlegne Wakanda »skylder« den vestlige verden, der fortsat hungrer efter at udvinde det afrikanske drømmelands naturressourcer.
Letitia Wright (som kom i Twitter-modvind og forsinkede filmoptagelserne, da hun sprang ud som vaccineskeptiker) er udmærket som hedengangne kong T’Challas brillante lillesøster Shuri, mens Danai Gurira får mulighed for at dyrke flere facetter af generalen Okoye, og nytilkommer Dominique Thorne er tilforladelig som Riri – Marvel-vidunder-tech-geni nummer 117 i rækken.
Meget blev gjort ud af Angela Bassetts Oscar-nominerede præstation som dronningemoderen Ramonda (Marvels første skuespillernominering!), men det er mexicanske José Tenoch Huerta Mejía, der gør størst indtryk som ’undervands-skurken’ Namor med de komplicerede bevæggrunde.
Det rykker imidlertid ikke ved, at ’Wakanda Forever’ er en blandet pose bolsjer af en film, hvis enkelte stærke momenter ikke er nok til at sikre succesen.
Nr. 23: ’Spider-Man: Far From Home’ (2019)
Det er dæleme ikke nogen nem opgave at følge i hælene på finalebraget ’Avengers: Endgame’, men det er ikke desto mindre, hvad Peter Parker aka. Tom Holland skal forsøge i ’Far From Home’ (skabt af Sony i samarbejde med Marvel Studios), der i 2019 fik premiere få måneder efter verden havde sagt et tårevædet farvel til en lang række af Marvels »voksne« helte. Den eneste logiske vej frem var et markant gearskifte, så det er naturligvis, hvad instruktør Jon Watts (som også stod bag den fremragende ’Spider-Man: Homecoming’) kaster sig ud i med en fjollet, YA-venlig historie om, hvordan Peter og skolekammeraterne tager på rundrejse i Europa.
Her støder edderkoppehelten – som savner sin mentor Tony Stark noget så forskrækkeligt – ind i Jake Gyllenhaals mystiske »helt« Mysterio, mens Fury (Samuel L. Jackson) leverer dundertaler om, hvordan Peter bliver nødt til at mande sig op.
Det er ikke nemt, når man som hormonfyldt teenagedreng helst vil flette fingre med MJ (Emmy-vinder Zendaya i en tam rolle), men takket være Holland og Gyllenhaals sleske lumskebuks er ’Far From Home’ en hyggelig humørspreder, der ikke så meget føles som rosinen i pølseenden som et pausekomma op til ’Spider-Man: No Way Home’.
Nr. 22: ’Guardians of the Galaxy vol. 3’ (2023)
De elskede Guardians sidste ridt (for nu) er en forbløffende mørk hudfletning af Rockets oprindelseshistorie som forsøgsdyr, der gør filmen til Marvels mest skræmmende til dato (sorry, zombie-Doctor Strange):
Det er ikke for hverken småbørn eller kæledyrsforældre med sarte nerver, når instruktør James Gunn præsenterer os for den normalvis så rapkæftede vaskebjørns grumme opvækst omgivet af dødsdømte dyr med amputerede lemmer (kæmpe kredit til Bradley Cooper for at lægge forrygende indlevet stemme til Rocket – i samtlige Marvel-film, karakteren har medvirket i, når vi nu er ved det).
Mareridtssekvenserne er en markant tonal afstikker fra Guardians-franchisens vanlige hyggekomik, og Chukwudi Iwuji er en isnende skurk som Rockets ’skaber’ med et galoperende gudekompleks.
Men balancen i filmen tipper, når Gunn drukner de øvrige Guardians-venners replikudvekslinger såvel som nye karakterer i en endeløs række af selvfede slowmotion-scener og stadigt mere fortænkte needle drops, der trækker filmen unødigt i langdrag – og slutteligt spænder ben for, hvad der kunne have været et af Marvels stærkeste eventyr længe.
Nr. 21: ‘Black Widow’ (2021)
Scarlett Johanssons solofilm landede efter flere års forsinkelser i biograferne og på Disney+, men kronologisk skal den ses lige efter ‘Captain America: Civil War’.
