Tema: Netflix & verdensherredømmet. I denne uge sætter vi i en række artikler kritisk-nuanceret fokus på streaminggiganten, som har rundet 200 millioner abonnenter og med coronakrisens hjemmeisolation aldrig har stået stærkere. For hvilke konsekvenser har det, når én aktør dominerer vores underholdningsforbrug så kraftigt, som Netflix gør i øjeblikket?
Husker du dengang, hvor Netflix var purung og revolutionerende?
Dengang i 2013, hvor tjenesten sparkede døren ind til stuerne verden over med flagskibene ’House of Cards’ og ’Orange is the New Black’ og indvarslede en spritny, spændende æra for streaming, mens konkurrenterne svedte tran på sidelinjen?
Den David Fincher-producerede ’House of Cards’ var den flashy abonnementsmagnet, men det var Jenji Kohans ’Orange is the New Black’, der med en kvindelig showrunner, et rent kvindeligt hovedcast, ubarberede ben og en lesbisk romance i centrum for alvor var bølgebryderen, der signalerede, at Netflix satsede på et opgør med prestige-tv’s haltende ligestilling og diversitet.
OITNB’s eksplosive seersucces indgød håb om, at Netflix’ dominans i 10’erne kunne gøre for kvinde- og queer-drevne-fortællinger, hvad HBO gjorde for maskuline sværvægtere i 00’erne – og alligevel er det i dag, otte år senere, paradoksalt nok lige præcis kvindelige film- og serieskabere og LGBTQ-karakterer, der udgør den største mangelvare på tjenesten.
Ja, Netflix gør til stadighed en selvforherligende dyd ud af at fremhæve egenproduktioner med queer-tematikker á la Ryan Murphys ’Hollywood’, ’The Boys in the Band’ og ’Ratched’, men graver man et spadestik dybere end startsidens glittede promoveringer, bliver der pludselig tomt på hylderne.
Lad os tegne et mere præcist billede:
Ud af de seneste 100 Netflix Original-fiktionsserier frem til 19. februar i år kan kun syv serier bryste sig af at have en LGBTQ-karakter i en hovedrolle. Og kun i tre serier er LGBTQ-karakteren den eneste hovedrolle.
Hvad med på Netflix’ filmfront?
Der er vi helt nede på tre LGBTQ-hovedroller ud af de seneste 100 originaltitler (fiktion), hvor kun én film har en LGBTQ-karakter som den eneste hovedrolle (den er hurtigt nævnt: ’The Boys in the Band’, hvor samtlige karakterer er homoseksuelle).
Opløftende er det heller ikke ligefrem, når man ser nærmere på andelen af kvinder bag kameraet:
31 kvindelige showrunners ud af 100 serier bliver det til og bare 16 kvindelige filminstruktører ud af 100 film.
Det er værd at indskyde, at eftersom de fleste serier gør brug af flere forskellige instruktører igennem en sæson, vil andelen af kvindelige serieinstruktører på Netflix givetvis være væsentligt højere end andelen af kvindelige showrunners og filminstruktører (ifølge en årsrapport fra Director’s Guild of America blev 34 procent af alle serieafsnit på tværs af alle amerikanske kanaler og streamingtjenester i 2020 instrueret af kvinder).
Men det rykker ikke mange milimeters goodwill ved, at Netflix helt åbenlyst fejler i kultiveringen af kvindelige historiefortællere øverst på rangstien.
Et progressivt fail
16 kvindelige filminstruktører ud af 100 er et pinligt progressivitetsfail, mens tre LGBTQ-hovedroller ud af 100 film er chokerende, når vi som her taler om produktioner fra det seneste halvandet år.
Kan det tænkes, at jo større og mere Hollywood-smægtende, Netflix har vokset sig, jo mere er tjenesten også kommet til at afspejle det traditionelle film-Hollywood, hvor kvinder og minoriteter til stadighed må kæmpe for en plads øverst i hierarkiet, også selvom det i senere år er begyndt at gå langsomt fremad?
