Tager du til koncert med Julie Pavon, suger hun dig ind i et euforisk house-hul og spytter dig ud igen. For evigt forandret, men forbedret – og måske lidt hjernevasket, som ellers kun en farlig kult kan gøre det.
Hvis ikke du tør, kan du også bare lytte til hendes nye, tredje single, ’Don’t Call Me Out’, der udkom i går.
»Julie, jeg tænker, at vi starter. Er du klar på det?«
»Nej, vent lige«. Hun snurrer rundt på kontorstolen, skubber en skive snus op under overlæben og snurrer tilbage igen.
»Så er jeg klar«.
Jeg sidder sammen med den 23-årige dansk/honduranske Julie Pavon på hendes managers kontor for at forsøge at indkapsle de famøse live-optrædener med larger-than-life-kvaliteter, som hun har givet på tværs af mere end 20 festivaler denne sommer. Eller i hvert fald komme det lidt nærmere. For ligesom alt andet overnaturligt, er Julie Pavon svær at sætte på formel.
Det er noget med hendes sceneoutfits, som er fandenivoldske og gå-hjem-og-vug-Ganni guddommelige. Så er det noget med hendes dybe, dramatiske vokal, vi kender fra hendes to første singler, ’Jealous’ og ’Herd Animals’. Og så er der den måde, hun bevæger sig på. Som gør hun alt for at flygte ud af sin krop, samtidig med at hun kun vil være der. I kroppen.
Det hele sammenkogt i en musikalsk heksegryde af »hoppende magi« og »rå rastløshed«, som hun kalder det. Hun smiler med vilde øjne, da hun tilføjer: »På den fucking fede måde«.
Vi smalltalker om den november-nivende kulde. Julie Pavon påpeger dynejakke-træffet her midt på tirsdagstrætte Nørrebro. Måske er det kulden, der leder samtalen hen på denne sommers koncerter. Måske er det bare fordi, at det med hendes egne ord var en »vild sæson«.
Det var alt lige fra Blaagaards Festival, hvor hun spandt i svimlende snurretop-formationer for Københavns nicheungdom. Til Roskilde Festival, hvor hun trak publikum i tranceland, og samtidig nev dem der, hvor det gør allermest ondt. Igen, på den fucking fede måde.
»Jeg begyndte jo at græde på scenen, imens jeg sang. Det var, imens alle hoppede og dansede. Jeg hoppede selv med tårer i øjnene«, fortæller hun om sin efterskoledrøm, der gik i opfyldelse lige der på landets største festival.
Julie Pavon er svær at sætte på formel.Men én ting er sikkert. Oplever du hende, bør du som minimum hoppe forsigtigt med, måske give dig selv lov til bare at være en krop, eller helt overgive dig til den svedende enhed, som publikum hurtigt bliver. Eller, det er egentlig ikke noget, du bør. Det er kort og godt noget, du bare gør.
Lidt om din lyd, Julie. Hvordan vil du definere den?
»Umiddelbar og rå. Jeg genbruger aldrig noget. Jeg indspiller aldrig noget 100 gange. Det hele er meget umiddelbart. Jeg smider den energi, jeg har fra live, direkte over i mine tracks. Det skal bare være råt. Det skal bare være intuitivt«.
Hvordan har du udviklet dig som performer det seneste år?
»Der er sket meget, vil jeg sige. Jeg tror, den der helt intuitive energi, hvor jeg mærker min rastløshed komme til udtryk i en kropslig energi, den var der fra begyndelsen«.
»Men mit udtryk har nok alligevel også udviklet sig med min lyd. Jeg forstår bedre, hvad mine tracks kan, og hvad for en kropslig energi jeg skal putte i dem, når jeg optræder. Det er som om, der er kommet en fed dynamik mellem mit udtryk og min lyd i takt med, at jeg spiller flere og flere shows«.
Når jeg ser dig optræde, er det for vildt at se dig bare være en krop. Hvor kommer det fra at performe på den måde?
»Jeg tror egentlig altid, jeg har været meget sådan en energibombe. Jeg er et meget spontant menneske. Et fysisk menneske. Det er en side af mig, som er vigtig for mig at fodre. For jeg har brug for at slå ud med armene. Jeg har brug for at slå mig løs. Det er noget, jeg får lov til i mine shows. Det er mig, når jeg træder op på scenen. Og det er megavigtigt for mig at holde fast i«.
Hvad er det vildeste outfit, du har haft på til et show?
»Jeg har et sæt, som jeg er helt forelsket i. Jeg føler, det er totalt mig. Det er det sæt, jeg havde på på Roskilde, og som jeg også har på i musikvideoen til ’Don’t Call Me Out’. Det er et helt hvidt sæt i sådan noget sheer stof. Og så er det fuldstændig stretch, så jeg føler mig mega tilpas og kan bare hoppe rundt«.
Hvad håber du, at folk tager med videre fra dine shows?
»Den energi og power, jeg føler oppe på scenen. Og den frihed i mit sind. Sådan ikke at tænke over, hvad jeg gør, men bare gøre det. Det er det, jeg håber, jeg giver videre. Kropslig frihed. En følelse af empowerment«.
»Efter jeg har optrådt, snakker jeg nogle gange med Jeremy (Troy, red.), som jeg spiller med. Så sidder vi altid og sveder og drikker en cola og siger sådan: ’Det vigtigste er, at vi gav til folk’. Og det gør vi. Fordi vi mærker den energi, vi får tilbage. De ord er ret key for mig«.
Julie Pavon spiller i Volume Village den 24. februar og i Lille Vega den 4. marts.