’Black Widow’ ræser afsted få dage efter superheltenes »skilsmisse«, men der er mere ‘Jason Bourne’ end ‘Avengers’ over actioneventyret, der globetrotter fra Norge til Marokko. Natasha vil hævne sig på den perfide politiske dukkefører Dreykov (Ray Winstone), der eksperimenter med små pigers biologi for at skabe en hær af dødelige Widows. Og hun får selskab af sin tidligere russiske »undercover-familie« i form af Alexei (urkomiske David Harbour), Melina (Rachel Weiz) og ‘lillesøsteren’ Yelena.
Sidstnævnte spilles af formidable Florence Pugh, der totalt stjæler billedet, og tager veloplagt pis på de tidligere films klæge seksualisering af Black Widow. Det kvindelige fokus er tiltrængt, og der er en intim oprigtighed i navnlig Yelenas savn efter familierelationerne – mens Natasha imidlertid noget nær reduceres til en birollekarakter. Igen, igen. I sin egen film.
Det ville være decideret tragikomisk var det ikke for storspillende Pugh og Harbour, som bærer filmen i mål og giver appetit på mere fra begge.
Nr. 20: ‘Dr. Strange in the Multiverse of Madness’
Horror-mesteren Sam Raimi leverer ‘en halv Sam Raimi-film’ med ‘Multiverse of Madness’, der til trods for gode gyser-takter og et par provokerende frække twists aldrig rigtigt samler sig til den unikke filmoplevelse, man havde ønsket. Det virker som om, at instruktøren i lighed med Chloé Zhao på ‘Eternals’ har fået sin signaturkreativitet klemt i franchisemaskinen, og det skønt Raimi som bekendt stod bag ‘Spider-Man’-trilogien i 00’erne.
Benedict Cumberbath er atter udmærket, men hans soloeventyr understreger, at karakterens tørre arrogance immervæk er bedst, når han gæster andre heltes fortællinger – som i ‘Thor: Ragnarok’ og ‘Spider-Man: No Way Home’. Over for ham er Elizabeth Olsen som altid storspillende som Wanda Maximoff, om end ‘WandaVision’-fans vil sidde tilbage med en bitter smag i munden over Raimis behandling af en af Marvels mest komplekse figurer.
Så hvorfor i alverden er filmen ikke længere nede på listen, spørger du måske nu? Fordi den alle sine mangler til trods er damn underholdende. Ikke mindst på billedsiden, der er forrygende gakket.
Nr. 19: ’Captain America: The First Avenger’ (2011)
Den godhjertede Steve Rogers første, lidt for stive film er et sepia-tonet nostalgitrip til 1940’ernes USA, hvor soldaterkammerateri, smukke kvinder med rød læbestift og svunden patriotisme præger ilddåben af manden med skjoldet. Qua knapt så overbevisende CGI fremstår Chris Evans’ sympatiske Steve ellers indledningsvist som en lille splejs af en wannabe-krigshelt, men i et eksperiment pumpes ynglingen op til en svulstig All-American drøm med hår så gyldent som kornet på Midtvestens marker og tænder så hvide som Don Draper.
Kaptajnen er symbolet på dengang, USA var en nation, andre lande vendte sig til for håb, lederskab og Coca Cola, og som sådan er det ikke underligt, at karakteren senere i Marvel-tidslinjen kastes ud i lidt af en krise, da weltschmerzen over at blive reduceret til en ideologisk antikvitet i en anderledes kynisk verden for alvor får fat.
I den første film glimter Steve dog som en usvigeligt høflig helt af den gamle skole, der får gnæggende modspil af altid skurkeparate Hugo Weavings lede Hydra/Nazi-skurk (hvis ansigt er blevet udsat for en lidt for effektiv chemical peel).
Nr. 18: ’Thor’ (2011)
Der er en smule mere seriøsitet over den første ’Thor’-film, end tordengudsfranchisen senere dyrker, men værket fungerer alligevel som en hæderlig introduktion til Marvels »strongest avenger« (ja, ja, Thor), der her sendes i eksil på jorden for at have skabt ballade i Asgaard.
Det lysner for forkælede, fadølstyllende Thor, da han møder Natalie Portmans astrofysiker Jane, men det er selvfølgelig Tom Hiddleston, der brænder mest interessant igennem som svigefulde Loki, der ynder at behandle sin pretty boy-halvbror som en svagtbegavet bonderøv.
Kenneth Branagh instruerer med en fokuseret fortælleglæde og old school kærlighed til genren, der gør ’Thor’ til en spøjst tidløs og velsmurt superheltefabel fra æraen, umiddelbart før alle Marvel-film begyndte at hænge sammen i et virvar af overlappende plottråde.
