Det bedste og værste i ’Obi-Wan Kenobi’ – fra århundredets rematch til Revas redning

Den længe ventede Star Wars-serie om Ewan McGregors ikoniske jedi er nu slut. Og efter en broget omgang indfriede det sidste afsnit indfriede de håb, vi havde for serien.
Det bedste og værste i ’Obi-Wan Kenobi’ – fra århundredets rematch til Revas redning
Hayden Christensen i 'Obi-Wan Kenobi'. (Foto: Disney+)

Spoiler alert: Læs først artiklen, når du har set ’Obi-Wan Kenobi’ til ende. Indtil da kan du læse vores spoilerfri anmeldelse af de to første afsnit HER.

Selvom prequel-trilogiens kvalitet er omdiskuteret af Star Wars-fans, er der bred enighed om, at Ewan McGregor som den sassy jedi-mester Obi-Wan Kenobi er grænsende til perfektion med meget meme’ede replikker som »Hello there« og »I have the high ground«.

Efter at være nødsaget til at hugge 75 procent af sin bedste vens lemmer af er han dog en slagen mand i spinoff-serien ’Obi-Wan Kenobi’. Alt, hvad han tror på, er væk, og selv er han gemt væk på den fjerne ørkenplanet Tatooine for at beskytte galaksens nye håb, Luke Skywalker. Han bliver dog tvunget til handling, da dennes tvillingesøster bliver kidnappet fra sin hjemplanet Alderaan af Imperiets jedi-jagende inkvisition i et forsøg på at lokke Kenobi ud.

Selvom serien halter til tider – og endda indeholder den værste actionscene i Star Wars-universet nogensinde – formår den at udfylde hullet mellem Episode 3 og 4 på en god måde og uden at skabe store selvmodsigelser. Udviklingen fra en ptsd-ramt general, som slog sin bedste ven ihjel, til den godhjertede pacifist, vi møder i ’A New Hope’, giver klart mere mening nu.

Her samler vi op på det bedste og værste i serien, der efter seks afsnit nu er slut:

Det bedste: Hele sidste afsnit

Der var gode og dårlige øjeblikke fordelt jævnt ud på seriens første fem afsnit.

Heldigvis er sidste afsnit af serien næsten renset for lavpunkterne. Vi får to gode kampe som klimaks på både Obi-Wan og Revas historier – og en rørende åbenbaring for Kenobi i hans kamp mod Vader, da Vader bekræfter at der ikke er noget tilbage af Anakin, og at Vader slog ham ihjel (metaforisk, selvfølgelig).

Vi får også en fin afrunding for Leia og Obi-Wan, mens hans selvvalgte eksil skaber en plausibel forklaring bag den Obi-Wan, vi møder i Alec Guinness’ skikkelse i Episode 4. Det var lidt en skam, at vi først fik Liam Neeson at se helt til sidst, men det giver bedst mening sådan.

Ewan McGregor i ‘Obi-Wan Kenobi’ (Foto: Disney)

Det bedste: Århundredets rematch

Da Hayden Christensen blev afsløret på castlisten til serien, lovede Disney århundredets rematch. Vi regnede dog ikke med at se hele to af slagsen.

Først med en rusten Obi-Wan i defensiven over for den vredeste Vader, vi længe har set. Hvis det havde været den eneste duel, ville det være lidt skuffende ikke at se duellanterne i topform. Heldigvis giver sidste afsnit en god lang kamp mellem mester og lærling, hvor Obi-Wan får håbet tilbage, mens Vader blændes af vrede. Koreografien kan stadig ikke måle sig med deres duel i ’Revenge of the Sith’, men placerer sig godt mellem den og Alec Guinness og David Prowses duel på Dødsstjernen i ’A New Hope’.

Og faktisk så vi også en rematch mellem Vader og Reva, da vi lærte, at hendes rigtige mål var at hævne sig på Vader for at dræbe hendes med-ynglinge i jedi-templet.

Det værste: Akavet action

Soundvenues anmelder kaldte med rette jagtscenen med Leia i første afsnit »den værste action-scene i Star Wars-universet«. Kidnapperne blev stoppet af en lille kvist og løb så langsomt, at selv Jabba the Hutt ville kunne overhale dem.

Ligeledes undrede det mig, da Darth Vader stoppede jagten efter Kenobi, da en meget lokal brand kom i vejen. Selvom han lige havde trukket ham ind over ilden. Dermed blev en eller god scene afsluttet akavet.

Jeg forstår heller ikke, hvordan Obi-Wan formåede at snige sig forbi hundredvis af stormtropper og officerer med en lang frakke med et barn inde i uden at blive opdaget. Det var måske en del af Revas plan, men uoverbevisende udført.

‘Obi-Wan Kenobi’. (Foto: Disney+)

Det bedste: En ødelagt jedi-mester

Det var en meget anderledes Kenobi, vi mødte i serien, hvilket giver god mening, da den udfylder den del af hans historie, hvor han er absolut mest deprimeret. Han tror stadig, at Anakin er død, brændt levende. Da han vågner fra sine mareridt dækket i sved og kalder på sin surrogat-faderfigur Qui-Gon, giver det ham en følelsesmæssig dybde, som indtil nu har været henlagt til fantasien (og den fantastiske animationsserie ’The Clone Wars’).

