Oscar-akademiet har offentliggjort den shortlist på 15 film, hvoraf fem af dem senere bliver nomineret i kategorien for bedste internationale film.
Og helt som ventet er Thomas Vinterbergs ‘Druk’ at finde på listen.
Vinterbergs film er en mild forhåndsfavorit til at vinde prisen i sidste ende, så det ville have været en sensationel skuffelse, hvis filmen ikke var at finde på den indsnævring af udvalget, som Oscar-akademiet nu har foretaget.
Og hvem er den danske film med verdensstjernen Mads Mikkelsen i centrum så oppe imod?
Blandt de skarpeste konkurrenter er Rumæniens journalistdokumentar ‘Collective’, der også er at finde på den shortlist over de 15 kombattanter på dokumentarområdet, som akademiet har offentliggjort ved samme lejlighed.
En anden er Mexicos ‘I’m No Longer Here’, som har støtte fra selveste Alfonso Cuarón og Guillermo Del Toro. En tredje er Taiwains sleeper-hit ‘A Sun’, som over de seneste måneder har fået stor anerkendelse (læs vores anmeldelse her). Og en fjerde er vores nordiske broderfolk Norges ‘Håb’, som for nylig fik opmærksomhed gennem annonceringen af et serieremake med Nicole Kidman.
Stadig står ‘Druk’ dog stærkt, og ingen forventer andet, end at den som minimum for en Oscar-nominering, når disse offentliggøres 15. marts. Oscar-showet finder sted 25. april.
Shortlist til Bedste Internationale Film:
The Mole Agent (Chile)
Charlatan (Czech Republic)
Druk (Danmark)
Two of Us (Frankrig)
La Llorona (Guatemala)
Better Days (Hong Kong)
Sun Children (Iran)
Night of the Kings (Elfenbenskysten)
I’m No Longer Here (Mexico)
Håb (Norge)
Collective (Rumænien)
Dear Comrades! (Rusland)
A Sun (Taiwan)
The Man Who Sold His Skin (Tunesien)
Quo Vadis, Aida? (Bosnien & Herzegovina)