Nr. 17: ‘Thor: Love and Thunder’ (2022)
Watch out, Thanos: Christian Bale er en af de mest uhyggelige skurke, Marvel nogensinde har præsenteret os for, og det er en kuldegysende fornøjelse at se ham gøre livet surt for Chris Hemsworths Thor i, hvad instruktør Taika Waititi selv har kaldt for sin »mest vanvittige film til dato«.
Og det er ingen overdrivelse.
‘Love and Thunder’ er på mange måder en gigantisk, farvestrålende rodebutik af action, romantik, komedie og spektakulær verdensopbygning, men på forunderlig formår den newzealandske Hollywood-darling at holde styr på tropperne – til tonerne af Guns N’ Roses greatest hits. Natalie Portman vender stærkt tilbage som Jane Foster, adskillige superstjerner gæsteoptræder for ren lol, og man skal være gjort af særligt stærkt stof, hvis det ikke niver lidt i hjertet i den smukke slutning.
Den lille pige, der spiller en central rolle for hele historien? Det er skam Chris Hemsworths egen datter!
Nr. 16: ’Doctor Strange’ (2016)
Marvels »Christopher Nolan-film« blander ‘Inception’s åndeløse kalejdoskop-action med ‘Tenet’s bakkesnavendt-kampscener og ‘Batman Begins’-træningslejren i en fortælling, hvor cool cat Benedict Cumberbatch gør det ud for enhver vrissen, mestendels humorforladt Nolan-hovedrolle nogensinde, mens Rachel McAdams er den martrede (af både manus såvel som mut helt) kvindekarakter på sidelinjen.
Man skulle næsten tro, at instruktør Scott Derrickson (‘Sinister’) fulgte en regulær tjekliste – skønt filmens finale i downtown Hong Kong, hvor Doctor Strange kæmper mod Mads Mikkelsens troldmandsusling Kaecilius i en slags nutid mens tiden omkring dem går baglæns, snarere lægger op til, at det er Nolan, der måske har skelet til superhelteuniverset i udarbejdelsen af ‘Tenet’s slutscene et par år senere…
Doctor Stranges snerpede væsen forbliver noget sværere at favne end de bralrende Avengers’, og Tilda Swintons måske-asiatiske-men-vistnok-keltiske look som læremesteren The Ancient One kastede et whitewashing-backlash af sig, men filmen er bragende flot og til den labert dystre side.
Nr. 15: ’Thor: The Dark World’ (2013)
Ja, ja, der er dem (okay, mange), der har mere end et enkelt horn i siden på det andet ’Thor’-kapitel. Men måske naysayerne alligevel skulle se den igen: ‘The Dark World’ er både original i sin fortælling, overraskende mørk i momenter (dén der afhuggede hånd … ) og en af de visuelt flotteste solofilm i MCU. Og ja, for fans af ‘Loki’-serien er den selvfølgelig et absolut must, idet det er her, favoritskurken for alvor nuanceres som karakter.
Bevares, vi er stadig langt fra Taika Waititis genialiteter i den tredje ‘Thor’-film, men Chris Hemsworth og Tom Hiddlestons umage brødrepar har usvigeligt god kemi, når de modvilligt slår pjalterne sammen i kampen mod mørkeelvere og plothuller. Natalie Portmans handlekraftige Jane og Stellan Skarsgårds forvirrede videnskabsmand Erik Selvig er solide kræfter på sidelinjen, Chris Dowd lyser op i en komisk gæsterolle som blind date, og det store showdown i London, hvor helte, skurke og bilnøgler falder ud og ind af ‘ormehuller’ i universet, er veleksekveret.
Nr. 14: ’Black Panther’ (2018)
Ingen tvivl om, at Ryan Cooglers ’Black Panther’ på mange parametre er Marvels suverænt vigtigste superheltefilm, der endelig cementerede, at ja, gu’faen kan en film om en sort superhelt med et hovedsageligt sort cast og en sort instruktør ved roret blive en gigantisk boxoffice-succes.
Coogler bragede igennem mainstream-Hollywoods race-glasloft og ’Black Panther’s billedside er en farveeksplosion af imponerende set designs, utrolige kostumer og inspirerende verdensopbygning i Wakanda-kongeriget.
