Kavinsky

»I’m giving you a night call«, messer en vocoder-forvrænget stemme på ‘Night Call.’ Har du hørt noget til Kavinsky, er det højest sandsynligt den strofe, som nu er uløseligt forbundet med Nicolas Winding Refns filmhit ‘Drive’. Kavinsky passer stadig glimrende ind i det univers, men på producerens debutalbum er det tydeligt, at det er den tungere electro, som trækker i franskmanden.

Det er noget opsigtsvækkende, at en anseelig del af albummet har godt en håndfuld år på bagen: Den aldersforskel gør ‘Outrun’ til en opsummering af Kavinskys ideer gennem de seneste år frem for et udtryk for, hvor han er lige nu. Her er blandt andet ‘Grand Canyon’ fra 2008 med disco-samples og drama, ‘Testarossa Autodrive’ fra 2006 med testosteron og heftig stortromme, og så selvfølgelig godt en håndfuld nye numre.

På sin vis er Kavinskys lydbillede relativt ensartet, og størstedelen af albummet spiller da også på en blanding af videospil og distortion. Leder man efter et godt argument for, at den genre ikke døde i nullerne, skal man dog ikke hive det her album frem.

Det er særligt ærgerligt, da singlerne ‘Protovision’ og ‘Roadgame’ viser, at Kavinsky kan mere, end vi hidtil har set. Selv om man dårligt kan kalde lydbilledet melodisk, formår franskmanden stadig at blande tunge synthesizere og en ’Drive’-klingende nostalgi, når han er bedst. Det er han desværre bare kun i glimt på ‘Outrun’.