Roskilde Festival: Christine and the Queens var præcis det stædige kunstprojekt, ingen havde ønsket sig

Hvornår var den sene nattekoncert med Christine and the Queens på Orange Scene egentlig allermest bizar?

Var det, da Chris iførte sig englevinger og optrådte som sin afdøde mor halvvejs gennem det, der fra start til slut var ét langt fransk teater?

»Tilgiv min søn«, sagde han om sig selv. »He’s nuts«.

Eller var det måske, da Chris stirrede en løvestatue besat ind i øjnene under Pachelbel-pastichen ‘Full of Life’, beklagede sig over, at den aldrig ville blive hans kæreste – og så begyndte at snave den på snuden?

Også en værdig kandidat.

Men det giver måske ikke mening at vælge ét øjeblik ud.

Hele koncerten, der udelukkende bestod af materiale fra Christine and the Queens’ nyudgivne pop-opera i tre akter, var en uendelig strøm af særhed.

Efter den triphoppende åbner ‘Tears Can Be So Soft’ smed Chris sin sorte vest og optrådte siden da med helt blottet overkrop.

»This is a ritual!« gentog han hele tiden in character som en skuespiller med manisk blik og stramt koreograferede bevægelser, mens han vekslede mellem sang og monologer.

Men hvem var hele dette teater egentlig til for?

Roskilde Festival havde i sit program solgt Christine and the Queens’ optræden som »en overdådig popkoncert«. Det havde Chris ingen intentioner om at levere.

I stedet spænede han alene rundt mellem gipsafstøbninger og sang til backingtracks fra ‘Paranoïa, Angels, True Love’.

Det var ikke en popkoncert, men et kompromisløst teater om afgrundsdyb smerte – over tabet af Chris’ mor, over at være født i en forkert krop og i det hele taget over det jordiske liv.

Der var masser af traumer at spejle sig i. Men absolut ingen invitation til at blive sluppet med ind i det rum, Chris befandt sig i.

Han sang fænomenalt godt. Fra en helt hvislende falset til et fuldt register med krigerisk styrke. Det var formentlig festivalens stærkeste popvokal, der foldede sig ud på scenen.

Men den rørte os aldrig, og de få mennesker, der holdt ud i alle fem kvarter foran Orange, stod med slukkede øjne.

I få glimt lod Christine and the Queens os ane, hvilken storslået popkoncert vi kunne have fået, hvis ikke Chris havde kastet sin kærlighed på eksperimenterende teater.

Som når ‘Track 10’ tålmodigt opbyggede et inferno af støj. Eller når ‘I Met an Angel’ pulserede blidt med boblende pop-ånd.

Men det skete bare, mens han sang til en stol på scenen.

»Mener han det seriøst?«, spurgte Chris halvvejs i koncerten for ligesom at fortælle os, hvad vi tænkte. Og ja, det gjorde han.

»I’m dead serious.«

Og ja, det var han. Christine and the Queens skreg sin smerte ud og forsvandt ind i sine personaer. Ind til de engle, han blev ved at tale om. Og langt, langt væk fra os.

Han kaldte selv seancen for »an angel poem«.

Man kunne også kalde det den mest malplacerede nattekoncert i Oranges historie.