Til gengæld matcher filmens lidt haltende tempo og vaklende komiske timing ikke helt iderigdommen og den uomtvistelige samfundsrelevans, og selvom tragisk afdøde Chadwick Boseman løfter titelrollen med underspillet royal stolthed – og Michael B. Jordans skurk sitrer symbolsk af generationers indestængte undertrykkelseslede – føles dialogen til tider en anelse klodset.
Nr. 13: ’Captain America: The Winter Soldier’ (2014)
Med Caps anden, bedre solofilm – denne gang i selskab med Scarlett Johanssons Black Widow – gik Marvel og instruktørduoen Joe og Anthony Russo nye genreveje med en krimiinspireret thriller-tone. Og det klæder bestemt karakteren, hvis spejderdrengs-fremtoning nyder godt af at blive kontrasteret af et råt opgør med bedstevennen Bucky (Sebastian Stan), der er sprunget ud som den hjernevaskede skarpskytte The Winter Soldier.
Ved filmens premiere blev den hyldet som en af de bedste Marvel-produktioner til dato, og den holder udmærket – navnlig når man i dag kan se den i sammenhæng med serien ‘The Falcon and the Winter Soldier’. Men forsøget på mere intellektuel kritik af embedsmandskorruption i toppen af det amerikanske samfund føles også en my kalkuleret i sin stræben efter at vise, at Marvel skam kan andet end bekæmpe rumvæsener og pudse Iron Mans rustning.
Nr. 12: ’Ant-Man’ (2015)
På papiret var myremanden ikke just den Marvel-karakter, det brede publikum var mest psyched efter at møde, men ingen er nogensinde gået galt i byen ved at caste universelt skattede Paul Rudd – heller ikke Marvel, der har en træfsikker evne til at forvandle indie-navne og tidligere B-stjerner til ombejlede boxoffice-helte.
Det er således i høj grad Rudds fortjeneste, at lille ’Ant-Man’ blev et velkomment friskt pust efter tonstunge ’Age of Ultron’, men filmen vinder også ved oprigtigt quirky actionsekvenser i miniatureformat, der fremstår som en slet skjult satire over resten af Marvel-universets bombastiske set pieces. For eksempel er scenen, hvor en lille legetøjstogbane fremstår som et fuldvoksent eksprestog på slingrekurs lettere genial.
Produktion var præget af uoverensstemmelser, idet den oprindelige instruktør og manuskriptforfatter Edgar Wright blev skiftet ud med Peyton Reed, mens Rudd og Adam McKay (’The Big Short’) arbejdede på historien. Dramaet mærkes dog ingenlunde på skærmen, hvor Rudd og medspillerne Michael Douglas, Michel Peña, Cory Stoll og Evangeline Lilly tydeligvis morer sig bekostligt.
Nr. 11: ’Avengers: Age of Ultron’ (2015)
Der er masser af interne drillerier og sjove one-liners i luften i Avenger-heltenes anden fællesudflugt, denne gang til det fiktive østeuropæiske land Sokovia, der kommer til at fungere som boksering for opgøret med Ultron; en helvedesmutation af Tonys home assistant-teknologi Jarvis (tænk Siri bevæbnet med masseødelæggelsesvåben og ‘Mean Girls’-spydigheder).
Heltene stifter bekendtskab med både tvillingerne Scarlet Witch (Elizabeth Olsen) og Quicksilver (Aaron Taylor-Johnson) såvel som Vision (Paul Bettany), og når Iron Man, Thor, Cap, Hulk og Black Widow småskændes om, hvem der har den sejeste kæreste eller er værdig til at løfte Thors hammer, er ’Ultron’ en flyvende fest.
Til gengæld kommer filmen en kende ned på jorden igen, da Sokovia ironisk nok letter i en træt demonstration af Marvels forkærlighed for episke finaler udkæmpet i luften. Instruktør Joss Whedon udtalte efter optagelserne, at han havde været et mulehår fra at gå ned med stress og angst over at holde så mange bolde og karakterer i luften – og det er ikke svært at se hvorfor.
Nr. 10: ’Captain Marvel’ (2019)
Perfekt castede Oscar-vinder Brie Larson, Jude Law som ominøs Don Juan-mentor, Ben Mendelsohn som grøn måske-skurk, Lashana Lynch som co-pilot og Samuel L. Jacksons foryngede 90’er-fjæs sørger i fælles flok for gedigen underholdning til tonerne af Absolut Musics 1990’er-kollektion.
