Engelske Daisy Edgar-Jones brød igennem som den introverte og usikre Marianne i hele verdens yndlingspandemiserie (efter ‘Tiger King’), Sally Rooney-kærlighedsdramaet ‘Normale mennesker’ fra 2020.
Siden har den i dag 24-årige skuespiller fra London demonstreret sit talent som romcomheltinde med et twist i kannibalgyseren ‘Fresh’ og mormonsk mordoffer i krimiserien ‘Under the Banner of Heaven’.
I filmatiseringen af Delia Owens bestseller ‘Hvor flodkrebsene synger’ fra 2018 spiller stortalentet sin hidtil mest prominente filmrolle som den unge kvinde Kya, der vokser op alene i marsken i det sydlige USA, efter hendes familie har forladt hende en efter en.
Fordi hun som et brændt barn holder sig for sig selv, synes indbyggerne i den nærliggende landsby, at hun er underlig og døber hende »Marskpigen«. Og da en ung mand, som Kya har haft et kærlighedsforhold til, bliver fundet død, bliver Kya retsforfulgt som hovedmistænkt.
Vi mødte Daisy Edgar-Jones over Zoom.
Hvad var din oplevelse af at læse ‘Hvor flodkrebsene synger’, og hvorfor tror du, at romanen har resoneret i en sådan grad med læsere?
»Jeg tror, at bogens temaer om at føle sig isoleret og som en outsider er meget universelle, ligesom dens kærlighedserklæring til naturen har resoneret bredt. Miljøet er skildret meget levende, og jeg var enormt opslugt, da jeg læste den«.
Hvad var dit første indtryk af Kya, og hvordan kunne du relatere til hende?
»Jeg kunne godt lide, at hun har så mange facetter. Hun er både modstandsdygtig og stærk, men også utroligt blid, stille og nysgerrig. Jeg kunne især relatere til hendes nysgerrighed. Jeg er altid nysgerrig efter at finde ud af, hvordan andre mennesker føler og tænker om livet eller en given situation, og grunden til, at jeg er blevet skuespiller, er netop, at det giver mig mulighed for at træde ind i en anden persons verdenssyn. Kya er også meget nysgerrig på det miljø, hun er omgivet af, og ønsker at forstå alt om det og give den viden videre til andre«.
Hvad synes du, vi kan lære af Kya som karakter?
»Jeg beundrer hendes modstandsdygtighed, som jeg faktisk ser som en meget almenmenneskelig kvalitet. Jeg tror, at vi som art har en evne til at rejse os efter mange strabadser. Jeg læste bogen under pandemien, hvor vi alle i forskellige grader oplevede isolation og en kollektiv global modgang«.
Hvad er for dig filmens budskab?
»Jeg tror, man kan tage mange forskellige ting med sig fra filmen. Men for mig var det blivende indtryk påskønnelsen af naturen, som vi ofte tager for givet. Kya har en kæmpe respekt for naturens verden og ønsker at forstå og passe på den«.
Dine mest prominente roller indtil videre, ‘Normale mennesker’ og ‘Hvor flodkrebsene synger’, er begge baseret på bøger. Hvad er fordelene og udfordringerne ved at spille en litterær karakter, som læserne allerede har et forhold til?
»Jeg tror altid, man vil føle et pres, når det kommer til at bringe en karakter til live, som folk allerede elsker og har realiseret i sit hoved. Især når det som her er en historie, som er læst og elsket af så mange«.
»Der var visse scener, blandt andet den, hvor Kya møder Tate for første gang, som jeg selv husker meget tydeligt i bogen, og som jeg derfor også fornemmer, at publikum vil have et klart billede af. Det tilfører da et vist pres. På den anden side er det utroligt nyttigt som skuespiller at have bogen som materiale, man kan referere til. Hele karakterens følelsesliv er jo skildret for dig i bogen«.
Det virker, som om outsiderrollen er en rød tråd i din karriere. Er du særligt tiltrukket af outsideren?
»Ja, det lader faktisk til at være en rød tråd for mig at spille outsider, men det er egentlig ikke et bevidst valg fra min side. Jeg tror, det hænger sammen med at spille roller på min egen alder. 20’erne er en formativ alder, hvor man forsøger at finde ud af, hvor man hører til, hvor man føler sig mest som sig selv, hvem man føler sig mest som sig selv sammen med, og hvem man i det hele taget er«.
Hvad er udfordringerne ved at spille en introvert og stille karakter, der tilbringer meget tid alene?
»Jeg elsker faktisk at spille karakterer, der er introverte og stille, og jeg kan godt lide scener uden dialog. Specielt i filmatiseringer af bøger kan det være fristende at fylde dialogen på fra alle kapitler, men det er vigtigt at tillade de stille øjeblikke. Jeg tror på, at publikum er naturligt empatiske og forstår, hvad en karakter går igennem uden at skulle have det fuldstændig forklaret. Det sjove ved at spille de stille øjeblikke er også, at de filmiske virkemidler kommer til sin ret«.
»Selvom jeg spiller afdæmpet, vil kameravinklen og musikken tilføre scenen en enorm mening, og den samarbejdsproces kan jeg enormt godt lide«.
Du har på dine fleste projekter arbejdet med kvindelige forfattere og instruktører: Sally Rooney, Alice Birch og Hettie Macdonald på ‘Normale mennesker’, Mimi Cave og Lauryn Kahn på ‘Fresh’ og i ‘Hvor flodkrebsene synger’ blandt andre manuskriptforfatter Lucy Alibar, instruktør Olivia Newmans og producer Reese Witherspoon. Er det et bevidst valg?
»Jeg vil egentlig bare gerne arbejde med talentfulde instruktører og forfattere, og det er fedt, at kvinder indtager mere plads i lederroller og får flere muligheder for at instruere. I den her film var de fleste afdelingsledere faktisk kvinder, og det var virkelig cool. Jeg ved ikke, om det var et bevidst valg, de var bare de bedste til jobbet. Jeg håber, at det i fremtiden ikke vil være bemærkelsesværdigt, men helt normalt, at kvinder indtager flere lederpositioner«.
Hvordan ændrede ‘Normale mennesker’ dit liv og din karriere?
»Jeg skylder den rolle alting. Serien ændrede mit liv. Jeg lige var fyldt 21, da vi optog den. Det var en formativ periode for mig, og for mig svarede det til at gå på universitetet. Serien har givet mig mulighed for at blive ved med at arbejde og er formentlig også grunden til, at jeg fik rollen i denne film – og taler med jer nu«.
»’Normale mennesker’ udkom under pandemien, og de to begivenheder hænger uløseligt sammen for mig. Det var en surrealistisk tid, hvor jeg nærmest tilbragte fire måneder på Zoom. Det var bizart, fordi jeg vidste, at serien var en succes, men jeg kunne ikke regne ud, om det var en form for online videospil eller den virkelige verden«.
»Det var også surrealistisk at gå ind i pandemien med det liv, jeg havde der, og så komme ud på den anden side, hvor mit liv var meget anderledes«.
‘Hvor flodkrebsene synger’ har biografpremiere den 29. september.