Genesis Owusu ‘Struggler’
Om du kalder Genesis Owusus musik for rap, punk eller funk, så er én ting i hvert fald sikkert: Den ghanesisk-australske musiker har flair for det med at fusionere lyde og udtryk. Oftest er det også suppleret med en indestængt kritik af ham selv og verden omkring ham.
Debutalbummet ’Smiling With No Teeth’ kårede vi som et af de bedste album, vi missede i løbet af 2021, og nu er han her altså med en ny udgivelse.
’Struggler’ byder endnu engang på hans funkede instrumentallyde og hans aggressive rapvokaler, og denne gang lader tematikkerne til at kredse om udholdenhed og overlevelse i en verden, der ellers er nådesløs.
Lyt til albummet HER.
Mick Jenkins ‘The Patience’
Sidste uges albumguide bød på en udgivelse fra Chicago-rapperen Noname, og nu er der igen nyt fra en af byens mest interessante hiphopartister.
Nej, der er ikke tale om en ny udgivelse fra Chance the Rapper, G Herbo eller – gisp! – Kanye West. Men selvom Mick Jenkins er et navn, der er væsentligt mere undergrund end de ovennævnte, er hans hiphop ikke mindre spændende.
Vi snakker Gil Scott-Heron-samples og abstrakte albumkoncepter (mixtapet ‘The Waters’ handlede bogstaveligt talt om den symbolske betydning af vand). Musikken har både sjæl og finurlighed.
’The Patience’ bliver Mick Jenkins fjerde studiealbum og følger i hælene på ‘Elephant in the Room’ fra 2021.
Lyt til albummet HER.
Quavo ‘Rocket Power’
Da Migos-rapperen Takeoff blev skudt i 2022, sendte det et skælv gennem hiphopverdenen. Flere kunstnere udtrykte deres rystelse over rapperens pludselige død, men to af dem, der nok var hårdest ramt af tabet, var Takeoffs bandfæller, Quavo og Offset.
Nu er Quavo ude med sit første soloalbum siden Takeoffs død, og selv udtaler han, at værket er en måde at vende »tragedie til triumf«.
En slags selvterapi, om man vil. Værkets titel, ’Rocket Power’, lader også til at være en hyldest til Takeoffs sidste album, ’The Last Rocket’.
Lyt til albummet HER.
Giggs ‘Zero Tolerance’
Snakker man UK-rap, er det ret svært at komme uden om Giggs. Hans første studiealbum udkom i 2008, og siden da har han konsekvent markeret sig som en stabil, men også visionær stemme på den britiske rapscene.
Han var eksempelvis en af de første etablerede rappere, der hoppede med på den britiske drill-bølge, og derudover har han haft to features på Drakes 2017-mixtape, ’More Life’.
I dag udgiver han ’Zero Tolerance’ – hans første albumudgivelse i tre år.
Lyt til albummet HER.
Hør også disse album, hvis du vil være helt opdateret:
Stephen Steinbrink ‘Disappearing Coin’
Margret Glasby ‘Echo The Diamond’
Dizzy ‘Dizzy’
Shamir ‘Homo Anxietatem’