Tidsbilledet dikterer ternede grunge-skjorter bundet om livet og Raybans, Blockbuster har vhs’er på hylderne i hobetal, og skønt Captain Marvel aka. Carol Danvers kan ringe op til fjerne planeter via en klassisk mønttelefon, tager det almindelige dødelige en krig at få forbindelse til internettet.
Sammen med Larsons nuancerede præstation viser instruktørduoen Anna Boden og Ryan Fleck langt om længe, at der er mange måder at være kvindelig superhelt på – både med og uden miniskørter og guitarriff – og ’Captain Marvel’ blev da også en massiv og i superhelteregi skelsættende biografsucces. Når No Doubts ’I’m Just a Girl’ spiller kækt op, mens der uddeles røvfuld, breder grinet sig fra øre til øre.
Nr. 9: ‘Iron Man’ (2008)
Robert Downey Jr. blev absolut ikke set som blockbuster-materiale, da han nappede titelrollen i ’Iron Man’ – hvorfor forventningerne til filmens succes lå på et moderat, ’Daredevil’-nervøst niveau i offentligheden. Men vennen Jon Favreau var ikke et sekund i tvivl om, at den tidligere 90’er-bad boy havde præcis den intense nerve og skråsikre charme, der ville sælge manden med jernmasken og sikre en ny æra for Marvels superheltefilm.
Ikke alene fik Favreau som bekendt ret, Downey Jr. blev en publikums-darling og superheltelegende over night, hvis succes ekkoede det bragende karrierereboot, Johnny Depp havde fået et lille årtis tid forinden i ’Pirates of the Caribbean’.
’Iron Man’ gik en lang karriere i møde, men det er den første solofilm, hvor rigmands-douchebagen får et nyt hjerte og slår sig i tøjret over for superheltens »kedelige« dogmer, der har størst klassikerpotentiale og sprudler af fandenivoldskhed. Også selvom filmens 00’er-kvindesyn ikke helt er ældet med ynde.
Nr. 8: ’Captain America: Civil War’ (2016)
’Civil War’ – aka. Avengers-filmen, der pinedød skulle rulles ud som en ’Captain America’-film – er ét langt, men vellykket intenst mellemspil, der bryster sig af dedikerede præstationer fra vor helte hele raden rundt. Især brillerer Robert Downey Jr. som en frustreret Tony over for Caps selvtægtshævnerretfærdighed, og den endelig, morderisk agressive nævekamp mellem de to ikoner gør ondt i fanhjertet.
Heltefamilien ligger således i akut skilsmisse over forskellige meninger om, hvordan »with great powers comes great responsibility«-mantraet egentlig skal tolkes, når nu hele verden har set sig sure på deres evindelige masseødelæggelser. Relationer bryder sammen efter års ulmende småskænderier (dramaet i ‘Ultron’ var en direkte forløber), men i det mindste nyder Ant-Man og Spider-Man begge godt af skægge introduktioner til resten af ‘familien’ midt i kaosset.
Som bonus fik vi i kølvandet på filmen Taika Waititi og Chris Hemsworths brillante små ’Thor’-kortfilm på Youtube, hvori den slet skjult jaloux tordengud bitcher til Mark Ruffalos Bruce Banner over, at han ikke fik lov til at være med i kollgernes lille »pissing-contest«.
Nr. 7: ’Spider-Man: Homecoming’ (2017)
»Har verden virkelig brug for flere ’Spider-Man’-film?« sukkede rundt regnet alle, da Sony Pictures og Marvel annoncerede, at vægkravleren skulle genoplives for tredje gang på et årti (en træt skæbne kun matchet af DC’s Batman). Og så meget desto mere glædeligt naturstridigt er det, at drønsympatiske Tom Hollands kejtede Peter Parker ikke alene er en knuselskelig, ungdommelig tilføjelse til Marvel Cinematic Universes voksenhelte, men ganske enkelt den bedste Spider-Man set på film.
Anslaget alene er en lille genistreg: Frem for at slæbe sig igennem edderkoppebid og Uncle Bens tragiske død igen, igen, lægger ’Homecoming’ ud med en urkomisk introsekvens, hvori Peter tager os med bag scenerne under Civil War-opgøret, der blev Spider-Man’s debut i Avengers-folden. Det er herligt absurd at få optrevlet den håbløst ordinære rejselogistik bag actionbraget i Tyskland: En ekstatisk spændt Peter babysittes af Tony Starks mutte højrehånd Happy (Jon Favreau) på flyrejsen til Europa, hvor den står på hotelindlogering, dragtpåklædning og møjsommelig transport til kamppladsen.
