Ella Rouge

Der er en del forventninger at leve op til, når man har ABBA-blod i årerne. Det må Ludvig Andersson vænne sig til, for han har sit ellers ganske almindelige svenske efternavn fra sin meget ualmindelige far, Benny A(BBA)ndersson.

Som frontmand, sanger og sangerskriver for Ella Rouge har sønniken begået adskillige popnumre. Melodierne retter sig lige mod de drømmende, forelskede småpigehjerter, der dunker for storladen og hårdtpumpet stadionrock, og de er produceret med så stor fyldighed og sans for detaljerne, at det må have kostet farmand en formue.

Ludvig Andersson lyder mest af alt som Bon Jovi. Lidt hæs, lidt knagende, lidt anstrengt, og på en gang både rå og blødsøden. Musik og tekster emmer af inspiration fra den amerikanske hårde rock, men flirter også med funk, country og musical-genren. Det lyder langt fra svensk, men snarere som et hus-orkester i TV-serien ‘Beverly Hills 90210’ – og mon ikke, man også aner et snert af Jamie Walters i Ludvigs stemme.

Der er lidt af hvert på debutpladen, både pop-numre med fængende refræner, den funky, legende bas og ko-klokke-yeah-yeah-yeah-omkvædet. Der er gennemarbejdede detaljer af kor-arrangementer, tværfløjter og mundharmonika. Det er afvekslende og gennemtænkt, men lige lidt hjælper det, for det bliver alligevel aldrig noget, man ikke har hørt tusind gange før.

Debutpladen har mange hits, der sikkert hurtigt kan fare til tops på hitlisterne. Men ærligt talt, det kommer aldrig i nærheden af ABBA’s forrygende og medrivende pop. Der er simpelthen plasket for meget fløde i kaffen.