Sjovt nok udgjorde kvindelige Hollywood-instruktører sidste år netop 16 procent ud af 2020’s 100 mest succesfulde film, og dét tal er faktisk historisk højt målt op imod 2018, hvor man var helt nede på fire procent, ifølge studier fra San Diego University’s Center for the Study of Women in Television and Film.
LGBTQ-organisationen GLAAD har ligeledes kunnet rapportere om fremgang, når det kommer til antallet af LGBTQ-karakterer i Hollywood-film, dog uden at differentiere mellem bi- og hovedroller: 22 ud af de 118 største film i 2019 havde en LGBTQ-karakter i plottet (det højeste antal i de otte år, GLAAD har foretaget sine årlige undersøgelser), men ikke en eneste af disse var imidlertid transkønnet. Og kun 34 procent var farvede.
»Nogle filmstudier svinger mellem at gå fra værre til bedre og så tilbage igen, men på tv-fronten ser vi en meget mere kontinuerlig fremmarch, hvor andelen af LGBTQ-roller bliver større, bedre skrevet og mere diversificerede fra år til år«, skrev GLAAD i sin rapport.
Man kan tvivle på, om Netflix fik dét memo i hænde.
Det er givetvis en faktor, at nogle af de 190 lande, hvor Netflix opererer i dag, endnu ikke per default prioriterer (for nu at bruge et høfligt ord) ligestilling og queer-relateret underholdning synderligt højt (61 ud af de førnævnte 100 Netflix Original-film var ikke-amerikanske, mod 55 af de 100 serier).
Men de regionale kulturforskelle burde ikke diktere, hvorvidt en global superkraft som Netflix kan lægge pres på sine samarbejdspartnere for øget diversitet, når tjenesten bryster sig af over 200 millioner betalende abonnenter, 200 millioner dollars filmbudgetter og nul afhængighed af enkelte titlers boxoffice-succes i bibelbæltet eller kinesisk propaganda-pr (angiveligt).
Da Netflix i 2017 kastede 150 millioner dollars efter en lukrativ indholdsaftale med ’Bridgerton’-skaber Shonda Rhimes og året efter svimlende 300 millioner efter repræsentationsfanebærer Ryan Murphy, var det uden tvivl intentionen at sende et stærkt signal om, at Netflix skam har i sinde at vægte ligestilling, LGBTQ-tematikker og racediversitet på film- og seriesettene.
Vigtigheden af at hive to så indflydelsesrige film- og serieskabere om bord skal bestemt ikke underkendes her – begge skaber kunst, der effektivt flytter grænser, og én serie fra Murphys hånd vil utvivlsomt blive set af mange millioner flere seere og skabe langt større opmærksomhed omkring LGBTQ-repræsentation i mainstreamland, end fem små indie-værker med lignende tematikker fra relativt ukendte serieskabere.
Men selvom Rhimes og Murphy til sammen ganske vist formår at producere flere titler på et enkelt kalenderår, end de fleste af Hollywood-kollegerne når i en hel karriere, betyder deres ansættelser ikke, at Netflix dermed har købt sig til et passende repræsentationsfokus på verdensplan, hvor bredden af projekter er helt afgørende for at skabe en varig kulturændring.
Den unikke position
Ret skal være ret:
Når man sætter Netflix’ film og serieproduktioner op over for hinanden er det som i resten af branchen serierne, der boner »bedst« ud på ligestillingen mellem kønnene.
31 kvindelige showrunnere ud af 100 er trods alt bedre end 16 filminstruktører ud af 100, og når det kommer til kvindelige versus mandlige hovedroller, har serierne et endnu større forspring. Navnlig fordi flere serier end film har både mandlige og kvindelige hovedroller:
70 ud af de 100 serier har en kvindelig hovedrolle over for 68 mandlige. 33 af serierne har udelukkende en eller flere kvindelige hovedroller mod 31 serier med udelukkende mandlige hovedroller. Altså en ok ligelig fordeling, skulle man mene.
