’Drive My Car’: Japansk Oscar-vinder efterlader én som et åbent sår i biografsædet
Det var brandærgerligt, at ’Flugt’ ikke hev nogen Oscar-statuetter hjem i søndags. Men når man endelig skal slås på målstregen, er det ingen skam, når vinderen er japanske Ryusuke Hamaguchis ’Drive My Car’:
En mesterligt smuk, menneskeklog, mystisk og underspillet tre timer lang meditation over sorg, skyld, sprog, kommunikation, kreativitet og kunstens helende kraft og en effektiv slow burn-oplevelse, der langsomt, men sikkert skyller ind over én og efterlader én som et åbent sår i biografsædet.
Filmen, der havde verdenspremiere i hovedkonkurrencen i Cannes, er baseret på en novelle af Haruki Murakami af samme navn fra novellesamlingen ’Mænd uden kvinder’, men Hamaguchi og manuskriptforfatter Takamasa Oe har udfoldet historien betragteligt.
Vi følger den midaldrende teaterinstruktør Kafuku (Hidetoshi Nishijima), der er gift med tv-forfatteren Oto (Reika Kirishima) og bor i Tokyo. Filmens 45 minutter lange prolog skildrer deres forhold, der på mange måder er givende og blandt andet involverer den kuriøse praksis, at hun finder på sine historier, mens de har sex, hvorefter han genfortæller dem til hende.
Kafuku plages dog af, at han ved, hun er utro, men ikke konfronterer hende. I starten af filmen får han efter en bilulykke konstateret begyndende grøn stær, og de blinde vinkler er et symbolsk tema i filmen. Da Oto pludseligt dør, er Kafuku efterladt alene tilbage med sine uforløste følelser, der transformerer sig til en uforløst sorg.
To år senere takker Kafuku ja til et instruktørjob på en teaterfestival i Hiroshima, hvor han skal sætte Tjekhovs ‘Onkel Vanja’ op. Hans stil er at caste skuespillere, der taler forskellige sprog, som her spænder fra japansk og mandarin til koreansk tegnsprog.
Da en ung skuespiller, Koshi (Masaki Okada), som Kafuku genkender som Otos elsker, overraskende dukker op til audition, caster han ham som Vanya – en rolle, som ellers ligger til en ældre mand, og som Kafuku selv har spillet mange gange. Er det en raffineret form for hævn eller et forsøg på at overføre sin identitet til den yngre mand?
Vi er aldrig sikre på Kafukus motiver, og han er også selv dygtig til at undertrykke sine følelser. Til Koshis spørgsmål om, hvorfor Kafuku ikke selv spiller rollen, svarer han, at han ikke har kræfter til rollen længere, fordi Tjekhov »trækker dit virkelige jeg frem«.
En stor del af filmen følger prøverne på ’Onkel Vanya’, der uden at kommentere Kafukus liv direkte afspejler hans følelser af melankoli, handlingslammelse og manglende selvværd. Samtidig undersøger prøverne skuespillernes interne kommunikation på tværs af de sproglige barrierer. Kafuku bliver ved med at bede skuespillerne om at fokusere på deres egen tekst frem for deres medspiller ud fra en filosofi om, at hvis man kender sig selv, kan andre også forstå én.
Den filosofi er han ikke selv god til at følge i sit private liv. Men en ung kvindelig chauffør, som festivalen af forsikringsmæssige grunde insisterer på at hyre til at køre frem og tilbage til teatret, får stilfærdigt prikket hul i hans panser.
Først protesterer Kafuku over ordningen, fordi bilen er hans fristed, og han bruger bilturen til at øve teksten, som Oto har indspillet på kassettebånd. Men langsomt kommer han til at sætte pris på den fåmælte Misaki (Toko Miura), som viser sig at bære på sine egne hemmeligheder, skyld og sorg.
I begyndelsen er det kun båndet med ’Onkel Vanya’, der bryder stilheden. Men efterhånden begynder de at dele deres indre dæmoner. Udviklingen i deres forhold skildres organisk og rørende, men ligesom resten af filmen på en fin underspillet måde, der lader publikum tænke selv. Følelser bliver aldrig sagt ligeud, og alle karakterer fremstår som mystiske og fascinerende væsner, hvis hemmeligheder man gerne tilbringer timer på at finde ind til.
’Drive My Car’ sætter farten helt ned, og jeg vil ikke påstå, at dens tre timer ligefrem fløj af sted.
Men så alligevel. Når man overgiver sig til filmens poetiske, tænksomme og gådefulde stemning, lukker filmen én ind i en særlig meditativ tilstand, der ophæver tid og sted – ligesom Misaki kører så let og lydløst, at Kafuku indimellem glemmer, at han kører i bil.
Jeg kunne have siddet på bagsædet af Kafukus røde Saab i dagevis.
Kort sagt:
Japanske Ryûsuke Hamaguchis Oscar-vinder for bedste internationale film er en smuk, poetisk og eksistentiel fortælling om sorg, kunst, heling og forening, der sætter dig i en vægtløs trance på bagsædet af en rød Saab.