Åbenbaring på NorthSide: Nu forstår jeg endelig, hvorfor Nick Cave decideret forgudes
Jeg er ikke nødvendigvis stolt af at indrømme det, men indtil nu har jeg ikke helt fattet appellen ved Nick Cave. Jovist, både 2016’s ’Skeleton Tree’ og 2019-efterfølgeren ’Ghosteen’ var da rørende øjebliksbilleder af sorgen, men jeg har alligevel aldrig rigtigt helt forstået, hvorfor så mange mennesker forguder ham.
Eller sagt på en anden måde: Jeg har nydt Caves musik uden egentlig at føle den.
Men jeg følte så sandelig noget torsdag aften i Eskelunden. Et eller andet klikkede ganske enkelt for mig under Nick Cave and the Bad Seeds’ NorthSide-optræden, da Cave som en slags depraveret Jesus-skikkelse bogstaveligt talt sparkede koncerten i gang med en manisk version af ’Get Ready For Love’.
Det blev samtidigt startskuddet til en stribe højenergiske rocknumre, der så Cave fare rundt på scenen og vride sig, som var han besat. Det er på ingen måde til at se, at manden er 64 år gammel.
Efter en voldsom start på koncerten skruede det ti personer store orkester ned for tempoet med en række intime klaverballader, der foruden en smuk og sing-along-venlig version af klassikeren ’O Children’ også talte en mere afdæmpet udgave af ’Jubilee Street’ (»This song is for the queen. Our queen. Or your queen, I guess«, introducerede Cave nummeret) og Warren Ellis-duetten ‘Bright Horses’.
Og lige der – da den storskæggede violinist og multiinstrumentalists gudeskønne falset satte ind under ’Bright Horses’ – fik jeg en åbenbaring. Pludselig forstod jeg, hvorfor Caves musik har rørt så mange.
Nick Cave and the Bad Seeds er et af den slags bands, der er som skabt til natten, og det tog unægtelig lidt af oplevelsen, at første halvdel af koncerten foregik i dagslys. Og frontmanden vidste det godt selv! »This fucking daylight. We really should sort this out«, bemærkede han allerede efter første nummer.
Heldigvis faldt mørket på lige i tide til aftenens absolutte højdepunkt: En fuldkommen vanvittig og gåsehudsfremkaldende fremføring af nummeret ’Higgs Boson Blues’, der ingen ende ville tage.
»Here comes something truly … uh, I don’t know. Beautiful? Terrifying? It’s hard to tell these days«.
Sådan præsenterede Nick Cave ‘Carnage’-højdepunktet ‘White Elephant’, og det opsummerer faktisk meget godt hans nærmest messende NorthSide-koncert, som til tider var både smuk og skræmmende.
Betragt mig som konverteret.
Kort sagt:
Nick Cave and the Bad Seeds sparkede, bandede og messede sig igennem en både smuk og skræmmende NorthSide-koncert, der for mit vedkommende føltes som en åbenbaring.