’Borat Subsequent Moviefilm’: Sacha Baron Cohen er stadig kongen af grænsesøgende komik
Sacha Baron Cohen har gjort det umulige med opfølgeren til sin gigasuccesfulde milepæl fra 2006, ’Borat’, der sprang rammerne for satire med sin legende mockumentary-form og sin konfrontatoriske udstilling af en forkvaklet, amerikansk folkesjæl.
For selvom ’Borat Subsequent Moviefilm’ ikke er lige så banebrydende som sin forgænger, formår Cohen alligevel at opdatere sit kasakhstanske alter ego med en skarp kritik af patriarkatet og den yderste højrefløj i USA, der går en fin balancegang mellem skuespillerens morsomme platheder og herligt invaderende dissekering af fordomme og stereotyper.
I en veloplagt åbningssekvens møder vi Borat i en arbejdslejr, hvor han afsoner sin straf efter at have bragt sin stolte nation i vanære med sine videodokumenterede eskapader i USA, der blandt andet involverede en (fejlslagen) kidnapning af Pamela Anderson og fraternisering med stangstive college-sexister.
Regeringen har dog en plan for den tidligere journalist, der igen må rejse til USA i et forsøg på at bringe hjemlandet til storhed. Missionen er simpel: Overræk aben Johnny the Monkey, der nyder dobbeltposten som Kasakhstans kulturminister og mest populære pornostjerne, til Mike Pence. Hvilket viser sig lettere sagt end gjort, da aben lider en forfærdelig død under indflyvning til USA, hvor Borats 15-årige datter, Tutar (Maria Bakalova), gør sin entre.
Et tv-indslag om Jeffrey Epstein og Donald Trump får dog overbevist Borat om, at datterens ankomst i virkeligheden er held i uheld. For hvilken bedre gave til magtfulde mænd end en ung pige?
Det bliver startskuddet på et roadtrip gennem USA, der bringer den umage far-datter-duo på kollisionskurs med det konservative USA. Faktisk lykkes det dem at få en stor fisk i nettet, når den tidligere borgmester i New York og Trumps nuværende rådgiver, Rudy Giuliani, bliver ført bag lyset i et hotelværelse, hvor han lægger an til at smide sine bukser og kaste sig over unge Tutar.
De sensationelle optagelser er løbet forud for filmen som en steppebrand, men selvom bedraget er imponerende, og Giulianis ansigtsudtryk, da han bliver taget på fersk gerning i sin lummerhed, er guld værd, blegner klimakset en smule sammenlignet med førnævnte Pamela Anderson-episode eller Cohens interview med Dick Cheney, der ender med at signere waterboarding-udstyr i ’Who Is America’.
Filmens sjoveste øjeblikke skal i stedet findes i de mere jordnære fupnumre, der fremprovokerer den latente råddenskab i alle samfundslag, men også viser glimt af godhed. Som når Borat og Tutar under glimrende aliasser som Cliff Safari og Sandra Jessica Parker opfører en traditionel folkedans i anledning af datterens menstruation, som de fremviser som et adelsmærke ved et fisefornemt, konservativt bal.
Eller når Borat bliver indlogeret hos to dedikerede konspirationsteoretikere, der deler ud af sandheder om Clinton-familien, som de i bedste Quanon-stil mener torturerer børn og drikker deres blod, mens Borat tager squats iført en strap on.
Cohen udstiller fordomme og hykleri på imponerende vis, når han giver sine rabiate ofre modspil og overgår deres udsagn, så selv to rednecks må tage afstand fra Borat, når han kommer med en sexistisk sviner. Højdepunktet er en forrygende morsom undercover-aktion ved en Trump-rally, hvor Borat udgiver sig for at være musikeren Country Steve og får de fremmødte til at synge med på tekster som »chop ’em up like the Saudis do«.
Det er i disse øjeblikke, at mockumentary-formen, der i ’Borat 2’ er udfordret af titelkarakterens genkendelighed, når samme højder som i forgængeren, hvor ingen kiggede to gange efter en krølhåret journalist i gråt jakkesæt og med tyk accent.
Cohen har dog fundet en fremragende surrogat-prankster i 24-årige Maria Bakalova. Hun er perfekt som den unge datter, der går fra undertrykt huleboer til frigjort feministikon og snor alle om sin lillefinger – fra en pro life-pastor, der forsøger at overbevise om, at et incestbarn trods alt er bedre end en abort, til en gruppe republikanske kvinder, der modvilligt klapper, når Tutar giver dem råd om onani.
De tåkrummende pinligheder har en alvorlig klangbund, som nogle gange gør, at komikken tager bagsædet på køreturen gennem de splittede stater. For ’Borat 2’ er mest af alt en slet skjult tiltale af Trump og USA’s skred mod autoritært regime, hvilket måske ikke længere er det mest interessante udgangspunkt for satire i en tid, hvor det højredrejede USA er blevet både normaliseret og parodieret til døde.
Filmen er klart bedst, når den finder ind til den oprindelige konfrontatoriske legesyge som i den eminente finale, der i bedste ’The Usual Suspects’-stil vender hele plottet på hovedet med en gylden cameo og et corona-komplot. Så ved man, at Sacha Baron Cohen stadig er kongen af grænsesøgende komik.
Kort sagt:
Sacha Baron Cohen holder imponerende niveau i den samfundskritiske ’Borat’-opfølger, der udstiller Trumps USA på herligt akavet vis – med hjælp fra et 24-årigt komisk stortalent.