Senere får vi dejligt tvetydige Michael Keaton som flerfacetteret, meget menneskelig arbejderklasseskurk, Zendaya som MJ og vidunderlige Marisa Tomei som Tante May 2.0. Men størst af alle: Tom Holland, altså. For pokker, hvor er han god.
Nr. 6: ‘Guardians of the Galaxy’ (2014)
En talende vaskebjørn, et træ, der kun kan sige sit eget navn, en blå kriger og en grøn heltinde. Og ja, Chris Pratt med walkman i bæltet. Præmissen for ’Guardians of the Galaxy’ lød vitterligt fjoget, men vovet guidet af instruktør James Gunn fløj de umage rumhelte overlegent ind på en topplacering over Marvels bedste film.
Bradley Cooper og Vin Diesels Rocket Rackoon og Groot udgør en ubetalelig BFF-duo, som ingen havde set komme, og filmens spot-on komiske timing blandet op med 80’er-smægtende rum-scenografi og soundtrack (Hollywoods favorit-referenceårti i 10’erne) mikser en cocktail, der er lige dele blockbuster og syret indiekomedie. Et styks tweet-skandale omkring Gunn fulgte i årene efter, men i skrivende stund er ’Guardians 3’ på tegnebrættet med hele det oprindelige crew og instruktør – og, måske, Chris Hemsworths tordengud, hvis filmen vil spinde videre på ’Endgame’s slutning. Håbet om en ’Asguardians of the Galaxy’-hybrid lever.
Nr. 5: ’Avengers: Endgame’ (2019)
Slutningen er all the feels, men vejen dertil er ofte en ujævn affære i den sidste ’Avengers’-film, der svinger mellem åndeløs spænding, plotmæssige forudsigeligheder, »Fat Thor«-kontroverser og hastigt fabrikerede »woke«-momenter (scenen, hvor alle Marvels kvindelige superhelte stormer frem i samlet feministisk flok blotter kun studiets egen grelle nedprioritering af selvsamme kvindekarakterer i størstedelen af de 20+ film, der er gået forud).
Men!
’Endgame’s svagheder til trods rider filmen på en usårlig bølge af 10 års publikumskærlighed drevet af et kæmpecast, der her kender hinanden så godt både på og bag kameraet, at deres samlede stjernewatt-appel kunne sælge sand i Sahara. På utrolig vis kommer ’Endgame’ nogenlunde rundt om snart sagt alle sine karakterer uden at mudre eller sinke plottet unødvendigt (Josh Brolins supermagt Thanos skal destrueres, og hans ugerninger gøres om), og der bliver plads til både intime øjeblikke mellem Tony og Pepper, »That’s America’s ass«, tidsrejser, teaser-optakter til kommende Disney+-serier og en Pegasus-hest.
Og ja – Marvels mest knusende farvel.
Det er en filmhistorisk bedrift, som Russo-brødrene akkurat trækker i land. Kleenex er påkrævet.
Nr. 4: ’The Avengers’ (2012)
Det kildede i maven af fryd, da Iron Man, Captain America, Thor, Hulk, Black Widow, Hawkeye, Loki og Nick Fury alle tørnede sammen for allerførste gang i én joke- og actionmættet blockbuster. Næsten 10 år senere virker filmen utroligt nok nærmest en kende tam overfor bombastiske ’Infinity War’ og ’Endgame’ (det er jo »bare« New York, der smadres en smule…), men uskylden er ‘The Avengers’ styrke:
Til trods for en vis rumvæseninvasion er det en fortælling fuld af optimisme og med et veloplagt cast, der med rigeligt glimt i øjet føler hinanden an og lægger grunden til karakterernes vidt forskellige venne/fjendeforhold. Der er ikke dén skuepiller iblandt dem, der ikke bliver bedre af at have gruppens support, selvom Chris Hemsworths fulde, humoristiske potentiale stadig er et par år og en newzealandsk instruktør fra at blive opdaget.
Til gengæld får Mark Ruffalos splittede Bruce Banner lov til at stråle mere nuanceret og sympatisk end i nogen anden film i franchisen, og Chris Evans stramtandede Cap får endelig det yin-yang-modspil fra Robert Downey Jr.s Tony Stark, der vækker karakteren til live som andet og mere end en poleret galionsfigur.
