’Her Smell’: Elisabeth Moss stråler som en bævrende sort stjerne i hidsig musikfilm
Becky Something (Elisabeth Moss) er en så-godt-som-forhenværende punkrockdronning, der ikke kan karakteriseres som nemt selskab. »Man kender ikke Becky, før man beder hende gå ad helvede til«, som hendes ellers loyale bassist siger.
’Her Smell’ er instruktør og manuskriptforfatter Alex Ross Perrys krønike om en fiktiv, kvindelig rocktrio – Something She – der får Metallica til at fremstå velfungerende i rehab-dokuen ’Some Kind of Monster’.
Becky Something tackler sin deroute ved at ty til okkultisme (!), alkoholisme og andet ikke nærmere defineret substansmisbrug. Det dårligt levede liv nærmest står ud af alle hendes porer. Hendes band spiller blød punkrock, men flere steder i filmen ligner Becky i højere grad den hårdt prøvede popstjerne Britney Spears. At være med Becky og hendes hårdt prøvede bandkammerater, spillet af Gayle Rankin og Agyness Deyn, med backstage er en slags instant afmytologisering af rockstjernelivet. Her er forsømte børn, sagsanlæg og skilsmisse.
Berømmelsen er flygtig, rivaliseringen grum, og pludselig ender man som opvarmningsband for de opkomlinge, der engang kiggede på én med store beundrende øjne. Det er således også smerteligt at se de små interludes optaget på hjemmevideo i Something Shes storhedsdage, hvor vi ser trioen som nye, friske ansigter.
»Time Destroys Everything«, lød det depressive motto i traumefilmen ‘Irreversible’. Den lange førstedel af ’Her Smell’ føles som en rockdokumentarisk udgave af netop en Gaspar Noé-film: en undergangsfortælling fortalt i nærgående, grynede billeder og en ubehagelig, offbeat basmusik som underlæg, der ligesom virker løsrevet fra billederne, men alligevel digter med på en historie om berømmelse såvel som dømmekraft i frit fald. På samme måde som hos den fransk-argentinske enfant terrible er det klaustrofobisk, imponerende lavet – og man glæder sig lidt til, at det er overstået.
Farverne går fra kødeligt lyserødt til blodrødt, alt imens det ultimative sammenbrud åbner sine fangarme omkring Becky, spillet med scenefortærende hensynsløshed af Elizabeth Moss. Hun nyder tydeligvis at smide de røde skørter og hvide lampeskærmshatte fra ’The Handmaid’s Tale’ langt, langt væk. Becky stavrer rundt i backstagegangene, som var det en labyrint fuld af ondsindede ormehuller. Som var backstageområdet ikke paradis, men skærsilden.
Det kan ikke blive ved. På et tidspunkt er der bogstavelig talt tæppefald. Hvorefter en helt anden film tager over for en stund – eller sådan føles det i hvert fald. Efter et næsten definitivt kollaps på åben scene kommer der en lang terapeutisk sekvens med rolige indstillinger, dvælende dialoger og den bedste, mest rørende klaverscene siden ’The Meyerowitz Stories’.
I filmens finale skal Becky se publikum i øjnene igen, og det er både rørende og en lille smule for meget, ja til sidst overrasker filmen ved at komme tæt på det sentimentale, naturligvis hjulpet på vej af et englebarn, der tilsyneladende ingen forbehold har over sin udsvævende, fraværende mor. Der er i det hele taget hele tiden en farlig dans med klicheen, når Becky med flydende eyeliner vrænger og stikker tungen ud. Det er en slags Courtney Love-variation, på samme måde som Sean Penn kanaliserede Robert Smith fra The Cure i Paolo Sorrentinos ’This Must Be The Place’.
Men Elisabeth Moss stråler som en bævrende sort stjerne. Hun kan som med et ryk på en stikkontakt skifte mellem sårbarhed og nærmest despotisk adfærd. Det er en kæmperolle for den amerikanske skuespiller. Hun navigerer flot uden om det lidt klichefyldte farvand om den forpinte kunstner i læderjakke og med kokainrester under næsen. Det er især Moss’ fortjeneste, at finalen får en særegen suspense i kraft af den uvished og uro, hun skaber i sit kølvand. For slet ikke at snakke om, når hun udebliver, og man frygter det værste…
’Her Smell er hidsigt velspillet og flot fotograferet. En konfronterende fortælling om berømmelsens bagside, der følger sine stjerner hele vejen ned. Samtidig emmer den af kærlighed til 90’er-pigepunkrock og livekoncertens kaotiske uvished på en måde, der vil gå rent ind især hos os, der har lyttet til The Breeders, Hole og Elastica på analoge kassettebånd.
Kort sagt:
’Her Smell’ er et nærgående, ubehageligt og utroligt velspillet portræt af misbrug og berømmelsens bagside. Elisabeth Moss fortærer samtlige scener, hun medvirker i – og det er næsten samtlige scener.