Hallway-kampscenen.
Du ved sikkert allerede, hvilken film jeg refererer til. En ondtudseende Choi Min-sik med død i øjnene og en blodig hammer hævet over hovedet. Omringet af mere og mere paniske gangstere i en beskidt, klaustrofobisk korridor.
Billedet gik verden rundt, da Park Chan-wooks neo noir ’Oldboy’ fik premiere på Cannes Film Festival i 2004.
Kampscenen, der følger – et longtake filmet som direkte fra helvede – sendte Park på kurs mod stjernerne som en af sin tids største instruktører. Sammen med landsmænd som Bong Joon-ho og Lee Chang-dong har han gang på gang fastslået, at Sydkorea er et mekka for genrenørder og cineaster.
Nybølgen af film fra landet, kendetegnet ved pludselige voldsudbrud, morbid humor og spændende genrehybrider, har i nyere tid givet os internationale gigantsuccesser som Bong Joon-hos Oscar-vinder ’Parasite’ og Netflix’ seerhit ’Squid Game’.
… Og alligevel føles det, som om den produktive, indflydelsesrige sydkoreaner Park er tand undervurderet. Ofte nedfiles hans mangfoldige oeuvre til det enkelte hovedværk fra 2003 eller sågar det ene billede af en mand med en hammer.
For ’Oldboy’ nævnes sjældent i sammenhæng med sine søskende ’Sympathy for Mr. Vengeance’ og ’Lady Vengeance’ i instruktørens fascinerende hævntrilogi. Der var ikke mange pip om hans serieadaptation af John le Carrés ’The Little Drummer Girl’ fra 2018 trods stjernestøvet fra Florence Pugh, Alexander Skarsgård og Michael Shannon. Og både hans fænomenale komedie ’I’m a Cyborg, But That’s OK’ samt vampyrgyseren ’Thirst’ er røget i glemmebogen.
Hans opfølger til ’The Handmaiden’ – en af de bedste film nogensinde! – lander lige om lidt i Cannes’ prestigiøse biografsale. ’Decision to Leave’ ligner endnu en rejse i menneskets mørkeste krinkelkroge, og med mange af instruktørens faste kollaboratører om bord er forventningerne med god grund tårnhøje.
Op til premieren giver vi her et lynkursus i, hvorfor Park er en af de mest visionære filmkunstnere de seneste 20 år.
Han omfavner den moderne tids eksistentielle terror
Landsmanden Bong Joon-ho skabte filmhistorie, da Oscar-statuetten for bedste film i 2020 gik til ’Parasite’. Bongs samfundskritiske thriller (?) om en fattig familie, som prøver at flygte fra underklassens kår ved at udnytte en anden families rigdom og dårskab, greb især verden på grund af dens specifikke historie om det materialistiske fangenskab, kapitalisme har trælbundet så mange under.
Selvom klasse ofte spiller en vigtig rolle i Parks værker – i ’Sympathy for Mr. Vengeance’ og ’Oldboy’ er hævnerskikkelsen en rigmand – er hans konflikter mere eksistentielle af natur. Mens de samtidig rammer en lignende universel nerve.
Mordmysteriet ’Joint Security Area’, der var gennembrudsfilmen i hjemlandet, følger to grænsevagters tragiske venskab (spillet af Song Kang-ho og Lee Byung-ho) på tværs af den koreanske grænse. Men i stedet for at fokusere på de ideologiske forskelle mellem kommunisterne og kapitalisterne er filmen interesseret i de arbitrære grænser, vi placerer imellem mennesker for at skabe had og splid.
»Vi er alle kammerater herovre. Jeg ønsker mig en bror«, siger den nordkoreanske sergent Oh til sin svorne dødsfjende og bedste ven.
Parks efterfølgende hævntrilogi er en meditation over selve hævnakten. ’Sympathy…’ er en comedy of errors, hvor en blanding af uheld, tilfældig ondskab og gode, men fejlplacerede intentioner fører samtlige karakterer imod afgrunden, alt imens de myrder og torturerer hinanden på mere og mere bestialsk vis.
’Oldboy’ handler om meningsløsheden i hævnhandlingen, ligegyldigt hvor gennemtænkt, betændt og ondsindet den så måtte være.
Afrundingen på trilogien, ’Lady Vengeance’, sætter hævnscenariet på spidsen, da selvtægtudøveren Lee tilbyder forældrene til en børnemorders ofre at stille ham til regnskab for sine modbydelige handlinger.
Mere håb er der at finde i hans senere filmværker. ’The Handmaiden’ er en af de få historiske queer-film, hvor hovedpersonerne ender sammen med livet i behold. Men den film hører til sjældenhederne for Parks triste skæbner, der med næb og kløer konstant er på en eksistentiel flugt fra tilværelsen.