Nr. 3: ‘Avengers: Infinity War’ (2018)
Hvordan siger man noget kort om alle tiders største MCU-produktion, der får tænderne til at rasle lystigt i kraniet, mens karakterer ryger i svinget til højre og venstre? Pak lommetørklæderne og forvent rundt regnet alt, for ’Infinity War’ er en wahnsinnig rutsjebanetur for fanhjerterne, hvoraf mange vil græde salte tårer allerede inden for fem minutter.
Det siger sig selv, at man skal have et indgående kendskab til Marvel-kataloget for at få en bønne ud af filmen, for Russo-brødrene bag kameraet gør en dybt imponerende indsats for at samle plottråde fra 10 års tidligere helteeposser. Ufatteligt nok lykkedes deres mission impossible lige ved og næsten til UG, også selvom ’Infinity War’ er én stor optakt til ’Endgame’.
30 (!) helte mødes på kryds og tværs (Thor og Guardians-holdet er et match made in heaven), mens titanen Thanos leder efter de seks Infinity-sten, der skal sikre ham almægtighed. Josh Brolins skurkekarisma kan diskuteres, men hvad bulderbassen mangler i finesse, substituerer Brolin med en isnende kraftfuld koldblodighed, der skaber en oprigtigt dommedagstruende nemesis. For filan, så kom der meget på spil!
Og filmens chokslutning er intet mindre end årtiers største cliffhanger.
Nr. 2: ‘Spider-Man: No Way Home’
Ja, stakkels Peter Parker kommer på vildere vildveje end nogensinde før i ‘No Way Home’, hvor tid og virkelighed kollapser om ørerne på vor unge helt, men instruktør Jon Watts milepæl føles ikke desto mindre som en hjemvenden til genren, når den er allerbedst, allersjovest og allermest ærlig i sin iver efter at tryllebinde:
Vi mindes simpelthen aldrig at have set en superheltefilm, der elsker sit publikum så højt som ‘No Way Home’.
Handlingen skal ikke spoiles her, men lad det være sagt, at skønt Watts har lige så mange stjerner på settet som tekniske bolde i luften, så formår han at servere forrygende action og en helstøbt historie, der både storhylder ’Spider-Man’s film- og tegneseriearv, og giver Tom Holland albuerum til at sætte tænderne i sit til dato mest krævende portræt af Peter. Når det gør ondt på Holland på skærmen, gør det dæleme ondt på os i sofaen, og det er skuespillerens helt store fortjeneste.
Kleenex er påkrævet.
Nr. 1: ’Thor Ragnarok’ (2018)
Med én film gik Chris Hemsworths komisk selvfede Thor fra den mest kritikerundervurderede Marvel-solohelt (efter tilsidesatte Black Widow, Hawkeye og Hulk, forstås) til kongen af hele butikken, der satte selv Iron Man til vægs – en decideret utænkelig bedrift bare året forinden.
Magikeren i kulissen? Den newzealandske indie-filmmager Taika Waititi (’What We Do in the Shadows’), selvfølgelig, der helt enestående lod sit blockbuster-cast improvisere over 80 procent af dialogen (uhørt i Marvel/Disney-regi) for at kultivere en uimodståeligt gakket situationskomik á la Monty Python.
Hemsworth tager tykt pis på sin flødebolle-karakter og pingponger rapt med Tom Hiddlestons Loki og Tessa Thompsons Valkyrie (adskillige gange kæmper skuespillerne helt åbenbart for at holde masken), Mark Ruffalo er snotforvirret, mens Cate Blanchett puster diva-liv i skurkinden Hela og Jeff Goldblum er… Jeff Goldblum.
Looket er 80’er-synth-rock-albumcover møder neonblinkende arkadespil, og actionscenerne badass med et strejf af sporadisk mytologisk skønhed. Og Waititi selv dukker op sågar i en scenestjælende birolle som et venligt sten-rumvæsen med elskeligt absurde deadpan-dialoger: »I tried to start a revolution, but didn’t print enough pamphlets so hardly anyone turned up. Except for my mum and her boyfriend, who I hate«.
’Thor Ragnarok’ er et superheltemesterværk, der i endnu vildere grad end ’Guardians’ formåede at ruske op i en genre, vi troede, vi kendte ud og ind. Heldigvis er Waititi og co. på vej med en opfølger i samme dur: ‘Thor: Love & Thunder’.