My Bloody Valentine – støjens anatomi
Med de irske shoegaze-legender My Bloody Valentine handler det ganske enkelt om at købe præmissen hundrede procent. Enten så går man all in på det sky ensembles minutiøse og tålmodighedskrævende udforskning af støjen, eller også står man med korslagte arme og korser sig over det tinnitus-fremkaldende høje lydniveau, den manglende sing along-faktor og ditto publikumskontakt. Det er enten-eller. Denne signatur hører til i førstnævnte kategori, og har man det ligesom jeg, fik man stort set fuld valuta for pengene ved aftenens længeventede koncert i Store Vega. Genhøret med My Bloody Valentine var nemlig trods enkelte mindre tekniske bump undervejs et fornemt af slagsen.
Den næsten to timer lange koncert var en udførlig uforskning af støjen som musikalsk virkemiddel. Fra det skønhedssøgende og sexede til det skurrende og svimlende fungerede seancen som en grundigt udført rapport om støjens anatomi. Skønt synlige fysiske aldringstegn, såsom bandets musikalske chefarkitekt Kevin Shields’ viltre gråtonede lokker, virkede størstedelen af materialet nemlig fortsat dugfriskt på trods af, at hovedparten af settets materiale havde minimum 22 år på bagen.
Læs også: Månedens klassiker: My Bloody Valentine ‘Loveless’
I begyndelsen af koncerten vaklede lyden dog en smule. Den vindblæste muse Belinda Butcher og feedback-diktatoren Shields’ døsigt frække vokaler druknede helt og aldeles i lydbilledet, hvilket var lidt af en streg i regningen. For eksempel i den luftige og evigt skønne ’When You Sleep’ manglede lyden lige de sidste justeringer, Tre-fire numre inde kom der heldigvis helt styr på sagerne, hvorefter bandet formåede at holde momentum kørende indtil en tydeligvis misfornøjet Shields måtte afbryde og genstarte ’Thorn’ flere gange grundet tekniske problemer. Jagten på den perfekte lyd er simpelthen ét og alt for perfektionisten Shields, og da nummeret omsider blev eksekveret sad det da også lige i skabet.
Numre som den frenetiske in your face-slager ’Only Shallow’ og den forførisk discoficerede ’Soon’ fremstod evigtunge og indgik fornemt i musikalsk dialog med det nyere materiale fra efternøleren ’m b v’, der mere overraskende fungerede ganske glimrende i selskab med de skarpslebne shoegaze-klassikere.
Læs anmeldelse: My Bloody Valentine ‘M B V’
På forudsigelig vis sluttede ballet med den kakafoniske ’You Made Me Realise’, støjrockens svar på Beethovens femte. Her blev det høje lydniveau fysisk og frembragte en urolig skælven i maven, der føltes som en sonisk brændemærkning. En ting er at spille loud as hell, men at gøre det så effektfuldt og sexet er satme et kunststykke af de store. Efter ti minutters sanseligt lydbombardement kunne man således trisse ud i nattens regn med hvinen for ørerne og en kildrende lykkefølelse i den støjforslåede mavesæk.