Irene

Mens det er svært at sige, at det svenske pladeselskab Labrador er lige så fremme i skoene på vores naboers popscene, som for to-tre år siden, er det til gengæld stadig let at kategorisere selskabets lyd.

Den er stadig gennemsyret af smånørdet, stram pop, der som oftest henter inspiration i 60’ernes glade stunder. Seneste hvalp i det svenske hundekollektiv er absolut klippet efter samme skabelon.

Centreret omkring sanger og sangskriver Tobias Isaksson fremstår Irene hurtigt, som stor fan af Stephin Merrit og hans The Magnetic Fields, ligesom landsmændene Jens Lekman og Suburban Kids With Biblical Names før har været det.

Men mens Lekman ofte kryber sig rundt i livets små, skæve skyggesider, så kaster Isaksson sig konstant ud i solen for at prøve at fornægte sin crooner-melankoli og blot nyde livet med håndklap og horn som hjælpemidler.

Og det er også her han befinder sig bedst. For mens en sang, som ‘Accidentally Yours’ er fin, så når den ikke Lekman til sokkeholderne, men Isaksson kan sagtens lege med, når tempoet byder til dans, som på ‘Stardust’, ‘Little Things (That Tear Us Apart)’ og ikke mindst på ‘Cold Feet’, der, med vokalduet og korsang, er et af albummet allerfineste numre.

‘Apple Bay’ er et stykke solmoden, sjælfuld crooner-pop, der dog ikke sigter meget højere end at bevare mindet om sommerens sol og glæde i vores baghoveder. Men det kan jo også være lækkert nok.