Der skulle to forsøg til, før Post Malones forlovede sagde ja til at gifte sig med ham.
Det fortæller musikeren i podcasten ‘Call Her Daddy’. Han siger, at han friede til hende for to år siden, mens han var »plørefuld« og lige havde tabt en masse penge på et kasino i Las Vegas.
»Jeg sagde: ‘Hey, har du lyst til at gifte dig med mig?’. Jeg har en ring klar og det hele. Men så siger hun nej«, fortæller Post Malone.
Hans partner var dog klar på at give ham en chance til: »Hun sagde: ‘Spørg mig i morgen’, og jeg tænkte: ‘Okay’. Og så jeg gjorde det dagen efter, mens jeg var ædru, og det var fint«.
Post Malone holder sin partners identitet hemmelig for at værne om hendes privatliv. Musikeren har dog tidligere delt, at de er blevet forældre til en datter.
Post Malone er i disse dage aktuel med rockalbummet ‘Austin’. Soundvenues anmelder kvitterede med tre stjerner.