’Hellbound’: Helvede bryder løs i spændende og rørende sydkoreansk Netflix-serie
Sveden hagler ned ad hans ansigt, mens han sidder og stirrer på sin telefon. Rundt omkring på caféen opfører alle andre sig normalt, udvidende om den skelsættende begivenhed, de skal være vidne til.
Så bliver klokken 13:20 denne onsdag den 10. november. Og helvede bryder løs.
Tre kæmpe monstre smadrer igennem glasfacaden. Deres mål er manden, der panisk forsøger at stikke af og løber ud imellem bilerne, som holder i trafik-kø i Seouls gader.
Da de får indhentet ham, tæver og flår de ham til blods, indtil de hver holder en hånd henover hans blodige krop. Døden indtræffer, da de fjerner hans sjæl, så kun et forkullet lig er tilbage – og så forsvinder dæmonerne lige så pludseligt, som de kom.
Åbningen på Netflix-serien ’Hellbound’ fanger ens opmærksomhed med det samme, men er på sin vis også misvisende.
Det er faktisk forbavsende få øjeblikke i første sæsons seks afsnit, at co-serieskaber og instruktør Yeon Sang-ho slipper bæsterne løs. Hvilket må siges at være en anden strategi end den højoktan-splatterfest i ’Train to Busan’, som han også står bag.
Fokus er i stedet på den effekt, de brutale begivenheder har på menneskerne omkring dem.
Det viser sig nemlig, at alle ofre er syndere i større eller mindre grad. Og de er altid blevet informeret om deres personlige dommedag af et stort svævende hoved, som nogle tolker som en engel, der er budbringer af guds dom.
Og før nogen kan nå at sige religiøs fanatisme, bliver nypuritanisme den nye trend hos såvel unge som ældre.
Sæsonen er delt op i to. I første del følger vi politimanden Jin (Yang Ik-june), som prøver at hitte ud af, hvad fanden der foregår. På samme side finder vi advokaten Min (Kim Hyun-joo), der forsøger at være forkæmper for de helvedesdømtes rettigheder, da der tilsyneladende ikke er noget, der kan redde dem.
På den anden side finder vi Jeong (Yoo Ah-in), leder af den religiøse sekt Den Ny Sandhed. Tilhængerne er klar på at gøre, hvad end lederen befaler, og selvom han udadtil står for en fredelig tilgang, anser han syndere og dem, der beskytter dem, som (under)mennesker, der forbryder sig imod Guds vilje.
Det element bliver især belyst i seriens anden halvdel (afsnit 4-6), hvor vi skruer tiden fem år frem, hvor Den Ny Sandhed dominerer med den arrogance, alle totalitære organisationer præges af, så snart de får magten.
Yeon Sang-ho og medskaber og forfatter Choi Gyu-seok har i den efterhånden vanlige koreanske tradition (hej ’Parasite’ og ’Squid Game’) skabt et harmdirrende samfundssatirisk værk.
Målet for deres indignation er de mennesker i samfundet, som opportunistisk står klar til at piske en stemning op, så de for uanede beføjelser i den magtstruktur, de selv opfinder.
Med lidt god vilje kan der trækkes en linje fra Trump-følgere til disciplene i Den Ny Sandhed. En rabiat streamer (Kim Do-yoon), der er selvbestaltet leder af de nyreligiøse bøller i Pilespidsen, giver i hvert fald associationer til QAnon Shaman med hovedbeklædning og ansigtsmaling en masse.
Det skorter ikke på gode idéer, men udførslen halter indimellem. Tidsspringet kunne snildt være gemt til en eventuel sæson to, så de religiøse kræfters opstigning i samfundet havde fået mere plads til at udfolde sig her i første ombæring.
Monstrene får forhåbentlig også et løft – CGI’en er ikke altid flatterende, og man studser over, om dæmonerne ikke kunne se mere frygtindgydende ud.
Der er ingen tvivl om, at Yeon Sang-ho og Choi Gyu-seok ved, hvor de vil slutte henne. Vejen dertil virker ikke helt klar endnu, men sæsonens store cliffhanger opildner uden tvivl interessen for at se mere til de tre inkassobæster fra helvede.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.
Kort sagt:
Endnu en skarp, spændende og til tider rørende samfundssatire fra Sydkorea, denne gang med instruktøren af ’Train to Busan’ som afsender.