‘Sick!’: Earl Sweatshirts corona-album har ingen hooks og rimer meget af tiden ikke – men det fungerer
Earl Sweatshirt bliver kun mere fragmenteret for hver udgivelse. Der er i det hele taget få rappere derude, der så elegant formår at danne samlede stemningsbilleder gennem en række linjer, der ikke nødvendigvis direkte har noget med hinanden at gøre – man får en tankestrøm, der føles autentisk og umiddelbar, mere end den føles nøje planlagt med hver stavelses vægt grundigt gennemtænkt.
Det er absolut ikke en kritik af Earl, når jeg pointerer, at han har denne tilgang til sin kunst. Han er rigtig god til at skrive sange på den måde, og tilsat de barske, glitchede produktionsvalg på 2018-albummet ‘Some Rap Songs’ fik han dengang begået et karrieredefinerende storværk, der fornemt formidlede at være i syv sind under en hverdag fyldt med angst og depression.
Det var et match mellem lyrik og lyd, der fungerede så godt, at det var svært lige at finde ud af, hvor den amerikanske rapper kunne tage sin musik videre hen – hvorfor den efterfølgende ‘Feet of Clay’-ep lidt føltes som mere af det samme, men med knap så mange skarpe, mindeværdige øjeblikke.
Med det nye album ‘Sick!’ er Earl Sweatshirt fortsat bevidst om de styrker. Lyrisk består pladen stadig i høj grad af strøtanker, der i fællesskab tegner et billede af Earls liv, hverdag og tankegang.
Der er ingen omkvæd eller hooks, der er komponeret til at stikke mere ud end resten af sangen. Tit rimer linjerne ikke engang særlig godt, og det føles som et meget bevidst æstetisk valg. Kun fire af albummets ti sange varer mere end blot to minutter – fortrinsvist takket være gæsteoptrædener og længere instrumentale passager.
Albummet hedder ‘Sick!’ som respons på Covid-19, og musikken minder mig absolut om min sindstilstand, da jeg selv var smittet i efteråret 2020. Earl lyder træt, ugidelig og umotiveret. Men hans tankeliv er i fuld gang.
På ‘Lye’ overvejer han racepolitik i forhold til sorte menneskers hår, og hvorvidt han ville være sandfærdig over for sin arv, hvis han glattede sit hår ud. Og på ‘Titanic’ stresser han så meget ud over sin situation, at han slutter af med at gentage et par gange til sig selv, at han har brug for at slappe af.
Det er ikke videre nytænkende, og der er ikke nær så store emotionelle mavepustere, som vi fik på eksempelvis ‘Some Rap Songs’. Men som lytter bliver man stadig konfronteret med et tænksomt, ustabilt sind, der er fyldt med interessante observationer. Dertil bliver lytteren ganske effektivt indviet i Earls følelsesliv – både grundet de opfindsomme lyriske detaljer og hans levering, der på afstand kan føles apatisk, men som er fyldt med små nuancer.
Sonisk er vi et noget mere konventionelt sted end ‘Some Rap Songs’, og Earl har faktisk fundet en lyd, der klæder ham rigtig godt. Vi befinder os et sted midt mellem choppy MF Doom-klingende loops og den nyere bølge af moderne boom bap-produktion. Lydbilledet er underspillet og dechifrerbart, men det er også støvet i lyden og skævt i kompositionerne.
Earl har allieret sig med en håndfuld af feltets dygtige producere til denne opgave – blandt andre The Alchemist og Black Noi$e – men der er afgjort en stærk sonisk rød tråd, der skaber sammenhæng på albummet. Særligt afslutningsnummeret ‘Fire in the Hole’ går rent ind med sin følsomme klaveroutro.
På ‘Sick!’ har Earl Sweatshirt afgjort fundet en formel, der virker, men den er ikke videre udfordrende, og på et emotionelt plan ryger den ikke op nær diskografiens største udgivelser. Men jeg har alligevel formået ikke at blive det mindste træt af albummet efter gentagne gennemlytninger – for det er velproduceret, og Earl har rigeligt med underfundige observationer og kløgtige vendinger i sit arsenal.
Kort sagt:
Earl Sweatshirt befinder sig i lidt af en artistisk komfortzone på det corona-inspirerede album ‘Sick!’, men hans fragmenterede observationer er som regel skarpe, hans lidt døsige levering er relaterbar, og så er albummet spækket med fornemme produktioner.