Sådan forholder det sig ikke helt med Netflix’ orginalfilm:
Her byder de seneste 100 film på 72 mandlige hovedroller og 58 kvindelige hovedroller, men kun 29 film har udelukkende en eller flere kvinder i hovedrollen. 42 film har udelukkende mænd i hovedrollerne.
Og hvad så med racediversitet?
Her kommer overvægten af ikke-amerikanske Netflix-produktioner ikke overraskende i spil, hvorfor 11 ud af de 16 kvindelige instruktører er farvede mod 13 ud af de 31 kvindelige showrunnere. På samme vis er overvægten af kvindelige hovedroller i både film og serier også farvede, eftersom store dele af Netflix’ forretning gøres i Indien, Asien og Mellemamerika.
Det reflekterer ikke just Hollywood-standarden, hvor kun 14 procent af alle instruktører i 2019 var farvede, og det er kun glædeligt:
En af Neflix’ helt store styrker er jo akkurat de mange muligheder for at fortælle historier fra hele verden og eksponere os seere for bunkevis af fremragende, ikke-amerikansk indhold, vi næppe havde fundet frem til på egen hånd, var det ikke for tjenestens promovering af en taiwansk thriller den ene lørdag og en mexicansk romcom den næste.
Den unikke position er der god grund til at hylde.
Men med så enorm en volumen af indhold er det også på sin plads at holde streaminggiganten ansvarlig for de åbenlyse blinde vinkler, der går hårdt ud over queer-repræsentation og kvindelige kreative (hvor mange queer-film og serieskabere, der har arbejdet på de 100 seneste film og serier, er sværere at gøre op i præcise tal, idet det ikke nødvendigvis er alle, der er offentligt ude).
Netflix vil gerne være en markedsleder, der har fingeren på pulsen og armen omkring millioner af mindreårige seere ude i de små hjem, der meget gerne skulle vokse op til at blive betalende abonnenter en dag – ikke mindst nu, hvor Disney+ forsøger at tage kvælergreb på konkurrenterne. Men hvorfor skulle poderne forblive loyale mod Netflix, hvis de ikke kan se sig selv, deres venner og det moderne samfund reflekteret i tjenestens indhold?
Flere kvinder end Facebook
Tilbage i 2018 bekendtgjorde Netflix’ ledelse, at man nu ville lægge sig i selen for at booste inklusion i firmaets egne rækker, blandt andet ved at hyre en direktør for diversitet og inklusion, Verna Myers.
I starten af i år offentliggjorde Netflix så sin første »Inklusionsrapport« der viste, at 47 procent af firmaets 8.000 ansatte på verdensplan nu er kvinder, og 46 procent af de ansatte i den amerikanske afdeling er af anden etnisk herkomst end hvid-amerikansk.
Det er bedre end eksempelvis Facebook og Google og kan i den bedste af alle verdener komme til at få større betydning for, at Netflix’ ansatte i ledende positioner vil presse på for øget ligestilling på de film- og serieproduktioner, der gives grønt lys til.
Men der er dæleme et stykke vej endnu.
Det er ikke godt nok at introducere en biseksuel heltinde hist og her som i gyserhittet ’The Haunting of Bly Manor’ (hvor de biseksuelle mænd gemmer sig, er en helt anden historie), homoseksuelle birollekarakterer i actionbraget ’The Old Guard’ eller queer balletdansere i ’Tiny Pretty Things’, hvis ikke Netflix formår at sikre målrettet fremskridt, også i de oversøiske territorier.
Vil man være en verdensmagt i den gode streaming-sags tjeneste, må man også være klar på at spille med musklerne, hvis udviklingen går for langsomt.
For det kan tids nok blive en dyr fejlkalkulering at gå ud fra, at kaldet på queer- og kvindeligestilling blot er en flygtig »tendens« i tiden, hvad end kameraet ruller i Californien eller Kairo.