’House of the Dragon’: ‘Game of Thrones’-spinoff kommer stærkt fra start – derefter venter bump på vejen
Havde man fortrængt, hvor meget George R.R. Martins fantasyunivers har at byde på efter den mildest talt ujævne afslutning på ’Game of Thrones’, kan jeg med glæde meddele, at de første tre afsnit af ’House of the Dragon’ – den første af talrige planlagte spinoffserier – genvakte mit håb for Westeros.
Selvom serien udspiller sig knap 200 år før handlingen i ’Game of Thrones’ – dengang Targaryen-slægten stadig sad tungt på Jerntronen i The Seven Kingdoms med drager som deres vigtigste allierede – føles alt på en måde ved det gode gamle, når vi vender tilbage til storsalene i King’s Landing.
Kongedømmet er ganske vist stærkt konsolideret med den godhjertede – og vægelsindede – Kong Viserys (Paddy Considine) på tronen. Men allerede fra første afsnit optegnes de interne stridigheder i slægten, som skal blive begyndelsen til enden for de magtfulde drageryttere og startskuddet til kampen om tronen, som vi kender den.
Viserys har ingen mandlig arving, og hans utilregnelige og småpsykopatiske lillebror Daemon (Matt Smith) ser sig selv som en oplagt arvtager. Samtidig er Viserys’ ældre kusine Rhaenys Valerayon (Eve Best) langt fra tilfreds med at være blevet forbigået, da deres bedstefar og hans adelsfolk udpegede Viserys som tronfølger – udelukkende fordi han var mand, og hun var kvinde.
Også Viserys’ unge teenagedatter Rhaenyra (Milly Alcock) mærker ulemperne ved at være kvinde i en tid, hvor man blev giftet væk for politisk gevinst med udsigt til at leve resten af sine dage som fødemaskine i et kærlighedsløst partnerskab. Selvom hun er Viserys’ førstefødte, er hun hensat til en plads på anden række. Konflikten ulmer.
Vi ved fra Shakespeare og ’Succession’, at tronfølge er en evig kilde til godt drama. Meget af tiden bevæger ’House of the Dragon’ sig da også ad vante stier, når den udlægger de konstante rænkesmederier i The Small Council, hvor alle udspionerer hinanden og tjener forskellige interesser – ikke mindst den suspekte Hand of the King, Otto Hightower (Rhys Ifans), som styrer kongen fra skyggerne og kører sin unge datter Alicent (Emily Carey) i stilling til et vigtigt giftemål.
Magtspillet er ikke helt lige så komplekst og tvetydigt som i ’Game of Thrones’, der tog sig god tid til at opbygge sine karakterer, deres motivationer og det politiske landskab i Westeros. Det bliver noget mere karikeret og forudsigeligt i ’House of the Dragon’, der ikke tager nær så mange chancer, som ’Game of Thrones’ gjorde – tænk bare på pilotafsnittets hårrejsende, incestuøse cliffhanger i Winterfell-tårnet.
Der er stadig orgier i Flea Bottoms horehuse, velskruede kampscener med ildspyende drager og masser af gore. Men det føles til tider mere som en tjekliste, end at serien egentlig har fundet sin egen identitet.
Til gengæld er de første afsnit glimrende i deres skildring af magtens byrde, der kræver utallige ofre – særligt for kvinderne, der går til i barselssengene, mens mændene lader livet i ligegyldige ridderturneringer for at spille med musklerne.
Milly Alcock spiller Rhaenyra – den egentlige hovedkarakter – med en blanding af ungdommelig trodsighed á la Arya Stark og modvilje mod de herskende magtstrukturer á la Sansa Stark. Sådan virker mange af karaktererne som åbenlyse paralleller til ’Game of Thrones’-karakterer – ikke mindst Paddy Considines opofrende regent, der som en anden Ned Stark bevæger sig nærmere mod sin egen undergang i forsøget på at gøre det rigtige.
Considines mangefacetterede præstation fortjener dog alligevel at blive fremhævet. Det er friskt med en karakter, som rent faktisk har gode intentioner, men hele tiden må gå på kompromis med sine idealer for at tjene realpolitikken – bundet af monarkiets lænker, som vi også har set skildret i ’The Crown’ og ’Spencer’.
Det er ikke, fordi han er en dårlig regent, han har bare ikke den rette støbning til at modstå sine adelsmænds manipulationer, og hans krop rådner bogstavelig talt op af presset.
Omkring fjerde afsnit begynder man at mærke, at serien står i stampe, og i de to efterfølgende afsnit tages der så markante spring i tid, at to hovedkarakterer erstattes af nye skuespillere. Fortællingen begynder at føles mere som en Wikipedia-gennemgang af de store linjer i Targaryen-slægtens historie snarere end et medrivende drama med øje for den kompleksitet, som definerede ’Game of Thrones’.
Det føles ikke som en episk legende om en vigtig epoke i Westeros’ historie, når plottet forfalder til banaliteter om ægteskab og affærer og glemmer de vigtige detaljer i magtspillet. Manuskriptet begynder at føles utroværdigt og rodet – blottet for den humor og charme, man fandt i ’Game of Thrones’.
Det er paradoksalt, at serien føles for fastlåst på for få karakterer – kontra ’Game of Thrones’, der havde talrige hovedkarakterer spredt ud over hele Westeros – uden at den samtidig formår at skabe nuancerede figurer, man har lyst til at følge.
Da hovedrollerne udskiftes i sjette afsnit, falmer en stor del af attraktionen, fordi nye forhold til skuespillerne og deres spillestil skal bygges op fra bunden.
Jeg er dog villig til at give serien en chance til at rette op på skaderne, fordi glæden ved at være tilbage i Westeros er markant, samtidig med at man fornemmer en god historie under dikkedarerne. Det er ikke bare kynisk univers-udvanding som i ’Obi-Wan Kenobi’-serien.
Man må blot håbe, at ’House of the Dragon’ skærper sit fokus, så den ikke bare føles som en lang, redegørende historietime, der kører brikkerne i stilling til et stort opgør uden helt at lave en overbevisende fortælling ud af rejsen derhen.
Kort sagt:
’House of the Dragon’ kommer stærkt fra start med tre afsnit, der emmer af fortælleglæde og respekt for George R.R. Martins univers – og selvom der kommer markante bump på vejen i de efterfølgende tre afsnit, er der stadig håb for, at sæsonen kan genfinde fodfæstet.
Anmeldt på baggrund af de første seks afsnit.