Death to Frank Ziyanak

Halbal i Midtjylland sidst i 1960’erne. På scenen står tre svedige herrer og fyrer rå garagerock af med attitude og lyd som deres helte Stooges og Velvet Underground, men med melodier hugget fra Beatles.

Indholdet på Death to Frank Ziyanak’s debutalbum ‘Chords & Dirty Limericks’ kunne passende være planket fra ovennævnte halbal, for Silkeborg-trioen har haft fingrene godt nede i 60’er-dåsen – en dåse som deres landsmænd Wagner og Foo så grundigt har mæsket sig i på det seneste.

Nu er vi bare i år 2005, hvor retro-rock med håndklap, tamburin og masser af guitar så langt fra er nogen mangelvare. I tilfældet Frank Ziyanak fristes man imidlertid til at sige heldigvis, for bandet sparker en nerve ind i musikken, som er få debutanter forundt.

Af samme grund er sanger og guitarist Frank Ziyanak, trommeslager Ibber og bassist Smidt gået direkte fra den jyske undergrund til indspilninger overseas i New York, hvor producer John Agnello (The Kills, Dinosaur Jr., Mark Lanegan, Patti Smith) på godt en uge har efterlevet bandets krav om at skyde jobbet af hurtigt og beskidt.

Rockklicheer er der nok af, men Death to Frank Ziyanak trækker nogle melodier op fra dåsen så saftige, at man undervejs må overgive sig med mundvandet løbende ned af maveskindet.
‘Fe Fi Mo Fo’ er tordenmarch udi rock’n’roll-regimets fornemste hit-geled, mens ‘Sugar Sugar’ er catchy 60’er-kitsch tilsat et fantastisk skingert lesbisk kor. Herligt. Modsat – og i bunden af klicheskuffen – er det svært at hidse sig op over den repeterende kinddans i numre som ‘In LUV’ og ‘…And Violets Are’.

Death to Frank Ziyanak bevæger sig på kanten af retro-bølgens forudsigelighed, men i afpassede doser spiller dåsen forbavsende godt.