’Englemageren’: Julie Ølgaard spilder interessant historie på tonedøv ’Seven’-ripoff
Hvad driver et menneske til at begå de handlinger, de gør?
Det er hovedtemaet i Julie R. Ølgaards pseudo-selvreflekterende seriemorderthriller med den faretruende titel ’Englemageren’.
Spørgsmålet er centralt i ethvert katten-efter-musen-drama, hvor politiet jager en morder på fri fod. For hvis bare motivet står klart, er gerningsmanden ofte så godt som fanget.
Men ’Englemageren’ giver ikke kun gerningsmanden, men også hovedpersonen Laura (Ølgaard selv) samme afsøgende behandling.
Den psykisk plagede politikvinde er hjemsendt, efter hvad der umiddelbart ligner en grum fødselsdepression. Hvad der har ledt til, at hun og kæresten (Christopher Læssø) er vendt tomhændet hjem fra hospitalet, får vi først glimtvis svar på. Men faktum er, at Laura er på tvungen orlov. Og det er vist for det bedste, i hvert fald indtil hun i korte jumpscare-klip holder op med at forestille sig, at der ligger døde spædbørn i hendes karbad.
I parrets store hjem er minerne bistre og de korte samtaler følelsesløse, og lettelsen er svær at skjule for politikvinden, da en seriemorder begynder at slagte løs, og hun kaldes tilbage på jobbet. For der er åbenbart ingen andre med hendes ekspertise i politikredsen, der med Lauras alt for tidlige tilbagekomst burde melde sig selv til hr-ordensmagten.
Faktisk er der bemærkelsesværdigt få ordenshåndhævere med i ’Englemageren’. Der er nærmest ikke noget at sige til, at en seriemorder kan gå amok med et mord per dag, når der kun er to politifolk på sagen, Laura og hendes nye makker Jesper, spillet af Roland Møller.
Filmens eksistensberettigelse ligger hverken i opklaringen af forbrydelsen, den kejtede dialog, historiens søgte konklusioner eller et plot, man ikke skal pille for meget i, før det trævler mellem hænderne på en.
Men selve Julie Ølgaards grundidé og udgangspunkt med ’Englemageren’ er nobel og interessant. For sjældent hører man nemlig om, hvordan mennesker tackler den uoverskuelige sorg, som følger af at miste et barn.
De bedste scener er netop med den sårbare Laura, der i intense solosekvenser må navigere i en virkelighed, der ikke længere er værd at kæmpe for. Den debuterende instruktør – der dirigerer sammen med den mere erfarne Esben Tønnesen – har også noget at have det i, når hun danser på kanten af kollaps efter selv at have gået igennem en fødselsdepression, der inspirerede hende til historien.
Lauras baggrundsfortælling kunne snildt stå alene. Det er derfor tæt på hårudrivende frustrerende, at man tvinges tilbage til ’den egentlige historie’ om bestialske mord, der følges af inkompetent politiarbejde.
Inspirationen bag ’Englemageren’s tone er også næsten for tydelig. Og hvem vil da ikke også skabe en seriemorderfilm, der måler sig med ’Seven’?
David Finchers mørke mesterværk, der med ekstraordinære skuespilpræstationer og et sindsoprivende whodunit-mysterie dykker ned i menneskets natur, er et forbillede (og et ubestigeligt Mount Everest) for enhver, der giver sig i kast med den psykologiske thrillergenre.
I den her danske omgang er der bare lidt for langt til New Yorks regnvåde gader. ’Englemageren’ falder gang på gang i et hav af dødssynder, hvoraf den største nok må være, at den dårligt magter at skjule sin Fincher-inspiration.
Som kronen på værket falder ’Englemageren’ desuden i en farlig faldgrube af sort uheld. Danmark er et lille land, hvor der heldigvis sjælden sker noget, der får os til at tænke, at ondskaben lever i bedste velgående på den anden side af ligusterhækken. Og timingen for ’Englemageren’ kunne derfor heller ikke være mere kikset.
For selvom filmen er færdigindspillet før forårets virkelige kidnapning af en ung kvinde i en sag, der senere har fået tilknytning til mordet på Emilie Meng, er og bliver det tonedøvt, at et af fortællingens centrale mord omhandler en ung kvinde ved navn Emilie, som stadig bor hjemme.
Kunne man virkelig ikke have fundet et andet navn?
Mordene er grumme og udpenslede, og når livmoren sprættes op på et uskyldigt offer, balancerer scenerne på grænsen af torture-porn. Takket være behændig klipning bliver det ikke direkte usmageligt – heldigvis, for så havde de kvindelige mordofre, der optræder nøgent i de makabre dødsscener, smidt tøjet til ingen verdens nytte.
Morderens motivation fremstår så overfladisk og ups-vi-har-glemt-at-give-ham-den-rette-eksposition-agtig, at den sidste rest af håb for fortællingen siver ud hen imod slutningen.
Kort sagt:
Det er svært at tage kampen op mod en klassiker som ’Seven’ og forvente, at man slipper helskindet ud på den anden side. Julie Ølgaards debut som instruktør spilder en rørende og underbelyst hovedhistorie på et tonedøvt og usammenhængende seriemorderplot.