I ’Thirst’ bliver en katolsk præst vitterligt til en vampyr. Større eksistentiel terror findes der ikke under fuldmånen.
Han er en bramfri, brillant galgenhumorist
Netop præmissen bag ’Thirst’ er sigende for resten af Parks filmografi. Selve ideen om en præst, der bliver til en vampyr, er hyldende morsom. Og den er langt fra alene med et spydigt set-up. ’The Handmaiden’ er et kådt lesbisk kostumedrama, der ikke efterlader noget til fantasien, men som samtidig ser indigneret på mænd, der savler over pornografi.
Det humoristiske element melder sig konstant på banen. Park har en utrolig evne til at opbygge Hitchcock’sk suspense, men han viser ofte disse voldsomme, spændingsmættede scenarier på overraskende gakket vis.
I ’Sympathy…’ forårsager hovedpersonens døvhed en lille piges voldsomme druknedød. Det hårdtslående twist i de sidste minutter af ’Oldboy’ involverer en absurd intrikat plan, udtænkt over årtier.
Og i ’I’m a Cyborg…’ introduceres samtlige patienter på den lukkede afdeling på stereotyp vis som voldspsykopater og infantile ofre. Pludselig viser lægen, som har ført hovedpersonen rundt i hospitalet, sig selv at være en patient, der er lystløgner, og hvis hukommelsestab er forårsaget af elektrochok …
Alle Parks film handler om en uundgrundelig ondskab, men i modsætning til landsmanden Kim Ki-duk (’Tomme huse’) svælger instruktøren aldrig i ondskaben eller lader den stå alene som den eneste faktor i menneskets kår. I stedet gør den gakkede, ofte provokerende humor ondskaben og tragedierne håndgribelige.
Det er samtidig krydderiet, som gør Parks ellers begsorte fortællinger så forbandet underholdende. Som Hitchcock viser han os stolt, hvor bomben er placeret, før han tænder den. Men i stedet for et simpelt brag præsenteres vi for nuancerede øjeblikke af utrolig vold og traume, som både bliver styrket og punkteret af humor.
Han omringer sig med det ypperste talent
Ingen af disse utrolige fortællinger ville være nær så rammende, hvis det ikke var for holdet af filmfolk, instruktøren har samlet om sig. Indiewires filmkritiker David Ehrlich bemærkede i en kommentar tilbage i 2016, at Oscar-akademiet burde nominere ’The Handmaiden’ i samtlige tekniske kategorier. Argumentet er langt fra tosset.
Den efterhånden legendariske fotograf Jeong Jeong-hun skaber totalbilleder som intet andet menneske på denne jord. Hans brug af fokusskifte og blocking gør samtlige konfrontationer, sexskapader og samtaler i det sirlige kostumedrama dynamiske og dragende.
Billederne er klippet af Kim Jae-beom og Kim Sang-bum, som med fingernemt redigeringsarbejde gentager filmens første halvdel fra et nyt perspektiv, uden at den på noget tidspunkt mister grebet om fortællingen.
Ligesom dem har filmens komponist Cho Young-wook, produktionsdesigner Ryu Seong-hie, kostumeskaber Cho Sang-kyung og make-up-artist Song Jong-hui samarbejdet med Park på mindst fire film. De har sikret, at hans film altid ligner en million, og at komplicerede handlingsforløb, intrikate plottwists og upålidelige fortællere aldrig står i vejen for underholdningsværdien.
Park Chan-wooks manuskriptforfatter Chung seo-kyung er dog uden tvivl hans vigtigste samarbejdspartner. Siden den tragikomiske hævnsymfoni ’Lady Vengeance’ har hun skrevet samtlige af hans sydkoreanske manuskripter. Fra den film og fremad skifter Parks fortællinger karakter. De bærer ikke samme præg af den altoverskyggende nihilisme som de foregående film, men dyrker i højere grad det aparte og bizarre.
Det giver et sjældent indre liv til karaktererne i Park og Chungs manuskripter. Fra den skrøbelige sindssygepatient Cha Young-goon (I’m a Cyborg…), der er overbevist om, at hun er en dræber-cyborg, komplet med hoverjets i fødderne og maskingeværsløb i fingrene, til den gemene grev Fujiwara, som i ’The Handmaiden’ blot vil være rig nok til at købe vin uden at se på prisen.
Mens tidligere tiders såkaldte auteurs blev hyldet som ensomme genier på toppen af tinden, er den dygtige, moderne instruktør i høj grad én, der kan samle et suverænt hold. Park Chan-wook er et prima eksempel på den tendens.
Det vides endnu ikke, hvornår ’Decision to Leave’ får dansk premiere.