Horropops

Man ved godt, at der ikke er hunde i hundekiks, men når et band kalder sig Horrorpops, så forventer man som lytter både pop OG horror. Desværre er der langt mellem gysene på Horrorpops’ anden plade ‘Bring It On’.

Alle i Horropops er gamle rotter i punk/psychobilly-faget og nyder stor international succes, så de kan naturligvis deres kram og spiller fint sammen. Derfor kunne man have forventet andet og mere end en rockabilly-udgave af No Doubt med lidt rock’n’roll guitar og punklarm undervejs. Det er poppet og tilgængeligt, men også tamt og uinteressant.

Især sangerinde Patricias stemme ligger så tæt op af Gwen Stefanis, at det mere virker som kopi end som inspiration. Teksterne prøver at fremstille bandet som de vilde outsidere i musikbranchen, men alle udtalelserne om anti-pop og vildskab falder lidt til jorden, når man har hørt pladen.

‘Bring It On’s helt store problem er dog produktionen, lyden virker simpelthen flad og tom. Selv om både trommer og guitar hamrer derudaf, lyder de, som om de er indspillet i en våd papkasse.
Enkelte numre slipper heldigvis ud af kassen. ‘Walk Like a Zombie’ er charmerende, 50’er-poppet med doo-wop-kor og ‘Freaks in Uniforms’ viser, at Horrorpops trods alt har lidt psychobilly-blod tilbage i årerne.

På trods af de enkelte lyspunkter, føler man sig ført bag lyset af en lidt for farvestrålende markedsføring. Man må skuffet konstatere, at et godt navn ikke altid er lig med et godt produkt…