Soccer Mommy ‘Color Theory’
Valgt af Sofie Kock Aukdal: »Sophie Allison kan synge om, at hendes hjerne er ved at mugne af depressive tanker og stadig få det til at lyde opløftende og nærmest cool. ‘Color Theory’s ti high school-rockede sange er lyriske og guitarmelodiske guldgruber, og med dem i ørerne føles det som om, man er med i ‘Mean Girls’ og en emo indiefilm på samme tid. Det er drømmen, hvis du spørger mig«.
Westerman ‘Your Hero Is Not Dead’
Valgt af Jakob Matzen: »Westermans debutalbum har et auditivt og melodisk univers med så meget saft og kraft, at man ikke kan undgå at blive tryllebundet. Den britiske sangskriver har skabt musik så åben og luftig, at den kan rumme det uendelige. Melodierne er som mælk og honning i øregangene tilsat tekster, der undersøger vores almenmenneskelige bekymringer og tvivl. Albummet både udfordrer og inviterer lytteren, og hvad mere kan man ønske sig?«
Gordi ‘Our Two Skins’
Valgt af Niels Jul Bruun: »Jeg har en svaghed for australske Gordis – indrømmet – noget storladne og sentimentale univers. Og jeg medgiver, at ‘Our Two Skins’ og lyden, der primært består guitar- og klaverfigurer, rumklang og hendes dybe vokal, er en smule endimensionel. Alligevel vender jeg igen og igen tilbage til de følsomme indiepopsange – især ‘Extraordinary Life’ har kørt i tomgang. Så kald mig bare følelsesfetichist, men Gordi har ramt mig som få andre i år«.
Tkay Maidza ’Last Year Was Weird, Vol. 2’
Valgt af Nicklas Krarup Larsen: »THIS year was weird! Så weird, at man har haft lyst til at rejse langt væk. Heldigvis har Tkay Maidza (nu når Norwegian er ude af billedet) fundet løsningen med ep’en ‘Last Year Was Weird, Vol. 2’ – en jordomrejse til hiphoppens mest seværdige attraktioner; fra smadrede bootycalls med Jpegmafia (‘Awake’) og et silkeblødt hjertebrud (‘Don’t Call Again) til et af sommerens mest læskende lounge-hits med den fantastiske ‘24k’. En rejse, du ikke vil hjem fra!«
Kleerup ‘2’
Valgt af Henrik Reinberg Simonsen: »Alt for få har taget notits af synthpop-magikeren Andreas Kleerups nyeste udspil, simpelthen kaldet ’2’. Den svenske producer er nok mest berømt for at have produceret Robyns kæmpehit ’With Every Heartbeat’, men han har drejet virkelig mange sange med samme lækkertriste eufori. Freddie Wadling laver en ferm Bowie-efterligning på ’I Hang on to My Vertigo’, og ’Trouble’ med Ana Diaz på vokal burde have været et P3-hit«.
Liturgy ‘Origin of the Alimonies’
Valgt af Kjartan F. Stolberg: »Bedst som året var ved at være omme, udgav Hunter Hunt-Hendrix’ black metal-projekt Liturgy det muligvis mest vellykkede værk i en særdeles spændende diskografi. Hunt-Hendrix har erklæret, at albummet er en opera, der fortæller en storladen, spirituel historie, der i mine øjne absolut er værd at sætte sig ind i. Men den på én gang glitchy og symfoniske avantgardisme er absolut også overvældende at lytte til på egen hånd«.
Ramson Badbonez ‘Death Mask’
Valgt af Ulrik K. Hanghøj: »Ramson Badbonez er en af de bedste opdagelser, jeg har gjort i år. På ‘Death Mask’ spytter den engelske rapper spirituel visdom over tågede, spacey produktioner. En gammel ægyptisk æstetik svæver over albummet, og den kommer især til udtryk på ‘Valley of the Kings’, hvor Badbonez remser faraoer og guder op over et beat, der minder mig om soundtracket til det første ‘Age of Empires’-spil«.
A.A. Williams ‘Forever Blue’
Valgt af Martin Gronemann: »For mig vil 2020 også blive husket som året, hvor jeg stiftede bekendtskab med A.A. Williams. Debutalbummet ‘Forever Blue’ er en af de bedste nyopdagelser, jeg har gjort længe, og hendes perfekt afstemte bevægelse mellem intim singer/songwriter og brusende postrock er fuldkommen fortryllende. Lige dele melankolsk, knugende og euforisk forløsende. Jeg glæder mig meget til at følge med i Williams’ videre færd ovenpå denne drøm af en debut«.
The Chicks ‘Gaslighter’
Valgt af Jennifer Frydensbjerg Lehmann: »Jeg er normalt altid på jagt efter det næste nye, men i år kom et af mine absolutte albumhøjdepunkter fra countryveteranerne The Chicks. På ‘Gaslighter’ smed trioen den slaveforherligende mellemstavelse ‘Dixie’ fra bandnavnet og bragte deres klassiske country ind i 2020 med hjælp fra pop-aficionado Jack Antonoff. Resultatet er en ubarmhjertig gennemgang af et falleret ægteskab, der rummer både vrede og sårbarhed, som kun country kan«.
Se redaktionens lister: Årets 25 bedste udenlandske album + Årets 25 bedste danske album