Baby In Vains Spot-koncert havde sine vidunderligt beskidte øjeblikke
Det ville være synd at kalde Baby In Vains ‘See Through’ for et album, der automatisk oversætter sig selv til en oplagt live-setting.
Det er ikke ligefrem et album, der bugner af energi eller syng-med-omkvæd. Men det er trekløverets seneste album, så selvfølgelig var det fokus for deres optræden på årets Spot Festival, hvor de endda var blevet tildelt den største scene: Store Sal i Musikhuset.
Til koncerten var trioen udvidet til en kvartet. Mens Andrea Thuesen og Lola Hammerich skiftedes om leadvokal og begge spillede guitar, og Benedicte Pierleoni-Nielsen håndterede trommerne, blev bassen betjent af Ida Duelund.
Her skal der falde en stor ros, for som scenepersonlighed passer Duelund perfekt ind i Baby In Vains univers. Hun er i konstant bevægelse, og hun holder sig aldrig tilbage fra at lave grimasser, der understreger, hvor smadret lyden til tider er.
Og netop disse smadrede øjeblikke var det allerbedste ved koncerten: Når melodien blev tilsidesat, og alle fire bare hamrede derudaf over et basisgroove, der bare blev mere lækkert støjende for hvert sekund.
Numre som ‘Million’, ‘Be My Baby Now’ og ‘Wherever I Go’ havde nogle instrumentale passager, der var vidunderligt beskidte og emmede af liv og spilleglæde.
Havde koncerten bare været de fire musikere, der gav den gas på deres instrumenter, havde jeg næppe kunnet få nok. Men nu er der trods alt sange i kernen af alt det her. Man skal vente igennem et vers, nogle gange flere vers, før man får denne dejlige støj. Og alt for ofte var disse vers bare ikke videre inspirerende eksekveret.
Jovist, der var undtagelser. På ‘See Through’ var Lolas intenst animerede stemme nærmest helt ubehageligt nærgående (på den gode måde), og den blidt vuggende melankoli på ‘You Don’t Have to Pretend’ var som en rar krammer.
Men på numre som ‘Be My Baby Now’ og ‘Wherever I Go’ endte versene end ikke med at føles som tilfredsstillende opbygninger til det sonisk mere gribende – de endte med bare at føles som fyld. Jeg savnede instrumentale udfoldelser, der for alvor styrkede sangskrivningen i de perioder, hvor den var i fokus.
De bedste momenter i Baby In Vains koncert fungerede pragtfuldt. Men man skulle desværre lidt for ofte vente et godt stykke tid på det oprigtigt interessante.
Kort sagt:
Baby in Vain skruede op for støjen, da de spillede numre fra ‘See Through’ på Spot Festival – og som hovedregel lød det, at jo mere det støjede, des mere engagerende var koncerten. Desværre var perioderne med sangskrivningen i fokus knap så spændende eksekveret.
Læs alle vores anmeldelser fra Spot Festival HER.