’The Matrix: Resurrections’: Slet ikke, hvad jeg havde regnet med – men ramte som et lyntog
Ligesom det originale cyperpunk-mesterværk ‘The Matrix’ afsender ’The Matrix: Resurrections’ et løfte om en voldelig opstand og revolution til tonerne af ’Wake Up’.
I 1999 var det rockgruppen Rage Against the Machine, der råbte ad os om at vågne op. I 2021, hvor alt er det samme, og så alligevel overhovedet ikke, er det cover-bandet Brass Against, som fylder højtalerne med fuldfede messinginstrumenter.
Det fremragende cover-nummer er emblematisk for instruktør Lana Wachowskis vidunderligt idiosynkratiske efterfølger til en af de mest kontroversielle, misforståede trilogier i det 21. århundrede. ’Resurrections’ er et reboot, et remake, en hyldest, en kritik, en videreførsel af mytologien og en dekonstruktion af alt, hvad den originale trilogi stod for.
Det hele begynder i bogstavelig forstand ved begyndelsen. Aktivisten Trinity (Carrie-Anne Moss… eller hva?) flygter over lejlighedstage fra betjente og agenter i simuleringen the matrix, hvor menneskeracen er trælbundet af maskinerne.
Alt imens ser den unge hacker ’Bugs’ (Jessica Henwick) til fra sidelinjen. I et øjeblik ser ’Resurrections’ ud til at følge i fodsporene af ’Avengers: Endgame’ og dens selvfede, men velfortjente sejrsgang igennem sin egen ti år lange franchise-historik.
Men med ét vender Wachowski op og ned på det velkendte scenarie. En af agenterne viser sig at være Morpheus, den legendariske oprørsleder, der gav den udvalgte Neo (Keanu Reeves) sin røde pille og frihed i den originale film. Evigt karismatiske Lawrence Fishburne er erstattet af ditto fabelagtige Yahya Abdul-Mateen II, og det står hurtigt klart, at denne Morpheus ikke er den samme, som vi mødte tilbage i 1999.
Brikkerne er alle de samme. Men ingen står på deres originale pladser.
Neo selv er tilbage som kontormusen Thomas Anderson, der i denne nye matrix selv har udviklet en ’The Matrix’-spilserie og står over for at skulle lave et nyt reboot 22 år efter den originale trilogi. Warner Bros. har langet penge over disken, og Andersons chef Smith (Jonathan Groff) har samlet et hold af marketingskonsulenter for at ramme den ønskede kundekreds.
For hvad var ’The Matrix’? En transhistorie? Eller en kritik af kryptofascisme? »Et ord: Bullet time!« bemærker Andersons misogyne kollega, urkomisk. Alt imens udspiller Trinity dagene som den utilfredsstillede hausfrau Tiffany med uønskede børn og en passiv aggressiv mand, spillet af ingen ringere end Reeves’ stuntdouble fra ’The Matrix’, Chad Stahelski!
Rundtosset endnu? Bare rolig, det er blot filmens introduktion.
’Resurrections’ var ikke den oplevelse, jeg havde troet, jeg ville få, da jeg med et års forsinkelse endelig kunne sætte mig til rette og se Lana Wachowskis længe ventede fjerde ’Matrix’-film.
Og det skyldes ikke kun filmens noget nær psykedeliske handlingsforløb, der er tættere beslægtet med ’Twin Peaks: The Return’ end med ’Star Wars: The Force Awakens’. Med biografer under lockdown måtte den fuldfede IMAX-oplevelse skrinlægges, og jeg så i stedet filmen presset op mod familiens fladskærm, med duften af andefedt i næseborene, Mariah Careys ’All I Want For Christmas Is You’ i øregangene og forældre og søskende i baggrunden.
Trods betingelserne skøjtede ’Resurrections’ igennem sin 148 minutter lange spilletid på så underholdende vis, at jeg flere gange var rørt til tårer. På grund af ambitionen, men især på grund af udførslen af dette enestående julemirakel.
Alle involverede leverer deres absolutte A-game. Førstegangsfotograf Daniele Massaccesi filmer de imponerende slow-motion action-poseringer helt tæt på kamphanerne, i kontrast til Bill Popes ikoniske panoramiske indstillinger fra ’The Matrix’. Skiftet giver en utrolig fysikalitet i samtlige action-set pieces, der dog ikke er mindre maksimalistiske end de ekstravagante forgængeres.
Hvem sagde masse-kamikaze-angreb fra højhuse under en intens biljagt?
Moss og Reeves, der begge ligner, at de er ældet 20 dage snarere end 20 år, finder dybde og patos i to karakterer, der oprindeligt ikke var meget mere end cipher-karakterer. Men det er det nye hold af skuespillere, som virkelig leverer varen.
Neil Patrick Harris giver en kuldegysende skurkepræstation som Neos egen Mephisto … og så skal jeg heller ikke røbe mere om den karakter. Jessica Henwick stråler i rollen som den idealistiske aktivist Bugs, der kun kender de to krigere som gamle myter. Men det er Groff, der i sin flamboyante fremtræden stjæler showet ved mere eller mindre at genopfinde Hugo Weavings Agent Smith og gøre ham til sin helt egen.
Lana Wachowski har i samarbejde med ’Cloud Atlas’-forfatteren David Mitchell skabt sit mest ambitiøse manuskript, der både omfavner og kritiserer Hollywoods reboot-kultur samt filmens egen position i landskabet. På forunderlig vis mister de dog aldrig fokus i en utroligt hjertevarm historie om, hvad der driver elskerne Trinity og Neo, og hvorfor frihedskæmperne bliver ved med at kæmpe mod samfundets rigide hierarkier.
Det er alle tematikker, som er centrale for den originale trilogi, og trods sine spændende metalege føles ’The Matrix: Resurrections’ essentielt som en naturlig fortsættelse af Neo og Trinitys kamp for menneskets frihed.
Her ligger den største overraskelse ved filmen også. Næsten tyve år efter ’The Matrix’ blev et tværmedielt imperium, er den grundlæggende historie om en trælbunden menneskerace i en simuleret verden stadig så forbandet tidslig.
Det er ikke svært at forestille sig, at Lana Wachowski takkede ja til at instruere ’Resurrections’, fordi Warner Bros. havde rebootet serien, om hun var om bord eller ej. Men i stedet for blot at løbe lalleglad til banken med rovgildet har hun vendt arsenalet mod dragen selv – med ét klart budskab:
Vågn op, Hollywood!
Kort sagt:
I sig selv er ’Resurrections’ en af de mest visuelt imponerende, oprigtigt originale blockbustere siden ’Mad Max: Fury Road’. Som en metakritik af Hollywoods sygelige reboot- og franchise-mani rammer den som et lyntog.