Det giver nu bedre mening, at den dybt ptsd-ramte krigsveteran så sig nødsaget til at lyve for Luke, da han spurgte »Hvordan døde min far?« i ’A New Hope’. Faktisk er det Vader, der i sidste afsnit selv tager æren for at dræbe Anakin, hvilket giver Kenobi ro i sjælen over ikke at have skabt verdens bedste filmskurk.

Han får også endelig Qui-Gon at se igen, efter han accepterer sin skæbne som falden jedi-ridder og accepterer kraften igen.

Det værste: Klodset prequel-dialog

Selvom serien har sine perler som Darth Vaders »Jeg er, hvad du gjorde mig til«, var den desværre domineret af lidt kluntet dialog på niveau med Anakins akavede flirten fra prequelfilmene.

Især inkvisitorernes replikker internt bliver mere latterlige end skræmmende, især når de måles op imod den mest ikoniske filmskurks baritone, mekaniske stemme, som kunne få en indkøbsliste til at lyde truende.

Fjollet dialog er et genretræk for franchisen, og fans har gjort mange replikker til fast indgroede memes i vores hjerner, men dialogen i ’Obi-Wan Kenobi’ er ofte glemt hurtigt igen, når den da ikke direkte refererer til de tidligere memes, som Kenobis næstsidste replik, »Hello there«, til unge Luke.

Hayden Christensen som Vader i ‘Obi-Wan Kenobi’ (Foto: Screenshot)

Det bedste: Horrorskurken Vader

I den oprindelige trilogi så vi ikke meget til Darth Vaders ondskab. Han kvalte et par flådeofficerer i timen og dræbte Kenobi uden de store kvaler, men udover hans had til ineffektivt bureaukrati var han mere i kontrol over sine følelser, end vi ser her.

’Rogue One’ gav os den ikoniske gangscene, hvor hans sande styrke vises over for rædselsslagne rebeller, men i afsnit tre slagter han familier og brækker halsen på børn for at lokke Obi-Wan ud. Det lykkes, og vi ser, at hans længe udtænkte hævn mod sin gamle mester er mere ondskabsfuld end forventet.

Den nu 31-årige Vader er stadig fyldt med vrede og har næsten komplet undertrykt Anakin. Det gør det lidt sværere at anerkende hans skift til den lyse side i ’Return of the Jedi’, men vi har vidst, at han var barnemorder siden 2005, dengang var det blot off-screen.

Det værste: Set design og kameraarbejde

Da ’The Mandalorian’ først kom ud, indvarslede det en ny æra af Star Wars. Selvom den havde mindre budget end filmene, brugte de en ny teknologi, The Volume, som tillod dem at skabe de smukkeste kulisser med et fedt stilistisk indtryk.

Det er desværre ikke en tendens, de har fortsat i ’Obi-Wan Kenobi’, som ofte er skudt på kedelige locations uden for Los Angeles. Derudover er der ikke taget mange chancer med kameraarbejdet. Man drømmer sig hen til en af Kurosawas samurai-film, som jedierne er baseret på.

Moses Ingram som Reva i ‘Obi-Wan Kenobi’ (Foto: Disney)

Det bedste: Revas redning

Skuespilleren Moses Ingram modtog meget had for sin rolle som inkvisitoren Reva efter de to første afsnit, heriblandt racistiske privatbeskeder. Karakteren Reva var også lidt svær at regne ud i starten – hun virkede ikke lige så entydigt ond som de andre, der bar rødt lyssværd.

Men i løbet af serien lærer vi, at hun var en af de jedi-ynglinge, som Anakin dræbte under Order 66. Hun alene overlevede og infiltrerede Inkvisitionen for at hævne sig på den mørke fyrste. Hun spejlede Vader, fordi hun følte Obi-Wans svigt i træningen af Anakin på egen krop.

Hun går aldrig helt til den mørke side, og da hun står over for det samme valg, som Anakin gjorde – dræb et barn for at tage hævn over jedierne – lader hun være. Det er både en spejling af Luke, som får Anakin tilbage til lyset i ’Return of the Jedi’, men fungerer også for Obi-Wan som et håb for, at fremtiden kan blive lysere.

Hendes videre historie bliver interessant at følge. Måske bliver hun endda en helt og hjælper andre jedi-overlevere.

Obi-Wan finder jedi-detektiven Tera Sinube i Inkvisitionsborgens krypt (Foto: Disney)

Det bedste: Subtil fan-service

Superfans af Star Wars sidder klar ved hver en ny udgivelse med deres aurebesh-ordbog (Star Wars-universets alfabet) for at krydshenvise enhver reference. Til tider bliver fanservicen lidt for meget, som når der i ’Solo’ forklares, hvor Han Solo fik sit bælte/bakspejlsterninger/navn fra.

’Obi-Wan Kenobi’ får dog fint flettet nedslagtningen af jedier under Order 66 ind i en flot åbningsscene og andre referencer. Vi lærer for første gang i Disneys Star Wars-kanon, at fanfavoritten Quinlan Vos overlevede og kæmper videre. Vi så også jedi-detektiven Tera Sinube skæbne i Inkvisitionsborgen efter hans blot to optrædener i ’The Clone Wars’.

Problemet med fanservice er, at det ofte kobler nye fans af, men i serien blev det mere præsenteret som små hints til de indviede uden at trække resten ned.

’Obi-Wan Kenobi’ kan ses på Disney+.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af