ANBEFALING. Bar Italia er et London-baseret band, der hidtil har været indhyllet i mystik. Men nu er tågen lettet, sløret er løftet og mysteriet er løst. De er trådt ud i lyset.
Indtil for ganske nylig har Bar Italia været et navn, man mest af alt kunne støde på i forbindelse med mere eller mindre obskure udgivelser på Dean Blunts hypede pladeselskab, World Music.
Blunt har haft stor indflydelse på undergrundens indiemusik de sidste 10-15 år, og alt der kommer fra denne suppedas vil til hver en tid give ringe i vandet i visse cirkler på nettet.
Her byggede Bar Italia deres ry. Men nu har de signet med det hæderkronede indiebannerfører-label Matador Records og udgivet et album, der med sine 43 minutters spilletid for alvor kan leve op til beskrivelsen: En fuldlængde. Og den udgivelse markerer et skift.
For det er, som om en moderne Matador-udgivelse bliver nødt til at favne lidt bredere, end hvad Bar Italia hidtil har gjort.
De er gået fra meget undergrund til lidt mindre undergrund – og tilført en mere tilgængelig lyd.
Et band løfter røgsløret
I overensstemmelse med World Musics enigmatiske æstetik har det været svært at opdrive meget konkret info om Bar Italia.
Mystikken er en stor del af appellen ved bandet – og ved World Music. Man får ikke meget andet end musik foræret.
Til gengæld får man så en hel masse på dén konto. Ny musik udgivet på World Music fungerer som en passiv invitation til et hemmeligt selskab, man selv skal opsøge og udgrave.
Bar Italia har i øvrigt arbejdet sammen med navne som danske Brynje (søskendeparret Hartvig) på de tidligere udgivelser ‘Bedhead’ fra 2021 og ‘Quarrel’ fra 2020.
Men i forbindelse med den nye pladekontrakt og udgivelsen af ‘Tracey Denim’ står det nu helt klart, at bandet består af italienskfødte Nina Cristante, Sam Fenton og Jezmi Tarik Fehmi. Det er tre interessante skikkelser.
Hvor førstnævnte tidligere har udgivet numre under navnet Nina, også på World Music, har de to andre medlemmer spillet sammen som Double Virgo, og blandt andet udgivet på PLZ Make it Ruins, drevet af den populære producer Vegyn, der blandt andet er kendt for at arbejde sammen med Frank Ocean.
Rollerne i bandet er også ved at fremstå klarere.
Kompositionerne er ofte baseret på trommeloops med bas og guitarriffs overdubbet. Strukturerne er simple. Alle tre medlemmer synger på skift, med nok variation til at man ikke bliver træt af det, og nok fælles træk til at det ikke stikker i for mange retninger. Det kan man høre på den fremragende singleforløber ‘Punkt’.
I videoen til sangen er maskefaldet en realitet, og vi får sat ansigter på alle tre medlemmer.
Om bandnavnet er en reference til den legendariske italienske café i Soho, som Pulp udødeliggjorde i deres festhymne af samme navn på den klassiske milepælsplade ‘Different Class’ fra 1995 vides ikke med sikkerhed, men mon ikke der er noget om snakken.
Nu ved vi altså, hvem de er og (måske) hvor bandnavnet kommer fra. Men hvordan lyder de?
Lyden af Bar Italia anno 2023
Musikken emmer af en slags seminostalgisk falsk genkendelse af britisk rock og pop fra 90’erne og 00’erne.
Til dels på de foregående udgivelser, men i særdeleshed på ‘Tracey Denim’.
Hvis de decideret plankede Blur, Massive Attack, Portishead og Pulp ville udfaldet ikke nødvendigvis være særligt charmerende, men her lyder det mere, som om Bar Italia er vokset op med den slags bands, sidenhen glemt hvad de har hørt, og nu, her i fremtiden, skrevet musik baseret på en aflejring af noget bagerst i deres erindring.
Nummeret ‘NOCD’ er et virkelig godt eksempel på denne følelse.
Er der tale om en slags deja entendu? Altså den samme følelse som deja vu, bare med ørerne i stedet for øjnene? For man får en fornemmelse af, at det, man hører, er hits fra en slags alternativ dimension. En parallel, næsten identisk verden, hvor alt er en lille smule off.
På ‘Friends’ bliver følelsen lidt mere konkret, for dele af sangmelodien synes inspireret af det skotske band The Vaselines’ klassiker ‘Son Of A Gun’.
Bar Italia er dog en opdateret version af deres forgængere.
2020’erne er malet tykt ud over musikken, og den synes tilrettet alle dem, der er vokset op med skærme overalt. Dem, der automatisk tilvænnes den hyperaktive mediestrøm.
Desuden er disse numre præget af en virkelig flatterende umiddelbarhed, der gennemsyrer hele bandets output. Fra de tidlige lofi-udgivelser, hvor et nummer sjældent varede mere end halvandet minut, til ‘Tracey Denim’, hvor man har givet produktionen et nøk opad, og dristet sig ud i længere sange.
Når der er allermest drive i bandet, lyder de, som om de er klar til at brænde Glastonburys Pyramid Stage af. Hør bare et nummer som det fantastisk betitlede ‘Yes I Have Eaten So Many Lemons Yes I Am So Bitte’.
Bar Italia skulle egentlig have spillet på Loppen i 2021, men der var endnu ikke styr på covid-situationen, og som så meget andet blev koncerten aflyst. Det gør de op for ved at gæste Vega i november 2023 som led i en større turné, der tæller datoer i både Europa og USA.
Den koncert er der – tror jeg – god grund til at glæde sig til. Med ’Tracey Denim’ er Bar Italia-toget nemlig i den grad kørt fra stationen. Nu gælder det bare om at hoppe ombord.