En lang række tidligere Yeezy og Adidas-ansatte anklager i en stor artikel i magasinet Rolling Stone Kanye West for grænseoverskridende adfærd og for at have gjort brug af en ledelseskultur baseret på frygt.
I artiklen anklages West for at have vist porno til afdelingsmøder under påskud af at have brug for dem til at koncentrere sig, at have diskuteret porno og vist intimbilleder af Kim Kardashian til jobsamtaler og at have vist sine egne sexbånd til sine ansatte.
Rolling Stone er desuden kommet i besiddelse af et brev fra en gruppe af tidligere ansatte i modevirksomheden, der anklager ledelsen i Adidas for at have set gennem fingre med Kanye Wests grænseoverskridende adfærd, som angiveligt begyndte inden for det første år af samarbejdet mellem Yeezy og Adidas.
Ifølge Rolling Stone kræver gruppen, at Adidas tager hånd om »det giftige og kaotiske miljø, Kanye West skabte« og »det syge mønster af udnyttende adfærd mod kvinder«, der arbejdede for West.
»Han viste mig en video af Francesca Le, en buff pornostjerne med en strap-on-dildo, der tog en anden kvinde bagfra. Han sagde: ‘Hvad synes du om det?’ Uden at fortrække en mine«, udtaler en tidligere samarbejdspartner til Rolling Stone.
En anden tidligere ansat fortæller, at »den overseksualiserede adfærd har været konsistent fra start af«. West kaldte blandt andet en kvindelig ansat for en »fed luder« under et raseriudbrud.
En ansat fortæller magasinet, at West ville have nogle ansatte til at designe en sko, han kunne komme i: »Ikke en sexlegetøjssneaker, men noget man er så betaget af, at man får lyst til at have et intimt forhold med det. Han ville sige: ‘Bogstaveligt talt kneppe’. Han ville være meget klar omkring, hvad det betød«. Noget lignende skulle ifølge en højtrangerende tidligere ansat være sket til en jobsamtale.
Ifølge Rolling Stone skriver de tidligere ansatte i brevet: »Den mest bekymrende adfærd, som burde være blevet håndteret af ledelsen meget tidligt i samarbejdet, er hans manipulerende og frygtbaserede tilgang til ledelse, samtidig med at han forsøger at dominere Adidas-medarbejdere i lukkede rum«.
»Så meget som vi gerne ville lægge al ansvaret over på Kanye, er den uomtvistelige sandhed, at Adidas-ledelsen og bestyrelsen i høj grad har været enablers«.
En talsperson for Adidas udtaler til Rolling Stone: »Adidas tolerer ikke hadtale eller krænkende adfærd, og derfor har vi valgt at afbryde Adidas-Yeezy-samarbejdet. Vi har været og vil fortsætte med at være aktivt engageret i samtaler med vores ansatte om de begivenheder, der førte til beslutningen om at afbryde samarbejdet. De har vores fulde støtte, og mens vi arbejder med detaljerne om at afbryde kontrakten, har vi været klare i mælet om, at vi ønsker at fastholde vores ansattes talent og evner inden for organisationen«.
Den fulde artikel kan læses her.