De seneste år har L.O.C. udgivet musik i to forskellige spor. På sine album har han oftest fulgt et større koncept, der trak sig igennem værket som en rød tråd. Men på sine mixtapes har Aarhus-artisten haft en mere løs og legende tilgang.
De tre nye numre, som Liam O’Connor netop har udgivet under navnet ‘Fuck L.O.C.’, hører klart til sidstnævnte. Det er en samling sange, som ikke har noget overordnet tema, men som til gengæld ligger tættere på nutidens hiphopstrømninger, end vi er vant til det fra L.O.C..
Der er således både en række kontante, hårdtslående beats, der er alt andet end old school, og endda et feature af den yngre Aarhus-rapper Smiley, der går under navnet Don, når han er med i trioen Don Lee Barber. Han gæster sangen ‘Hva’ du værd’ med et stærkt, melodisk vers.
»Han er en ung dude fra Bispehaven. Han voksede op samme sted som mig, bare 20 år senere«, udtaler L.O.C. om samarbejdet via en pressemeddelelse. Her antydes det også, at der venter endnu mere musik i fremtiden: »Fortsættelse følger«, lyder det.