»We’re not in Hawkins anymore«.
Sådan lød det i en af de første teasers forud for fjerde sæson af hitserien ‘Stranger Things’, og Wizard of Oz-referencen indikerede, at den næste ombæring ville komme til at inkludere nye ansigter og flere forskellige locations.
De første tre sæsoner havde udspillet sig i den fiktive lilleby Hawkins, Indiana, og serien havde blandet alt fra humor og teendrama til fantasy og horror. Men noget kan tyde på, at seerne i den fjerde sæson vil blive trukket ud af det velkendte lillebymiljø og ind i et mørkere og måske mere modent univers.
De to skabere, Matt og Ross Duffer, har da også udtalt til Entertainment Weekly, at den fjerde sæson ville åbne sig op for nye plotbuer og lokaliteter og en på mange måder større fortælling.
Optagelserne fandt sted i blandt andet Georgien, Litauen og New Mexico, og den kommende sæson er større og mere vildtvoksende end nogensinde med et begyndelsesafsnit på 76 minutter, et finaleafsnit på to en halv time og en samlet spilletid på næsten 13 timer (fordelt over ni afsnit). Denne gang lanceret i klynger, så folk må vente i spænding på de sidste kapitler.
Fra allerførste afsnit har ‘Stranger Things’ handlet om outsidere. At føle sig udenfor, at blive mobbet og ekskluderet og at adskille sig fra andre på forskellige måder.
Undervejs er nye originaler og outsidere føjet til. Først skaterpigen Max med den irriterende storebror og den indestængte vrede og siden den charmerende Robin, der i en af seriens mest mindeværdige scener sprang ud som lesbisk.
I tredje sæson blev Robin ven med den pigeglade Steve, men i den nye sæson udvikler der sig også et lidt uventet venskab mellem Robin og Steves ekskæreste Nancy, ligesom Steve tidligere udviklede en overraskende og næsten broderlig forbindelse med den nørdede dreng Dustin.
I den nye sæson er outsidertemaet mere fremtrædende end nogensinde, ikke mindst i forhold til Jane/Eleven, der nu er flyttet til Californien med Byers-familien og kæmper for at passe ind i et nyt skolemiljø blandt smarte piger og blaserte storbytyper.
Men temaet ses også omkring Lucas, der begynder at spille basketball med de populære drenge, og Will, der virker mere tynget end nogensinde. Som var han fremmed, ikke blot i Californien, men i sin egen krop.
Da jeg mødte ’Stranger Things’-castet over en videoforbindelse, startede vi netop med at tale om outsidertemaet.
Maya Hawke (Robin): »‘Stranger Things’ dyrker odd couples, og Robin og Nancy er et sjovt eksempel på et sådant odd couple i den fjerde sæson. De er meget forskellige, men hjælper og lærer af hinanden«.
Joe Keery (Steve): »I begyndelsen portrætteres Steve ikke som en outsider. Snarere tværtimod. Han fremstår som en populær fyr. Men på en måde er han en outsider. Han føler sig i al fald som sådan, måske fordi han forsøger at fremstå på en måde, som ikke er i overensstemmelse med den, han faktisk er«.
»Alle personerne i serien er på en eller anden måde outsidere. Forskellige former for outsidere eller karakterer, som ikke helt passer til de sociale normer og standarder. Det er flot, at Duffer-brødrene har formået at gøre det med alle karaktererne i serien. Joyce er for mig at se en outsider, og det samme kunne man sige om Jonathan, Nancy, Mike og Eddie (en ny karakter i den kommende sæson, red.). Josephs karakter (Eddie) er en fantastisk overraskelse, og han føjer noget nyt til hele den vibe, der er i serien«.
Joseph Quinn (Eddie): »Eddie er nok den mest interessante karakter, jeg nogensinde har spillet. Det er sjovt at spille en sådan outsiderkarakter, og jeg nød det virkelig. Jeg glæder mig til at se, hvordan folk tager imod karakteren og hele konceptet i den nye sæson«.
Maya Hawke: »Alle er outsidere på en eller anden måde. De føler, at de står udenfor og kigger ind på de andre. På inderkredsen«.
Joe Keery: »Netop! Alle føler sig udenfor. Og samspillet mellem Steve og Dustin er endnu et eksempel på det. Vi er et odd couple. I anden sæson var plotbuerne for Steve og Dustin begge åbne, så Duffer-brødrene endte med at sætte os sammen. Det var lidt af et heldigt sammentræf, men godt set af Duffer-brødrene«.
