Baby In Vains ‘See Through’ byder på færre soniske mavepustere og mere eftertænksomhed

Baby In Vains ‘See Through’ byder på færre soniske mavepustere og mere eftertænksomhed
Baby in Vain. (Foto: Alva Le Febvre)

Imens Baby In Vains stærkt imødesete debut, det Rob Ellis-producerede ‘More Nothing’ fra 2017, var en fintunet, knejsende bedrift udi 90’er-refererende guitarstøj – et forløsende ’nu er vi landet!’-album – har efterfølgeren mindre travlt med at gøre opmærksom på sig selv. ‘See Through’, der udgives på danske Escho, har et langt mere introvert, selvtilstrækkeligt udtryk; umiddelbart adjektiver, man sent ville tillægge den notorisk smadrerockende trio.

Hermed ikke forstået, at Baby In Vain ikke er legesyge og nysgerrige længere. ‘See Through’ udforsker temmelig forskelligartede oprørske rockæstetikker fra de foregående årtier, men det er med de blå toner fremme i lydbilledet og de tunge riffmure og trommer gemt mere af vejen. Her er kort sagt færre soniske mavepustere og mere eftertænksomhed. Et kreativt valg, der nok har stimuleret den efterhånden garvede trio i skabelsesprocessen, men som ikke formår at stimulere lytteren igennem alle ti sange.

Det er forlængst slået fast, at Andrea Thuesen Johansen, Lola Hammerich Binzer og Benedicte Pierleoni-Nielsen kan deres 90’er-rockbibel, men inspirationen eller snarere imitationen er alligevel slående på ‘See Through’.

Albummet lyder næsten som en direkte recitering af udvalgte yndlingsapostle. ‘Million’ vækker mindelser om PJ Harveys dystre bluesrock med hviskevokal, slæbende trommer og hvislende violin – sidstnævnte et anderledes element i Baby In Vains asketiske guitar-trommer-ligning.

Den melankolske ‘2019’ byder på en fnuglet, drømmepoppet guitarmelodi, der kunne have optrådt på et Yo La Tengo-album. Og bedst som man tror, at Baby In Vain ikke kan blive blødere og blidere, følger ’You Don’t Have To Pretend’; en forelsket, Mazzy Star-døsig ballade, hvor Andrea Thuesens sensuelle stenervokal synger om at gå i hi og lytte til plader i sengen. En kærkommen krammer i novembermørket fra en favn, jeg ikke lige havde regnet med.

‘See Through’ er et intuitivt og søgende album, der planløst pendulerer mellem det tyste udtryk på de nævnte sange og en mere klassisk Baby In Vain’sk vildskab. Sidstnævnte får albuerum på ‘Koreografi’ og den lidt gumpetunge ‘Be My Baby Now’, hvor Hammerich vrænger om kap med de støjende guitarer i et nik til Sonic Youth. Mere charmerende er den skramlede ‘Wherever I Go’ med høj puls og en guitarsolo, der sidder lige i skabet.

Det skinner igennem på ‘See Through’, at de tre musikere har forholdt sig mere til egne kreative instinkter og indfald, end de har ladet sig styre af ideen eller forventningen om et helstøbt udspil, der udstikker en klar retning for det kunstneriske projekt. Baby In Vain spiller musik, kort og godt – først og fremmest for sig selv.


Kort sagt:
Det er forlængst blevet slået fast, at Baby In Vain kan deres 90’er-rockbibel, men inspirationen eller snarere imitationen er alligevel slående på ‘See Through’. Trioens andet album lyder næsten som en direkte recitering af udvalgte yndlingsapostle, fra PJ Harvey til Mazzy Star. Her er færre soniske mavepustere og mere eftertænksomhed.

Baby in Vain. 'See Through'. Album. Escho.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af