The Ordinary Boys

Du har måske hørt om ‘The Second Summer of Ska’, en betegnelse som de engelske musikjournalister har givet den flok af nye bands, bestående af hvide drenge der spiller ska-inspireret rock. Hvis svaret er ja, har du helt sikkert også hørt om The Ordinary Boys, der er blevet udråbt til bølgens frontfigurer.

Drengene har lavet en plade, der langt hen ad vejen er en glad og energifyldt oplevelse, selv om den ligger lige lovlig tæt op af de musikalske forbilleder. Det lyder som Elvis Costellos første plader med The Specials som gæstemusikere. Ikke ophidsende originalt, men The Ordinary Boys formår at tage point for charme, spilleglæde og lækkert kostskole-look.

Sangene er mest af alt et uddrag af drengeværelsets sorger og glæder, og forsanger Preston holder sig til at fortælle historier om venner og piger. Det hele fungerer fint, så længe bandet holder tempoet oppe, men når de går ned i ballade-tempo stopper festen. Det bliver simpelthen for kedeligt.

Pladens absolutte højdepunkt er singlen ‘Boys Will be Boys’, en energibombe, der kan tage kampen op med forbillederne fra 70’erne. Ikke engang en omgang halvfjollet jamaica-toasting kan ødelægge, at det er et nummer, som man bare MÅ danse til.

‘Brassbound’ slipper for det nærliggende prædikat ‘ordinær’, selv om det havde pyntet med mere variation og nytænkning. Den skal nok gøre sit til, at der bliver danset lidt vildere og grinet lidt højere til sensommerens fester – og det er i grunden dét, ska-musik handler om.