CANNES FILM FESTIVAL. Den franske provocatrice, Catherine Breillat, er kendt for sine grænseoverskridende og eksplicitte film om især unge pigers seksuelle opvågning, der udfordrer omverdenens syn på kvinders seksualitet, og hvad det er socialt acceptabelt for dem at begære.
Forholdet mellem magt og sex er altid i centrum, og derfor er det ikke svært at se, hvad der har tiltrukket hende med ved May el-Toukhys danske ’Dronningen’ fra 2019, der var lidt af en sensation herhjemme.
’Last Summer’ er Breillats første film i 10 år efter den selvbiografiske ’Abuse of Weakness’ med Isabelle Huppert i hovedrollen.
Og jeg må indrømme, at jeg gruede lidt for, hvad den franske instruktør ville gøre ved den danske film. Breillat har trods alt ikke fået tilnavnet »porno auteur« for ingenting, og hendes ’À ma sœur’ (som jurypræsident Ruben Östlund i øvrigt inkluderede i sin Top 10, da han besøgte Criterion) er noget af mest chokerende, jeg nogensinde har set.
Men faktisk er det mest chokerende ved Breillats version af ’Dronningen’, hvor ikke- chokerende den er. Det er også hendes genistreg. I hendes fortolkning er Anne både mindre overlagt i sin relation med sin stedsøn og den seksuelle forbindelse mellem dem mindre eksplicit. Da de krydser grænsen første gang, fremstår det mere som et øjebliks svaghed, og de går ikke direkte til doggystyle, men starter med at snave helt vildt, som var det en scene fra Harmony Korines ’Kids’.
En anden scene jeg bed mærke i, og hvor Breillats fingeraftryk er tydeligt, viser Anne, der fortæller sin mand (mens de har sex) om en fantasi, hun havde som ung pige om en af sin mors venner. Hun fortæller, at hun plejede at nærstudere hans rynker – alderstegn, som både tændte og frastødte hende, fordi han fremstod som havende et halvt ben i graven allerede. »Han var 33«, griner hun.
I ’Last Summer’ kommer vi dybere ind i hovedet på Anne og forstår bedre hendes bevæggrunde, men hvor Breillats version kommer til kort er i skuespillet. Her når den ikke den danske version til sokkeholderne. Anne spilles i Breillats udgive af Léa Drucker, og Gustav, der nu hedder Théo, spilles af debutant Samuel Kircher.
Og de fungerer ikke lige så godt, hverken sammen eller hver for sig. Anne mangler Dyrholms vrede og mørke, og Théo mangler Lindhs talent, simpelthen.
Langt hen ad vejen er ’Last Summer’ en temmelig trofast genindspilning, men de små valg, instruktøren foretager, gør alligevel en verden til forskel. Og de valg sker særligt omkring slutningen, der er meget anderledes end hos el-Toukhy.
I slutningen af ’Dronningen’ har vi mistet al sympati for Anne, der fremstår koldhjertet, ond og kalkuleret, og Gustav som et tydeligt offer for hendes manipulation. I slutningen af ’Last Summer’ er det mindre ligetil, og filmen er bedre for det.
Så disse tips er hermed givet videre til Hollywood, hvis også de skulle have mod på et remake: Inkludér snave-scene, cast Dyrholm og gå med den franske slutning.
»Må jeg kigge på dig, mens du spiser«
En mere ligeværdig og alderssvarende kærlighedsaffære ser vi i ’The Pot-au-feu’ af fransk-vietnamesiske Anh Hung Tran, der byder på over to timer i et fransk landkøkken, hvor de mest henrivende retter bliver tilberedt mere eller mindre i realtid af kokken Eugénie (Juliette Binoche) og hendes overordnede, gourmanden Dodin Bouffant (Benoit Magimel)
Filmen er smukt koordineret og fotograferet og formår virkelig at skildre glæden ved mad. Mad som mødested, håndarbejdet, der kræves, kulturen, der ligger til grund for hver en opskrift, omsorgen i at lave mad til andre og ikke mindst: sensualiteten.
Her i Cannes er filmen blevet et overraskende stort hit, og snakken har især gået på et særligt genialt og lummert match-cut mellem Binoches nøgne bagside og en pocheret pære!
Kemien mellem Binoche og Magimel (der har dannet par i virkeligheden og har en datter sammen) er til at tage og føle på, og replikken »Må jeg kigge på dig, mens du spiser?« er også blevet heftigt cirkuleret, siden filmen blev vist i forgårs.
’The Pot au Feu’ er en af den slags film, som man bare gerne vil flytte ind i – smuk og sansemættet. En visuelt overdådig kærlighedserklæring til noget af det, vi elsker allermest ved franskmændene: deres hedonisme.