Et gæstevers på en sang af Kanye West kan være et af musikverdenens bedste udstillingsvinduer.
Chicago-rapperen er måske ikke helt den kunstner, han var for nogle år siden, men han har stadig formået at skabe en helt usandsynligt stor hype om sit nye album ’Donda’.
Det er det eneste, hele (musik)verdenen snakker om. Selv Drake har virket stresset, fordi hans tidligere ven og nuværende fjende stjæler alt spotlyset.
Sådan en gæstevers-mulighed kan skabe stjerner. Tænk for eksempel på, hvordan Nicki Minajs karriere eksploderede, efter hun leverede en af hiphophistoriens stærkeste gæsteoptrædener på Kanye Wests ’Monster’.
Kan nogen gøre hende kunsten efter på ‘Donda’?
Vi har lyttet albummet nøje igennem for at se, hvilke af gæsteartisterne, der griber muligheden (ud over Vory, som vi har hyldet i en separat artikel) – og hvilke, der desværre skuffer.
Højdepunkt #1: Fivio Foreign på ‘Off the Grid’
Vi vidst godt, at Fivio Foreign var virkelig god til at finde på mindeværdige sætninger, og at han har en slags goofy karisma, der er svær ikke at blive fanget af.
Men vi vidste ikke, at han kunne det her: Angribe et beat med så meget sult og intensitet, at det føles som om, det her er hans eneste chance for at klare den som rapper.
New York-rapperen, der er byens førende drill-stjerne siden Pop Smoke døde, har måske ikke samme flowmæssige overskud på ‘Off the Grid’ som Nicki Minaj havde på ‘Monster’, men han har en lignende intensitet.
Det her vers er sådan et medrivende moment, hvor man pludselig opdager, at en artist har langt større evner, end man umiddelbart havde set.
Højdepunkt #2: Jay Electronica på ‘Jesus Lord’
Der er ingen, der rapper som Jay Electronia – i hvert ikke længere. Hans hyperlitterære, komplekse rapstil er blevet sammenlignet med Nas i hans storhedstid, men der er også noget Ghostface over den måde, han lirer den ene obskure reference af efter den anden.
Alt fra sydamerikansk mytologi til excentriske, glemte historiske personligheder eller Koran-passager finder vej ind i hans tekstunivers.
Der er noget nærmest shamanistisk ved den måde, han besværger mytiske figurer frem i sit vers på ’Jesus Lord’. Som om han fremmaner en slags ældgammel, okkult energi midt på et album, der ellers fokuserer på kristendommen.
Højdepunkt #3: Roddy Ricch på ‘Pure Souls’
Jeg må indrømme, at jeg følte, at Roddy Ricch var lidt af en letvægter i forhold til at være med på et Kanye-album.
Hans noget nasale sangrap-stemme har været svær at undgå på hiphopscenen, men jeg har ikke altid følt, at han har samme emotionelle tyngde som eksempelvis Lil Durk eller Polo G, der dyrker en lignende lyd.
Men på ’Pure Souls’ skaber Roddy Ricch et af de mest mindeværdige momenter på hele ‘Donda’, når hans stemme næsten knækker under mantraet »The truth is only what you get away with«. Der fik han i hvert fald modbevist mine fordomme.
Højdepunkt #4: Shenseea på ‘Pure Souls’ og ‘Ok Ok pt 2’
Der er ikke mange kvindelige stemmer på ’Donda’, men en af de få, vi får at høre, er lidt af en åbenbaring.
Jamaicanske Shenseea brillerer både til sidst på ovennævnte ’Pure Souls’, hvor hun gendigter Roddy Ricchs omkvæd, og på den alternative version af ’Ok Ok’, hvor hun blandt andet fyrer denne her særdeles skarpe bar af:
»You broke up with your ex, still in love, so you’re single / me broke up with my ex, him dead to me, I’m a widow«.
Højdepunkt #5: Lil Durk på ‘Jonah’
Kanye har en lang historie med at invitere de mest interessante nye rappere fra hjembyen Chicago med på sine album. Men det er først nu, han har lavet et nummer med Lil Durk, der ellers som få andre har præget byens lyd de seneste år.
På ‘Jonah’ viser gæsten på hjerteskærende vis, hvorfor han er en så dragende kunstner, med et vers, der tager afsked med vennen og samarbejdspartneren King Von, der blev dræbt sidste november, lige da han var ved at få et større gennembrud.
Skuffelse #1: DaBaby på ‘Jail pt 2’
Kun Gud ved, hvorfor Kanye West valgte at inviterede voldtægtsanklagede Marilyn Manson og DaBaby, der for tiden er i modvind efter homofobiske udtalelser, op på scenen til den tredje ‘Donda’-lyttefest i Chicago.
Det var mildest talt en tvivlsom beslutning. Og den bliver ikke mindre tvivlsom af, at DaBaby får lov til at fyre op for et selvretfærdigt vers på den alternative version af ’Jail’.
Her rapper den udskældte artist om, at man skal have ondt af ham, fordi han har mistet indtjening på grund af homofobi-shitstormen. Men DaBaby er nok den sidste i verden, jeg har ondt af lige nu. Og hans stemme var ikke på nogen måde nødvendig at have med på ‘Jail’.
Skuffelse #2: Baby Keem på ‘Praise God’
Musikbranchen har besluttet sig for, at ham her skal være en stjerne. Det er den eneste forklaring på, at Baby Keem har landet en Kanye-gæsteoptræden blot få dage efter, at han scorede en sjælden Kendrick Lamar-feature. Måske skyldes al den velvilje, at han er Kendricks fætter?
Det er i hvert fald mystisk, at et så gennemført middelmådigt vers som det, Keem præsterer på ’Praise God’, får lov til at komme igennem Kanyes ellers strikse kvalitetskontrol.
Baby Keem formår både at efterligne Playboi Cartis babystemme-flow og at sige ting som denne: »Bada the bada the boom, I bada the boom, I bada the bing / I need a new girl, my old one was mean«.
Det er altså – helt enkelt – ikke godt nok.