KOMMENTAR. Ubeboelige landområder, ekstremt vejr, pandemier og politisk ustabilitet – alt sammen inden for vores levetid.
Det lyder som scenariet fra en film, men det er fakta fra den meget virkelige videnskabelige rapport, FN’s klimapanel IPCC fremlagde 9. august.
Jeg har ikke læst rapporten. I stedet har jeg doomscrollet hen over ildevarslende overskrifter, slukket for nyhedsnotifikationer og ignoreret den knude i maven, der dukker op fra tid til anden. Og jeg gætter på, at det er tilfældet for de fleste.
Vi skulle ikke vente længe, før vi fik en lang række gode, tunge og underholdende film og serier om Metoo – ’The Assistant’, ’Bombshell’, ’The Loudest Voice’, ’The Morning Show’, ’Promising Young Woman’ – ligesom vi har fået det om sexisme i bredere forstand, homofobi og racisme. På samme måde har den ene procents grådighed og generelle dårlige opførsel fået vigtig opmærksomhed i ’Succession’, ’The White Lotus’, ’Bad Education’, ’Vice’, ’Knives Out’ og så mange andre.
Men på trods af klimakrisens helt vilde dimensioner, de eksistentielle trusler, angstfølelser og de high stakes i det politiske liv er det et forbløffende fraværende emne i biografen og på streamingtjenesterne. Vi er nødt til at gå til videnskabelige rapporter og til mediedækningen, hvis vi gerne vil forholde os til den.
Hvorfor er der så lidt fiktion om klimakrisen?
Et baggrundstæppe af klimakollaps
Når IPCC-rapporten lyder lidt som en film, er det måske, fordi vi selvfølgelig har set den slags scenarier udspille sig i science fiction, katastrofefilm og fremtidsdystopier. ’Blade Runner’ forestillede sig i 1982 et meget mørkt 2019, i ’The Day After Tomorrow’ starter en ny istid takket være klimaforandringer, og i ’Interstellar’ er Jorden så ødelagt, at vi må lede efter nye planeter at bo på.
Det er positivt, at det nu oftere er klimakrisen, som har udløst katastrofen, hvor det før har været altødelæggende krig med tyske og russiske fjendebilleder, atomsprængninger eller tildækkede mellemøstkrigere. Men den udgør stadig bare et baggrundstæppe for film, der handler om alt muligt andet – og ærligt talt er der grænser for, hvad vi kan bruge film til, hvor skaden allerede er sket.
I mindre actionfyldte genrer indtager klimakrisen også en lille rolle i de større fortællinger. I ’Big Little Lies’ laver Laura Derns fantastisk-forfærdelige Renata en scene over for skoleinspektøren, fordi hendes datter har fået angst af at lære om klimakrisen i skolen.
I ’The Morning Show’ tager Jennifer Aniston og resten af tv-holdet til Californien for at dække en naturbrand, og i ’Euphoria’ og ’Years and Years’ er klimakrisen til stede som en trussel om at sætte gryden endnu mere i kog.
Men mere bliver det ikke til. Klimakrisen fungerer som tapet for personlige kriser og som billede på karakterernes egoisme. Den er adskilt fra andre af livets problemer, som om den faktisk ikke rigtigt har noget med os at gøre.
Thanos’ etiske dilemma
Nu er det ikke, fordi IPCC-rapporten skal læses højt fra ende til anden, for at noget kan kaldes en klimafilm. Billeder som dem i Bong Joon-hos ’Parasite’, hvor et voldsomt regnskyl rammer hovedpersonernes kælder, men ikke de store højtliggende huse, er for eksempel en tydelig illustration af klimakrisens konsekvenser i ulige samfund.
Ligesom man i Avengers-filmene ’Infinity War’ og ’Endgame’ kan finde kimen til et etisk dilemma, når Thanos forsøger at rede andre planeter fra kollaps på en brutal måde, der ikke har tanke for det enkelte menneskes liv – for er det måske nogle af farerne ved at forvente, at virksomheder og teknologi løser alle problemer?
Men jeg savner film, der tør tage ordentligt fat i emnet, bore i det, der gør ondt, og finde andre perspektiver end dem, der er i uendelig cirkulation i medierne. Med de daglige, helt vilde vejrbegivenheder, opsigtsvækkende politiske optrin og teenagere i tusindvis, der formår at gøre mere end magthaverne, må det være muligt at lave en bred vifte af fiktion, der portrætterer det.
Det gælder lige så meget for de store følelser og svære samtaler, klimakrisen starter. Thanos må ikke være den eneste, der får os til at overveje de moralske aspekter. Vi ved alle, hvor svært et emne det er at tage op om middagsbordet, og det kan virke umuligt at forstå hinanden på tværs af værdier og generationer.
Vi har allerede enkelte film, der viser vej: Paul Schraders fantastiske ’First Reformed’ om en præsts klimavækkelse og islandske ’Kvinde på krigsstien’ om en økokriger er blandt de få film, der kigger klimaangsten lige i øjnene.
Så kan man selvfølgelig spørge, om vi ikke tænder for ’Avengers’, netop for et øjeblik at glemme alt om fremtidsfrygt – og det er uden tvivl noget, vi har rigtigt meget brug for.
Men nogle gange er det mere ubehageligt at glemme og ignorere. Jeg tror, vi er virkelig mange, der hungrer efter fælles fortællinger om klimakrisen. Gode film og serier til at provokere, skabe en referenceramme og måske endda nogle, der kan give os håb.