- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
- Robert Smith stirrer sin egen dødelighed dybt i øjnene på The Cures første album i 16 år
- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
Wolf & Cub
Debutalbummet fra australske Wolf & Cub spænder vidt – fra krautrock med 120 i timen over skramlet støjrock og dansabel garagerock revival til 70’er psykedelia. Det er et beskidt, støjende og syretrippet album, men australiernes insisteren på rytme og afveksling pakker støjen og syren pænt ind, og tilbage står nogle interessante og holdbare sange.
Genrene – især krautrocken med sine droniske og repetetive guitarstykker og psych-rocken med sine langstrakte opbygninger – er latent ensformige. Men ensformigheden får aldrig overtaget på albummet, som tvært imod er en meget afvekslende plade. På åbningsnummeret lyder både forsanger Joel Byrnes vokal og den støjende guitar som Sonic Youth, på ‘This Mess’ går garagerocken a la The Strokes direkte i vippefoden og dansebenet, mens ‘Kingdom’ med en rytmisk psykedelia er lyden af et armene-ud-til-siden LSD-trip.
Flere steder lyder Wolf & Cub som landsmændene i Wolfmother, men hvor Wolfmother leverer en nostalgisk genopdagelse af 70’er-dyderne, inddrager Wolf & Cub en støjende, garagerocket dansabilitet og krautelementer og skaber dermed en original og opfindsom updatering af musikarven. Elementerne er ikke nye, men Wolf & Cub formår at samle det hele i et afvekslende og meget overbevisende debutalbum.
Wolf & Cub. 'Vessels'. Album. 4AD/Playground.