The Weather Stations nye sange er som rum, man kan træde ind i, og stier, man kan fare vild af
Ser vi lige bort fra popscenen og en vis Olivia Rodrigo, stod Tamara Lindeman for musikåret 2021’s måske mest bemærkelsesværdige gennembrud med The Weather Station-albummet ’Ignorance’ (årets bedste ifølge Soundvenue), der på forrygende vis flettede sofistikeret, jazz-lænende pop sammen med klimakrise, kapitalismekritik og kærlighedsbekymringer.
Bare et år senere er hun allerede klar med en efterfølger, som det måske er mere passende at betegne som en form for ledsageudgivelse til ’Ignorance’ – dels indeholder ’How Is St That I Should Look at the Stars?’ nummeret ’Ignorance’, der altså gav navn til forgængeren, men albummet blev også indspillet i umiddelbar forlængelse af ’Ignorance’ under den første Covid-nedlukning i foråret 2020.
At underbetone opfølger-aspektet ved det nye album giver god mening i forhold til at forventningsafstemme: ’How Is It That I Should Look at the Stars?’ er en helt anderledes oplevelse end ‘Ignorance’, og det gør man som lytter klogt i at respektere.
Forventer man percussion-drevet lækkerhed a la ’Ignorance’, vil man blive slemt skuffet: Det nye album er Lindeman stort set alene ved klaveret over ti sange afviklet på 32 minutter. Der er ikke skyggen af percussion på albummet – og netop den varierede brug af percussion var et af de primære karakteristika ved ’Ignorance’.
Lindeman har op til udgivelsen talt om, at netop dette kuld sange er båret af en udpræget grad af improvisation. Og de klavermelodier, hun gennemspiller på albummets sange, virker da også ved første – og anden og tredje, for den sags skyld – gennemlytning som variationer over den samme melodi, den samme grundstemning, det samme tempo. Det er derfor den dagbogsagtige lyrik, der først for alvor fanger opmærksomheden og giver én lyst til at genbesøge de skitseagtige kompositioner.
Albummets første linjer (på sangen ‘Marsh’) lyder: »The year was unrelenting / we argued all the time«. Og på lignende vis bliver lytteren fra sang til sang kastet midt ind i en voldsom, men sært kontrolleret, følelsesstorm. Man skal ikke mange linjer ind i sangene, før de griber fat i struben: »In another life I might trust you / in the way I cannot in this one« (‘Taught’).
Det er som om, noget ved sangenes indbyggede karakter inviterer til, at man som lytter ledes ind i en intim sammenhæng med ordene, stemmen, klaveret – i den rækkefølge. Indtil man – både tummelumsk og afklaret – opdager, at alle albummets ti sange som en helhed træder frem som en omfavnelse, rum man kan træde ind i og føle sig set og genkendt i.
Lindeman er fortsat optaget af sammenspillet mellem menneske og natur. Det er observationer af naturen, der ofte sætter refleksioner over kærligheden til den anden i svingninger. Naturen fungerer både som et spejl for fortællerstemmen, men den er også det fremmede, som gør hende opmærksom på, at kærlighed kan føles kunstig og midlertidig. Naturen er både en kilde til ro og accept og en kilde til uro, en årsag til at fare vild i sig selv eller invitere til konflikt.
»I never got used to the sound of the magpie / it set my skin on edge, it called like a child / like a dog, like the wind caught in a fence / when we talked it interrupted / and I would never know what it meant«, synger Lindeman på emblematisk vis på ‘Ignorance’.
Nogen vil savne melodi, rytme og fremdrift i de her sange. Jeg tillader mig at komme med en formaning: Giv nu det her album tid.
Kort sagt:
Nogen vil savne melodi, rytme og fremdrift i Tamara Lindemans nye kuld sange, der er båret af stemme, lyrik og klaverimprovisation – og så godt som ingen ledsagelse. Støt, men roligt, åbner lyrikken dog vinduer ind til sangenes stille, bankende hjerte: Rum, man kan træde ind i, og stier, man kan fare vild af – alt efter temperament.