Thomas Brinkmann

En hul tech’et bassline indleder Thomas Brinkmanns 13. album ‘Lucky Hands’, der understreger hans status som ‘institution’ indenfor elektronisk musik. Det første nummer afslører, hvad der kan forventes af resten af albummet; lækre vibes, dubs, synths og funky toner, der transformerer den ellers minimalistiske tech-house til en lyttervenlig godbid.

‘Lucky Hands’ er et varieret album – både i tempo og i stil. De stille numre fremstår som dystre anekdoter, der fortælles af en trist, modløs kvindestemme i et minimalistisk univers. På disse numre lykkes det for Brinkmann at komme under huden på lytteren og vække en særlig sympati for den stakkels kvinde, der æstetisk græder sin sjæl ud på de fire downbeat-electro-numre.

Også de numre, der er mere upbeat, indeholder en lidt dyster undertone, men de bliver dog blødet markant op af en håndfuld funky house-inspirerede toner og af en helt anden energi, der tvinger mundvigene opad igen.

På albummets sidste nummer bliver elektronikken skiftet ud med strygere, og et overbevisende 60’er-inspireret jazz-band afslutter en rejse gennem hele følelsesregistret – fra glæde og energi til sorg og empati. Brinkmann har med ‘Lucky Hands’ taget en chance ved at følge sin intuition i stedet for at støtte sig til den klassiske opskrift på, hvordan et techno-album skal bygges op – og det er den slags albums, der senest bliver glemt.