Der er efterhånden en længere tradition for, at stjerner står for et stort anlagt musikalsk indslag til den årlige Super Bowl i USA. Før i tiden har legender som Prince og Bruce Springsteen lagt vejen forbi med overdådige shows, og sidste år stod The Weeknd for en imponernede optræden.
Men dette års Super Bowl 13. februar har alligevel star power på et helt nyt niveau. Begivenheden finder sted i Los Angeles, og derfor er det annonceret, at nogle af byens største stjerner overhovedet lægger vejen forbi – nemlig Dr. Dre, Snoop Dogg og Kendrick Lamar. Og det hele toppes så lige af med Eminem og Mary J. Blige.
Når der er lagt op til sådan en stor optræden, er traileren for showet selvfølgelig også nødt til at være spektakulær.
Den er instrueret af F. Gary Gray (‘Straight Outta Compton’, ‘The Fate of the Furious’) og følger musikerne på skift. Først står Eminem og battler sig selv, derefter kører Snoop ned af gaden i en karakteristisk low rider, så er Mary J. Blige til fotoshoot, og dernæst sidder Kendrick Lamar og skriver tekster. Til sidst møder vi maestroen selv: Dr. Dre.
Det hele er så maksimalistisk og overdådigt lavet, at det næsten bliver fjollet. Men det er samtidig også bare ret fedt. Altså, hvorfor skulle man ikke lave en koncerttrailer, der er cirka lige så gennemproduceret som en ‘Avengers’-film?
Nu må vi bare håbe, at selve showet kan leve op til reklamen.