Diverse kunstnere

Det føles som at spionere på en samtale, man ikke er inviteret med i. At jeg som dreng alligevel er fundet værdig til at komme på medhør, vidner blot om kønsforskansningens opbrud og egen vilje til at få udfordret et par fordomme om feministisk – ok, lad os bare kalde en spade for en spade – lesbisk musik.

For et årti siden var kvinderock lig tungrockende L7 og Toys In Babeland – ups! – Babes In Toyland. Det var dengang. Pladeselskabet Wired Records har nu kompileret deres bud på søskendesolidaritet i teenageværelset anno 2006. De 16 numre stikker i alle verdenshjørner, men sammenholdes af Kevin Blechdoms programdeklaratoriske statements først som sidst. »Please, please, please, I need help!«, synger hun desperat inden hun efterlader lytteren alene på tilhørerpladsen. Heidi Mortenson (med danske rødder) og Scream Clubs electropop hjælper lidt på vej: »It’s sexy when we’re not afraid of words. To not be a feminist is absurd«.

Jeg er forberedt, har læst Riot Grrl-manifestet og lyttet indædt til Peaches. Men hvor Peaches leger med kønsroller, humor og ironi er der langt imellem de ufrivillige smil på ‘The Wired Ones’. Mange steder tager pladen sine uransagelige omveje, hvor man som lytter skal man være tålmodig, queer eller ej. Lige med undtagelse af altid sjove Blechdoms femilette Beavis & Butthead-hymne, ‘Bad Music’, med brovtende sømandsharmonika.

Resten holder sig til distancerede kærlighedserklæringer til ‘she’-kønnet, men med stemmelejet holdt koldt, som ved synet af beton. Please, giv mig inderlighed, John Waters-skørhed, lyserøde drømme eller candyfloss, bare en gang imellem. Drømmekæresten fra begge observanser, Tori Amos, må da give anledning til andet end elektronisk gør-det-selv blipblop eller musik, der er strejkeramt af nervøse trækninger, folkeskolerap og rytmiske amputationer? Åbenbart ikke.