1. »Fri abort!«
Det her punkt er nødt til at være nummer et.
Roskilde Festival kunne i år bryste sig af en lang række markante kvindelige kunstnere, og flere af dem brugte platformen til at give deres besyv med om sidste uges historiske abortafgørelse i USA.
Det gjaldt først og fremmest de amerikanske kvinder selv, hvor især Megan Thee Stallion italesatte retskendelsen under sin rap-triumf på Orange: »My body, my choice«, lød koret, som tusindvis af mennesker deltog i.
Men også de ikke-amerikanske kvinder viste deres støtte. Britisk-japanske Rina Sawayama fik initieret et forløsende »fri abort!«-chant på Arena, mens dansk-færøske Brimheim under sin koncert kastede lys over Færøernes stramme abortlovgivning. »Fuck det lort«, var hendes kommentar til det.
Roskilde Festival er ikke bare en musikfestival. Den er en megafon.
2. Post Malones altomfavnende fællesskål
Vi har manglet det her. Vi har manglet at være sammen. Det virkede som om, den åbenbaring for alvor ramte Roskilde Festival under Post Malones gennemhyggelige og kærlige show onsdag aften.
Han skålede med os alle og drak, til dråberne dryppede ned af hans skæg. Rapperen virkede som om, han drak af selve livets brønd. Endelig er vi tilbage, skrålede han ud til os. Endelig er livet tilbage. Skål, og må vi leve i hundrede år.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
3. Dua Lipas velsmurte popmaskine
Der har altid, i visse kredse, hersket en idé om, at rockmusikken er autentisk og impulsiv, mens popmusikken er maskinel og fabrikeret.
Den fortælling er der visse sandheder i.
Men det er altså også en kunst (i ordets oprindelige betydning) at skabe den perfekte maskine. Noget glat, smukt og skinnende. Som Dua Lipas formidable popshow på Orange Scene. Lad os omfavne det kunstige, hvis det er så smukt som det her.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
4. Hyperpop-håbet Debbie Sings
Lige siden den danske trio Jenny forrige år gik i opløsning (snøft), har det været uhyre interessant at følge med i de tre medlemmers solokarrierer.
Heldigvis bød årets vækstlagsdage på koncerter fra både en veloplagt Barbro og Jenny-kollegaen Sophia Hages endnu ret så gådefulde Debbie Sings-projekt.
Især sidstnævntes futuristiske, fandenivoldske magtdemonstration af en Roskilde-debut står tilbage som et højdepunkt. Her fandt Hage en perfekt balance mellem hyperpop-pionererne 100 Gecs’ utæmmede vildskab og den tidlige Charli XCX’s mere melodiske ende af spektret.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
5. Turnstiles gruppekrammende moshpit
Der findes to slags festivalgængere: Dem, der foretrak Post Malones hitparade på Orange, og så dem, der hellere ville svede sig halvt ihjel til Turnstiles melodiske hardcore på Avalon.
Tilhører man den sidste gruppe, og blev man hængende til afslutningsnummeret ’TLC’, kunne man opleve noget så sjældent som en gruppekrammende moshpit, der stik imod praksissens natur emmede af ren og skær kærlighed.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
6. Tobias Rahims kroning
Ingen er større end Tobias Rahim lige nu.
Det var bare det.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
7. Det kollektive skrig under ‘I Know the End’
Phoebe Bridgers’ midnatsseance på den måske lidt for lille Avalon-scene bød på et øjeblik af rendyrket katarsis.
Det indtraf under lukkeren ’I Know the End’, hvor den amerikanske singer/songwriter opfordrede publikum til at skrige af deres lungers fulde kraft. Et publikum tætpakket med evige melankolikere skreg deres smerte ud.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
8. Afskum: Den ultimative overraskelse
En del af Roskilde-charmen handler om at vade ind til tilfældige koncerter. Der ligger en ekstra fryd i at blive overrasket af det, man ikke kender eller har nået at få hørt.
Til koncerten med Afskum var alle dog indlagt til en overraskelse lige meget hvor grundigt, man havde forberedt sig. Danskeren har nemlig ikke udgivet så meget som en eneste officiel single.
Selve koncerten var overrumplende. En fænomenal performer og en ny uafviselig stemme på den danske musikscene viste sig frem. Se dét er inkarnationen af, hvad vækstlagskoncerterne på Roskilde skal kunne.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
9. Megan Thee Stallions nej tak til backtrack
Hvis Megan Thee Stallion havde 99 problemer, er vores gæt, at hendes vokal ikke var et af dem. For hold da nu ferie, hvor kan hun bare rappe.
Hvert ord, hver stavelse blev bare smækket afsted. Hun er en mester. Det var en fryd at se at se på Orange.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
10. Julie Pavon fik scenekonstruktionen til at vakle
Den lille nye hybridscene Platform, der husede kunstperformances og løbende skiftede form undervejs på festivalen, var den perfekte ramme for Julie Pavons hypnotiserende, kropslige klubpop.
Omsluttet af en skvulpende, svedig kødrand af publikumskroppe hoppede, vred og sprællede hun til sine spartanske house-produktioner – tydeligt overvældet af en modtagelse så ekstatisk, at man et øjeblik var bekymret for, om scenekonstruktionen kunne bære den hoppende folkemængde.
11. Rina Sawayama var meget mere end et plaster på såret
På Roskilde Festival er der en lang tradition for, at store internationale hiphopnavne aflyser. I år var ingen undtagelse.
Heldigvis viste Jack Harlows erstatning sig at være en veritabel opgradering.
Med Rina Sawayamas kompromisløse blanding af hårdtslående nu-metal og sukkersød 00’er-pop var der noget for enhver smag, og det resulterede i en af årets mest euforiske, nærmest Eurovision-agtige popfester.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
12. Tak, Little Simz
Årets Roskilde Festival bød på et væld af fremragende hiphopkoncerter. Men der var kun én af dem, der var til seks stjerner.
Tak for den overvældende oplevelse, Little Simz.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
13. Artigeardit fik sit store moment
Han har knoklet og knoklet. Spillet massevis af shows, udgivet massevis af numre. På Arena fik Artigeardit så endelig sin velfortjente kroning.
Danmarks bedste rapper? Måske. Som minimum top fem.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
14. Thomas Helmig var ung med de unge
Ja, selvfølgelig var der folkelig fællessang til den helt store guldmedalje, men Helmigs samlende Orange-drøn var ikke kun rendyrket nostalgi.
Veteranen fik besøg af både Benjamin Hav og Lord Siva, og således blev koncerten et symbol på, at Roskilde Festival jo er et sted, hvor forskellige generationer mødes om musikken – både på scenen og blandt publikum.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
15. Født til at stå på Orange
Sol, sommer og gode vibes. Vi ringer til Haim.
Trioen og Orange Scene var et match made in heaven, og lørdagens aftenkoncert var en bundcharmerende (og seksstjernet) opvisning i, hvordan man spreder musikalsk solskin ud over Dyrskuepladsen.
Det var som om, de tre søstre var født til at stå på netop dén scene.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.