KOMMENTAR. Da jeg læste Tobias Rahims nye digtsamling, ’Drømmene maler virkeligheden’, kom jeg til at tænke på en scene fra serien ’Pam & Tommy’. Nemlig der, hvor Tommy Lee har en samtale med sin egen pik.
I scenen, der i øvrigt er taget fra Tommy Lees selvbiografi, har den fallerede rockmusikers pik en egen stemme og personlighed. Nogle træffer beslutninger efter at de har konfereret med englen og djævlen på skulder. Tommy taler med sin penis.
Jeg ved ikke, om Tobias Rahim også taler med sin egen pik derhjemme. Men det ville ikke overraske mig.
For han er den mest sexdrevne danske rapper siden Orgi-E og nok den mest pikfikserede popstjerne, Danmark nogensinde har haft.
»Danmark er klar på noget pik«, lød det prokerende på hans hitlistedominerende album ’Når sjælen kaster op’, hvor dunkende selvsikkerhed konkurrerede med knugende angst.
»Jeg er et menneske. Et menneske med en pik«, lyder det i det første digt i sangerens nye bog. Således er pikken fra første side ophøjet til eksistensdefinerende objekt.
Rahims makker og samarbejdspartner Orgi-E rappede engang med en litterær reference, at »en pik er en pik er en pik«. Hos Rahim er en pik til gengæld aldrig bare en pik. Men – som hos Tommy Lee – en form for trygt tilholdssted i en flydende tilværelse. En støtte. En ven.
I ’Drømmene maler virkeligheden’ er det derfor kroppen og pikken, der fremstår som solide og stærke i bogens mange kælne fotos. Mens digtene udforsker uroen bag den hårde facade.
En kæmpestor mand
De stedvis usikre og angstfulde digte – eller noter, eller dagbogsoptegninger, eller sangtekster, eller hvad de nu er – kontrasteres af pinup-agtige fotos, hvor Rahim skuler mod kameraet i forskellige grader af nøgenhed. Der er bar kasse og billiard, nedlynede blue jeans og meget … hud.
Modstillingen er klar: På den ene side får du den frygtsomme og følsomme digter. Bogstavelig talt på den næste side får du førsteelskeren og popstjernen i solbadede sidestore fotos, skudt af Petra Kleis og Noemi Kapusy.
På et tidspunkt reflekterer Rahim over at være »født med en stor ballast af frygt«. To sider senere sidder han oppe i et grantræ med bar overkrop. Ah, the duality of man.
Den dobbelthed har popstjernen i tidligere italesat i et interview hos P3, hvor han blandt andet forklarede tankerne bag det nøgenfoto, han sidste år solgte som NTF.
»Jeg føler mig i virkeligheden som en skræmt lille dreng indeni. En lille dreng i en stor og brutal verden. Jeg tror for eksempel, nøgenbilledet handlede om at kigge ind i spejlet og være sådan: Hey dude, du er ikke en lille fucking dreng. Du er kæmpestor. Du er en mand«.
Det er næsten en perfekt spejling af Tommy Lees pikscene: Begge musikstjerner står alene foran spejlet, mens deres pik fortæller dem, at de er gode nok.
I bogform udpensles den her dialektik mellem indre mindreværd og ydre, ja, storhed gennem at kontrastere rodede, urolige notedigte med klare, pæne fotos.
For hver angst-note en pinup-plakat. Så er der ligesom balance.
Og så alligevel ikke. For mens billederne er saligt soldrukne (for ikke at sige liderligt savlende), er digtene ikke så meget noter som fodnoter.
Cannabisfarvede strøtanker
I bogens fysiske form er teksterne præsenteret som håndskrevne fragmenter, inklusive overstregninger, stavefejl og tilføjelser. Præsentationen virker troværdig, for digtene bærer virkelig ikke præg af en specielt ivrig redigering. Det her er Tobias Rahim uden filter, som man siger nutildags, når noget præsenteres som autentisk.
Selv bogens note bag på omslaget er en cannabisfarvet strøtanke: »Den her bog er på mange måder et skamløst værk / men hvad er skam? / og er det ikke meget fedt at være fri fra?«
Yo … hvad er skam egentlig? Har du nogensinde tænkt på det? Og gider du lige sende jointen videre?
Den spontane, rablende tilgang er måske bevidst – ét digt bliver klassificeret med hashtagget »#cokemund«. Men det er bare ikke helt nok, når indsigten om at »alt er subjektivt / jeg tror ”det objektive” er en illution (sic)« bliver præsenteret som en stor åbenbaring. Når det i virkeligheden snarere er en oplysning på linje med, at jorden er rund.
Digtene er bedst, når de ryster den type verdensforklaringer af sig. Som i de sært rammende læserhenvendelser i parenteserne. Eller når Rahim nærmest ironiserer over sin egen sangtekst til ’Ozonlag a energi’ ved at sætte den op i punktform, som om den var en to do-liste.
Der er også en velvilje og medfølelse, der føles oprigtig i visse af de næsten selvhjælpsagtige passager. Rahim vil virkelig gerne hjælpe sig selv og læseren med at overvinde fordomme, frygt og angst ved at stole på sig selv, sin kunst og sin intuition.
Alligevel føles de her tekster for uredigerede og uigennemtænkte til at sætte sig fast, samtidig med at budskaberne dybest set er ting, vi alle er enige om.
I starten af digtsamlingen truer Rahim med, at bogen vil vække foragt og had. Sandheden er, at den snarere afføder skuldertræk.
Men det er jo heller ikke kun digtene, det handler om her. Det handler om manden bag.
Digtsamling som accessory
Tobias Rahim er tidens store, lysende stjerne, den moderne supermand, der er både maskulin og følsom, og som lige nu oplever en successtime uden lige.
Set i den kontekst er en digtsamling – den følsomme mands udtryksform par excellence – en uomgængelig og veltimet forlængelse af brandet Tobias Rahim.
Det er det perfekte produkt til bogstavelig talt at kapitalisere på sangerens nuværende popularitet: En kaffebordsbog til julesalget om tidens popstjerne nummer ét. Ka-ching.
Så betyder det måske mindre, at digtene højst diplomatisk kunne klassificeres som halvfærdige.
De virker alligevel mere som en slags accessory eller identitetsmarkør; en forlængelse af den følsomme-men-maskuline persona.
Han er følsom, så her er nogle digte. Men glem for guds skyld ikke at han også er maskulin – så her er et sexet fotografi. Plus et digt om at kneppe en vandmelon ’American Pie’-style.
På den måde er ‘Drømmene maler virkeligheden’ en spejling af sin forfatter: Halvt digtsamling, halvt dickpic-kollektion. Man ved aldrig, hvad man får, når man bladrer. Den angstfulde digter eller den liderlige stjerne.
Dialektikken mellem de to positioner stopper aldrig. For angsten kommer altid tilbage. Og så er der kun én ting at gøre. Ud foran spejlet og lave en Tommy Lee.
’Drømmene maler virkeligheden’ er ude nu på Politikens Forlag.