KOMMENTAR. Jeg har de seneste måneder brokket mig over, at det har været svært at finde noget ordentligt at se på verdens største streamingtjeneste, Netflix – og hvor sløje film og serier der dominerer den dagligt opdaterede top 10 over de mest populære titler på tjenesten.
Men så kom ’Squid Game’.
Den barokke sydkoreanske serie er ifølge Netflix deres mest populære titel på globalt plan lige nu – inklusive i Danmark, hvor serien i flere dage har indtaget en solid position i toppen foran andre hypede sager som ’Sex Education’ og ’Midnight Mass’.
Og ikke nok med det: Netflix-boss Ted Sarandos fortalte under en konference forleden, at Hwang Dong-huyks fortælling om en pengegrisk overlevelseskamp i en mystisk masterminds bizarre børnelege er godt på vej til at blive streaminggigantens mest sete serie nogensinde.
Det er sandsynligvis opgjort efter Netflix’ gængse optællingsmodel, hvor blot to minutter med en given titel tæller som et view. Så det er uvist, hvor mange der ser videre efter seriens første brutale choks. Men faktum er, at ’Squid Game’ konkurrerer på lige fod med smashhits som ’Bridgerton’, ’Papirhuset’, ’Stranger Things’, ’The Witcher’ og ’13 Reasons Why’, hvilket må siges at være fuldstændigt sensationelt.
At ’Squid Game’ kan blive så populær, også i lande som USA og Danmark, er på flere måder overraskende. Det er en hardcore blodig serie, hvis skarpe koncept og løbende blodsudgydelser på papiret kunne ligne et niche- eller kultprodukt. Og så er den sydkoreansk – inklusive de vilde tonale skift (fra komik til melodrama og stump vold i et snuptag), som har været en bærende del af den fremragende sydkoreanske filmkunst de seneste 20 år, men som nok for mange vesterlændinge stadig vil forekomme lovlig eksotisk.
Når den alligevel har brudt lydmuren, skyldes det nok tre ting:
Præmissen er så outreret, at man dårligt kan høre om den uden at få lyst til at se som minimum ét afsnit. Dens højkonceptuelle natur fungerer som clickbait særdeles velegnet til en streamingtjeneste som Netflix.
Den har så skarpe cliffhangers og en så kontinuerlig afdækning af det syge koncepts hemmeligheder, at det er svært at stoppe, når man først er gået i gang.
Og så vælger jeg at tro, at ’Parasite’ – med hvilken den deler klassekritik og i nogen grad de tonale skift – har været med til at bane vejen for den sydkoreanske fortællestils mainstreamappel.
Det vilde ved ’Squid Game’s succes er, at den har været organisk. Mediedækningen i den vestlige del af verden ved premieren var mindre end moderat og markedsføringen fra Netflix’ side ikke-eksisterende, og den har således vokset sig stor gennem almen nysgerrighed, mund-til-mund-anbefalinger og hype på sociale medier, fra Twitter til TikTok.
I den forstand repræsenterer serien også Netflix, når det er bedst. Tjenesten har med sine 200 millioner abonnenter en udbredelse og volumen, der gør, at den kan forvandle nicheperler til globale popkulturelle fænomener. Når først noget fanger an, pusher Netflix det endnu mere på forsiden, og til sidst vil de fleste abonnenter føle, at de er stødt på titlen så mange gange, at de er nødt til at tjekke den ud.
Der er en markant bagside af dette selvforstærkende system, når mere uinteressante titler pludselig bliver kulturelle omdrejningspunkter, men i tilfældet ’Squid Game’ er det blot forfriskende og fornyende.
Det er nemlig med til at udfordre den engelsksprogede dominans i populærkulturen. Lokalproduktioner er en afgørende del af Netflix’ plan om at overtage verdensherredømmet, men når de lokale serier sprænger alle landegrænser, er det til glæde for os alle, som ’Papirhuset’ og ’Lupin’ er lignende eksempler på.
Disse successer fra eksotiske lande som Spanien, Frankrig og altså nu Sydkorea forstærker blot Netlix’ lyst til at kaste massive pengesummer efter serier fra hele verden.
Det kan man kun juble over.
’Squid Game’ kan ses på Netflix.