Aarhusianske Athletic Progression har endelig lavet noget, der for alvor kilder i maven
Da den aarhusianske jazzgruppe Athletic Progression ep-debuterede i 2019, var jeg ikke videre grebet. Jovist, de var uden tvivl dygtige på deres instrumenter, og når de for alvor gav sig til at udforske de grooves, de lagde for dagen, kunne der opstå noget ganske magisk.
Men ep’en var også præget af en stilstand og en manglende vilje til at tage chancer – en tendens, der også prægede deres selvbetitlede debutalbum fra året efter.
Men jeg er alligevel blevet ved med at holde øje med dem. For jeg har aldrig været i tvivl om, at de havde masser af potentiale. Og med albumtoeren ‘Cloud High In Dreams, But Heavy In the Air’ har de endelig lavet noget, der for alvor kilder i maven.
Førstesinglen ‘Osaka’ gjorde det tidligt klart. Når de hektiske trommer bliver ved med at køre i vildere og vildere rytmer over et loopende keyboardriff, føles det nærmest helt som en biljagt. Så intenst bliver det – og der er godt med musikalsk trafik, der kommer ind fra sidelinjen og gør jagten endnu mere spændende.
Men der er også mere lækker tekstur end før.
Et nummer som ‘Moussas Finest’ har de her frække klangfarver i tangenterne, der inviterer til at man lytter hver eneste efter i detaljen. Det bliver næsten helt psykedelisk, som tonerne inviterer til at lukke øjnene og vugge i sin stol på den der måde, der er så blød, at den aldrig helt når at komme i takt med musikken – hvilket nok også skyldes, at bandet leger med min intuitive forventning til, hvor rytmikken mon er på vej hen.
Den helt store magi opstår dog i, hvordan teksturerne – især fra synthesizeren – komplementerer bandets måde at komponere og strukturere deres musik.
Et klasseeksempel er det febrilske nummer ‘Jungelen’. Det varer kun to minutter, men en luftig synth og hvæsende trommer skaber et klimaks, der går godt ind i kroppen. Og så stopper begge dele brat, så kun en percussiv basgang står tilbage; og selv den basgang spiller i en rytme, der lyder som om nummeret ikke kan stå oprejst meget længere.
Gruppens greb om det elektroniske på leder tankerne hen mod de mere elektroniske sider af disse dages engelske jazzscene. Særligt Moses Boyd og The Comet Is Coming er oplagte paralleller, og Athletic Progression har da også været på turné med førstnævnte. Men de forstår så absolut, hvad der gør forbilledernes musik så vellykket. De har i både overført og bogstavelig forstand styr på, hvilke tangenter, de skal spille på.
Dertil må jeg rose, hvor dejligt friskt et tempo, ‘Cloud High In Dreams, But Heavy In the Air’ bevæger sig i. Ikke nødvendigvis i hastigheden af de individuelle tracks – men rettere hvor ofte gruppen helt naturligt lige får gledet over i en ny idé, uden at de lader nogen af ideerne overskride deres besøgstid.
Albummet er kvalitetsmæssigt lige det, jeg havde håbet på fra Athletic Progression, men indholdsmæssigt er det stadig fyldt med spændende overraskelser. Jeg glæder mig til at høre endnu mere fra dem.
Kort sagt:
Jazzgruppen Athletic Progression omfavner tykke synthflader, stemningsfulde ambiencer og sprælske rytmer på deres andet studiealbum – og det lyder fremragende fra start til slut.