’Pinocchio’: Et miskmask af socialrealisme, CGI-dyr og Roberto Benigni
Italienske Carlo Collodis moralske fortælling ‘Pinocchio og hans forunderlige eventyr’ fra 1883 er blevet filmatiseret et hav af gange, og snart får vi både Guillermo del Toros fortolkning på Netflix og en liveaction-version hos Disney af Robert Zemeckis.
Jeg ved ærligt talt ikke, hvad vi skal med alle de versioner, for jeg – og alle andre børn, vil jeg skyde på – forstod udmærket moralen første gang, jeg mødte den naive marionetdukke i Disneys charmerende tegnefilmversion fra 1940: Man skal lytte til sine forældre, gå i skole, modstå fristelser, lade være med at lyve og i det hele taget gøre det rigtige.
Den lære får man også af den italienske instruktør Matteo Garrones version, der skiller sig ud ved at foregå på modersproget italiensk og ved at være mørkere, mere socialrealistisk og tættere på forlægget end Disneys udgave.
Roberto Benigni, der selv instruerede og spillede Pinocchio i en floppet filmatisering fra 2002, spiller den ludfattige snedker Gepetto, som forsøger at hustle den lokale kroejer til at give ham opgaver for mad.
Inspireret af et omrejsende dukketeater skærer han en dukke ud af træ, som til hans store lykke svarer, da han beder ham sige »far«. Pinocchio viser sig hurtigt som en møgunge, der stikker af, brænder sine fødder i ilden og sælger den abc, Gepetto lige har byttet sin frakke væk for at købe, for at indløse billet til dukketeatret. Ikke desto mindre er Gepetto knust, da Pinocchio forsvinder med teatret.
Som vi ved, skal Pinocchio lære at undertrykke sine impulsive lyster og ikke stole på fremmede, før han kan blive en rigtig dreng. Det tager ham i Garrones version cirka lige så lang tid, som hans næse vokser, når han lyver. På sin vej bliver han blandt andet narret af de afskyelige dagdrivere, ræven og katten, men til gengæld reddet af den gode fe, som har en rar snegl til husholderske.
Karaktererne er en blanding af almindelige mennesker og mennesker med uhyggelige dyreansigter eller kroppe, der er mere overbevisende konstrueret end CGI-genererede film som ‘Cats’ – ‘Pinocchio’ var nomineret til en Oscar for bedste makeup og kostumer – men som stadig føles som et underligt udklædningsshow midt i socialrealismen.
Selvom Pinocchios træansigt og den unge skuespiller Federico Ielepo er overbevisende, havde jeg også svært ved at glemme kunstigheden og for alvor engagere mig i hans karakter.
Matteo Garrone brød igennem med den rå mafiafilm ‘Gomorrah’ i 2008 og har siden peget på samfundets uretfærdigheder og magtens mørke i satiren ‘Reality’ (2012) og gangsterdramaet ‘Dogman’ (2018). Jeg kan egentlig godt lide de samfundskritiske elementer i ‘Pinocchio’, hvor Pinocchio blandt andet møder en dommer, der kun fængsler de uskyldige, og man godt forstår, hvorfor Pinocchio og hans klassekammerater pjækker fra skole, når man møder deres sadistiske lærer.
Men i sammenstødet med den magiske realisme, eventyr og Roberto Benignis overstyrede komiske aura føles filmen som et ujævnt miskmask. Jeg savnede i det hele taget sammenhæng i filmen, der loyalt over for forlægget er mere episodisk end tegnefilmen.
Endelig undrer jeg mig over, hvem filmen er til, for jeg vil vurdere, at den er for uhyggelig og langtrukken til mindre børn og for banal, kedelig og uoriginal til voksne.
Kort sagt:
Matteo Garrones version af ‘Pinnochio’ er et langtrukkent rod af socialrealisme, eventyr og magisk realisme, som ikke bringer nye indsigter til den velkendte fortælling.