’Atlanta’ sæson 3: Ny sæson af Donald Glovers mesterserie er hans ’Beautiful Dark Twisted Fantasy’
Hvilke filmskabere ved man aldrig, hvor man har? Jeg kan komme i tanke om to ældre hvide mænd med efternavnene Lynch og Trier. Og så er der Donald og Stephen Glover.
Med sæson tre af ’Atlanta’ har brødreparret begået endnu en surreel udflugt af uforudsigelige afstikkere, uden at vi for alvor kommer i tvivl om, hvor vi tematisk skal hen.
Tilbage i 2018 udtalte Donald Glover ellers, at sæson tre ville blive deres tilgængelige og højt flyvende svar på Kanye Wests ’Graduation’. Skal man referere til Ye’s univers, har vi dog mere at gøre med et ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ eller et ’Yeezus’.
For hvis du håber, at sæsonen følger Alfred ’Paper Boi’ Miles’ (Brian Tyree Henry) fortsatte vej mod hiphop-toppen på tour Europa sammen med Earn (Donald Glover), Darius (Lakeith Stanfield) og Van (Zazie Beetz), bliver du slemt skuffet. Europa-turnéen, der blandt andet kort kommer forbi København, er mest af alt baggrundsstaffage. Slænget ses kun samlet et par gange. I fire afsnit er de slet ikke med.
Glover-brødrene vil tage os helt andre steder hen.
Hen til en vild meditation af galskab og galde over sorthed og især hvidhed. Over temaer som kulturel appropriation, hvidt frelserkompleks, hudfarve som kulturel kapital af forskellig værdi og hvides bodsøvelser for slaveritiden. I det hele taget gennemstrømmes afsnittene af sorte og hvide spøgelser fra fortiden, som nutiden ikke kan undslippe, og som stadig giver sig til kende i sociale forskelle.
Det unikke ved ’Atlanta’ er, at temaerne sjældent pakkes ind i en udstrakt gysermetafor, som i tidens ellers populære Black Horror-fiktioner. Surrealismen og mørket i ’Atlanta’ har rod i virkeligheden eller i en virkelighedserfaring som sort.
Som i den forrygende sæsonåbner ’Three Slaps’, der starter som en mareridtsagtig ’Twilight Zone’-sekvens med en sort og en hvid mand i en båd og derefter glider videre ind i en uhyggelig cautionary tale om drengen Loquareeous, som sendes i familiepleje hos et ungt lesbisk par, hvis udnyttelse af sorte børn til deres landbrug har stærke slavekonnotationer.
Afsnittet forekommer som en grotesk fantasi, indtil man opdager, at historien er en næsten 1:1 genskabelse af en virkelig tragedie.
Seriens mange racismebetonede scenarier emmer af en befriende vrede og indignation hos serieskaberne. Nogle steder kammer det over i lidt for eksplicitte fremstillinger. For eksempel konfronteres Alfred og Earn med blackfacing en masse i Amsterdam i forbindelse med hollændernes omdiskuterede Sinterklaas-højtid. Eller i London, hvor Darius tager en hvid kvinde med på nigeriansk restaurant og senere møder hende som ejer af en foodtruck, der fuldstændig udvander det nigerianske køkken.
Ellers fortælles meget i en gådefuld form og i symboler, hvor ’Black Panther 2’ og kendte hvide ansigter som Alexander Skarsgård, Tom Hanks søn Chet og Liam Neeson repræsenterer bestemte betydninger taget fra virkeligheden.
Neeson indfanger nærmest sæsonens komplekse tematisering af de (forbandede) privilegier, der hører med til at være hvid, i én sætning. På en bar i Amsterdam forklarer den nordirske skuespiller over for Alfred, at »det bedste og værste ved at være hvid er, at vi ikke behøver at lære noget, hvis vi ikke har lyst«.
Neesons tilstedeværelse spiller på de kontroversielle udtalelser om, at han engang havde villet dræbe en sort mand, som havde voldtaget hans veninde.
Virkelige sager om sorte og hvide drages ind, men gennem seriens surreelle foranderlige form sidder man ofte tilbage ophobet af tanker og af ubehag uden klare svar på, hvad man lige har set. Instruktør Hiro Murai mestrer at lege med vores rumforståelse, og med enkle kamerabevægelser fremkalder han gang på gang kuldegysende stemningsskift.
Ikke bare ’Black’, men ’Blackest Mirror’ har Stephen Glover kaldt sæsonens selvstændige historier uden hovedcastet. Et velstående hvidt par opdager, hvordan den afdøde barnepige fra Trinidad og Tobago har sat stærke kulturelle spor i deres barn. I et sort-hvidt 40’er drama sat i nutiden har en highschool-elev af en sort far og en hvid mor levet højt på sin hvide side, indtil en sort entreprenør en dag tilbyder at betale college for alle skolens sorte elever.
Et af de sjoveste og mest gennemførte afsnit, ’The Big Payback’, arbejder ud fra præmissen om, at efterkommere af slaver begynder at vinde erstatningssager i millionklassen mod hvide med rødder til slaveejere. Historien bliver en monetær værdi, og med ét vendes den sociale rangorden på hovedet. Det er den hvide mands mareridt på 30 minutter.
Konsekvensen af sæsonens temabaserede afvigelser fra hovedfortællingen er desværre, at Lakeith Stanfields altid tankevækkende møder med normaliteten som den spirituelle Darius fylder mindre. Enormt dygtige Zazie Beetz forsvinder som Van ind i sig selv og forsvinder helt for så at dukke op i sæsonens sidste barokke ’Amélie’-eventyr i Paris, der typisk for serien slutter på en tung eksistentiel note.
Hvis sæsonen har et fundament og en fremdrift er det i kraft af Alfreds fortsatte fremmedgørelse over for sine fans og omverden og en grundlæggende traumetynget tilstand. Brian Tyree Henry gestalter helt fænomenalt frygten, udmattelsen og den store sårbarhed alene med øjnene. Den mand kan ikke få nok anerkendelse.
Det samme gælder sæson 3 af ’Atlanta’ som helhed. Donald og Stephen Glover er igen gået deres egne veje og har skabt en Beautiful Dark Twisted Fantasy over relationerne mellem sorte og hvide og ikke mindst forholdet til deres egen hudfarve.
Kort sagt:
’Atlanta’s påståede Europa Tour er ren lokkemad for en uforudsigelig, dybere rejse imod en forståelse af, hvad det vil sige at være sort og hvid, og hvorfor forskellene stadig er nødvendige at reflektere over.
Anmeldt ud fra hele sæsonen.