Maya Hawke: »Når man ser Gaten og Joe sammen, så virker det uundgåeligt. Deres samspil lyser op på lærredet«.
Gaten Matarazzo (Dustin): »Joe er den værste! Jeg er besat af ham, og det har været en stor fornøjelse at arbejde sammen med ham. Det ville nærmest være en forbrydelse over for fansene, hvis der ikke kom flere scener med Dustin og Steve«.
Musikken som følgesvend
I en scene i den nye sæson stiller den nye, førnævnte karakter Eddie sig i stil med Berger fra musicalen ’Hair’ op på bordet og holder en inspirerende tale om konformitet og behovet for skævhed.
Referencen peger på et andet aspekt, som har spillet en fremtrædende rolle i hele ‘Stranger Things’, men som i denne sæson er endnu mere dominerende: musikken.
Populærmusikken spiller en særlig rolle i ‘Stranger Things’ for at give en nostalgisk oplevelse af 1980’erne og trække os helt ind i miljøet og karaktererne. Hvem husker ikke den forrygende anvendelse af ’The NeverEnding Story’, der fik Limahl tilbage på hitlisterne og sendte hans 80’er-ballade i hidsig rotation på Spotify?
Og hvad med den smukke anvendelse af ’Heroes’ i forbindelse med oplæsningen af Hoppers brev i slutningen af tredje sæson?
Da jeg spurgte til skuespillernes favoritter blandt seriens musical moments, var Finn Wolfhard hurtig til at tage ordet:
Finn Wolfhard (Mike): »Der er en fantastisk scene i første sæson, hvor de bruger Peter Gabriels version af ’Heroes’, og jeg lytter stadigvæk til ’Should I Stay or Should I Go?’. Den bruger de helt fantastisk. Det kan ikke gøres bedre«.
»Der er også en sekvens i tredje sæson, hvor de ser ’Back to the Future’ i biografen, og Dustin forsøger at få fat i mig. Vi har ikke talt i dagevis, og til sidst får han endelig kontakt til mig, mens Dustin er i operatørrummet ved biografen. Her fik Duffer-brødrene lov til at bruge den oprindelige musik fra ’Back to the Future’, der her bliver brugt som et slags score i ’Stranger Things’, bedst som Mike og Dustin får kontakt til hinanden igen. Jeg elsker den scene«.
»I den nye sæson er der også flere gode eksempler. Der er blandt andet en ret morsom anvendelse af ’Pass the Dutchie’, som Eduardo Francos karakter (Argyle) lytter til, mens han kører i bil. Men der er i det hele taget mange gode musical moments i serien. Forud for anden sæson af ‘Stranger Things’ viste de en trailer ved Comic Con foran tusindvis af fans, og her fik Kyle Dixon og Michael Stein, som laver musikken til ‘Stranger Things’, lov til at lave et remix af Michael Jacksons ’Thriller’. Det er en af de vildeste ting, jeg nogensinde har hørt …«
Mørkere og mere moden
Selvom nostalgien stadig er en afgørende faktor i ’Stranger Things’, er der samtidig skruet op for den mørkere og mere alvorlige tone i den nye sæson.
Og det påvirkede også skuespillerne i deres arbejde med karaktererne, fortæller de:
Sadie Sink (Max): »Min karakter går igennem nogle tunge ting i den nye sæson, og det var spændende at udforske de dele af Max og finde ud af, hvordan de mørke toner ville klæde hende som karakter. Det føltes troværdigt i forhold til Max som karakter, og manuskriptet var godt, hvilket gjorde det lettere for mig som skuespiller«.
»Der har altid været overnaturlige og mørke aspekter i serien, men i denne sæson føles det mere menneskeligt. Matt og Ross (Duffer) er ikke bange for, at vi bliver ældre. De har gjort det til en naturlig del af fortællingen, sådan at karaktererne får lov at modnes i takt med, at vi selv bliver ældre«.
Gaten Matarazzo (Dustin): »Det føles, som om de skruer op for det hele, både hvad angår humoren og uhyggen. Tidligere har serien haft mere præg af science fiction, men denne gang er mørket mere fremtrædende. Vi får lov at dyrke hele denne ’Nightmare on Elm Street’-stemning, og netop ’Nightmare on Elm Street’ har været en stor inspirationskilde i forbindelse med den nye sæson«.
Joseph Quinn (Eddie): »Det hele virker større og mørkere, og jeg tror, at den nye sæson kommer til at overraske seerne«.
’Stranger Things’ sæson 4 får premiere på Netflix 27. maj.